1945 – Vamdrup Biograf Teater

Biografbevillingssagen har vakt udelt interesse i Vamdrup, og er stadig samtaleemne. I Sønderborg har sagen også været til livlig diskussion, hvad der med tydelighed fremgår af Hejmdal, der skriver:

I de sidste måneder har en ganske særlig stemning gjort sig gældende i en af byens tobaksforretninger. Kunderne titulerede højtideligt indehaveren, B. M. Nissen, direktør, og der blev næsten diskuteret mere film i forretningen end tobak. Anledningen var, at Nissen havde købt biografen i Vamdrup og nu drev den for egen regning, men forleden slog bomben ned i idyllen. Der kom besked om, at bevillingen var blevet tildelt en anden, en biografinspektør i Fredericia.

Hvad vil De nu gøre?, spurgte vi Nissen.

“Jeg er naturligvis nødt til at sælge, men samtidig er den nye bevillingshaver nødt til at købe biografbygningen, så vi bliver nok enige. Så har jeg prøvet det og kan med rolig samvittighed vedblive med at sælge mine cigarer!”

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. februar 1945.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar