1943 – Ny organisation dannet til bekæmpelse af sabotagen

Ritzaus Bureau meddeler:

Den alvorlige situation i hvilken Danmark i dag befinder sig, tvinger alle danske statsborgere til den højeste grad af ansvarsbevidsthed. Ingen ansvarsbevidst dansker kan nu længere uvirksom betragte de meningsløse ødelæggelser af danske virksomheder. Ingen ansvarsbevidst dansker kan forblive ligegyldigt over for den af fremmede agenter provokerede udvikling der nødvendigvis må føre vort land ud i bolshevistisk kaos.

For at bryde den fjendtlige terror har vi fra i dag besluttet at rejse en ny kamporganisation inden for rammerne af Schalburgkorpset. Vi opfordrer alle danske, som i denne alvorlige tid er beredt til at yde en positiv indsats for Danmark, til at slutte sig til denne nye organisation. Anmeldelse kan finde sted til: Schalburgkorpset, Blegdamsvej 23, København Ø.

København, den 29. september 1943. (sign.) Poul Sommer, kaptajn.

Kilde: Kolding Avis, 30. september 1943.

1943 – Den nye undervisningsplan for Kolding Kommune

Der bliver en temmelig kraftig nedskæring i undervisningstiden for alle skolerne

Lederne af det kommunale skolevæsen i Kolding var, som omtalt, i går eftermiddags samlet for at udarbejde en ny plan for undervisningen i de kommunale skole, en plan, der skal gennemføres i den allernærmeste fremtid. Planen vil betyde en meget mærkbar nedsættelse af undervisningstiden. “Det er lykkedes os at nå frem til en plan”, siger skoleinspektør Hølund i dag, “men foreløbig eksisterer den kun på papiret, og vi må så se, om det kan lade sig gøre at gennemføre den i praksis. Det er muligt, at den ikke kan gennemføres helt.”

“Planen går ud på at skaffe plads til endnu 24 klasser: 16 drengeklasser og 8 pigeklasser på skolerne i Riis Toft og Sdr. Vang samt i Almenskolen. Dette vil ganske naturligt medføre, at der sker en reduktion af undervisningstiden for samtlige kommunale skoler. Imidlertid er vore bestræbelser gået ud på at gøre planen ensartet, således at alle eleverne bliver ligestillede med hensyn til undervisningstid.

De små klasseer – 1., 2. og 3. klasse – har hidtil ikke været berørt af ordningerne, men nu kommer vi ikke udenom det. Deres undervisningstid bliver efter den nye plan nedskåret med en tredjedel, og for de øvrige klasser, kommer det til at dreje sig om 20-25 pct. af den normale undervisning, således vil f.eks. 5. og 6. klasserne, der nu har 34-36 timers undervisning, komme ned på 30 timer.

At reduktionerne ikke er blevet større, skyldes, at Almenskolen har vist sig så elskværdig yderligere at stille 6 klasseværelser til vore rådighed. Det betyder faktisk, at vi kommer til a tråde over hele den fløj, hvor Mellemskolen ellers er, og hvor vi i øjeblikket har 6 pigeklasse gående det meste af tiden. Dertil kommer, at vi har fået rådighed over 2 kælderlokaler mere på Købmandsskolen, hvor vi i forvejen råder over 7 klasseværelser, men det er jo ikke let at placere 24 klasser i 8 klasseværelser.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. september 1943.

1943 – Privatmand opfører 25 nye lejligheder i Kolding

Arbejdet er allerede påbegyndt.

Der er af nærliggende grunde ikke mange private, der tør give sig i kast med at bygge lejligheder i disse tider. Men lige så sikkert er det, at de lejligheder, der projekteres uden vanskelighed kan lejes ud “på papiret”, som det hedder – det vil sige endnu inden der er taget fat på byggeriet. At de ikke bliver det, er en anden sag, for naturligt nok vil bygherren godt se tiden lidt an, til byggeriet er afsluttet, så de væsentligste udgifter med nogenlunde sikkerhed kan overses.

I al stilfærdighed har murermester E. Straarup i disse dage på hjørnet af Kongebrogade og Christian den X.s Vej begyndt at grave grunden til en beboelsesejendom, der i alt vil komme til at omfatte 24 lejligheder + en butik. Ganske vist bygges i første omgang kun den første halvdel, men det er hensigten at fortsætte, hvis det kan forudses, at materialerne vil være til stede til det. Materialerne til byggeriets første halvdel er allerede sikret i det omfang, de i vore dage kan fremskaffes – og der foreligger for længst tilladelse til indløb af cement og jern.

Murermester Straarup har tidligere bygget den slags ejendomme – også for egen regning – og kender således tidens krav. Ejendomskomplekset, der er tegnet af arkitekt Rasmus Chr. Christensen, vil komme til at rumme i første afsnit 9 2-værelsers lejligheder og 3 2-værelsers plus børneværelse foruden forretningen. [..]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. september 1943

1943 – De danske biskoppers hyrdebrev

Landets biskopper har under 29. sept. d. a. gennem departementscheferne tilstillet de ledende tyske myndigheder en skrivelse af følgende indhold:

                                            DEN DANSKE KIRKES STILLING TIL JØDESPØRGSMÅLET

Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder som sådanne af racemæssige eller religiøse grunde, er det den kristne kirkes pligt at protestere derimod.

  1. Fordi vi aldrig vil kunne glemme, at kirkens herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af jomfru Maria i følge Guds forjættelse til hans ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets historie indtil Kristi fødsel rummer forberedelsen til den frelse, Gud har beredt alle mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle testamente er en del af vor bibel.
  2. Fordi forfølgelse af Jøder strider imod den menneskeopfattelse og næstekærlighed, som er en følge af det budskab, Jesu Kristi kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke personanseelse, og han har lært os at se, at ethvert menneskeliv er dyrebart i Guds øjne. ”Her er ikke jøde eller græker; her er ikke træl eller fri; her er ikke mand og kvinde; thi alle er i én i Kristus Jesus.”(Gal, 3, 28).
  3. Fordi det strider imod den retsbevidsthed, som råder i det danske folk, nedfældet i vor dansk-kristne kultur gennem århundreder. I henhold hertil har alle danske statsborgere efter grundlovens ord lige ret og ansvar for loven og religionsfrihed samt ret til at udøve vor gudsdyrkelse efter kaldelse og samvittighed og således, at race og religion aldrig i sig selv kan blive anledning til, at et menneske berøves rettigheder, frihed eller ejendom. Uanset afvigende religiøse anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske brødre og søstre bevarer den samme frihed, som vi selv sætter højere end Livet.

Der findes hos den danske kirkes ledere en klar forståelse af vor forpligtigelse til at være lovlydige borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver myndighed over os, men samtidig er vi i vor samvittighed bundne til at hævde retten og protestere imod enhver krænkelse; derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker.

                                                                                                             På biskoppernes vegne

Den. 29/9 1943.                                                                                 H. Fuglsang Damgaard

Kilde: De danske biskoppers hyrdebrev af 29. september 1943. www.danmarkshistorien.dk

1943 – Almenskolens udsmykning

Festsalen er nu færdig

Efter flere måneders arbejde har maleren Anton Schrøder nu lagt sidste hånd på den kunstneriske udsmykning af Almenskolens festsal. Hvad der tidligere var en kold og nøgen sal, er nu forvandlet til en farvestrålende festsal, en virkelig seværdighed. Udsmykningen omfatter – som tidligere beskrevet – hele endevæggens vældige flade, seks felter på den ene sidevæg og endelig balkonens kant. Sidevæggenes felter symboliserer botanikken, zoologien, geografien, historien, sporten og eksamenslæsning. Hovedmotivet på endevæggen er dels kunsternes egen fantasi, dels hentet fra Petersbjerggaards marker med udsigt over fjorden og bakkerne søndenfjords.

Arbejdet er udført for kommunens regning, og det ville være naturligt, om der nu blev givet byens borgere lejlighed til at tage den forskønnede festsal i øjesyn.

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. september 1943.

1943 – Konfirmationen sluttede med morgenkaffe!

Med de fleste steder tog gæsterne hjem allerede klokken 7.30 i aftes

Konfirmationsfesterne i Kolding i går – der var over 100 alene i Kolding og tillige i nogle sogne på landet – blev de korteste – længste, der nogensinde er holdt. Enten skulle festerne være sluttet inden kl. 8 i aftes eller også skulle de blive ved til kl. 6 i morges. De fleste steder holdt man den korte fest, medens man andre steder fortsatte, enten for at få en fest ud af det, når man nu var samlet, eller også fordi det var umuligt for tilrejsende gæster at nå hjem inden kl. 8.

De fleste steder begyndte konfirmationsgilderne kl. 4-5 om eftermiddagen, og der var således meget kort tid til at feste i, når man skulle holde op ved halv otte tiden. Spisningen måtte foregå i hast, der blev ikke tid til lange taler, dårlig nok til de obligate konfirmationssange, og mange steder blev der ikke engang tid til kaffen bagefter, før gæsterne måtte afsted hjem, endskønt der muligvis var et stænk rigtig mokka i, som var gemt til lejligheden. Mellem klokken 7½ og 8 susede bilerne gennem gaderne i Kolding og på vejene i den nære omegn. Der var en biltrafik, som man vist skal helt tilbage til tiden før krigen for at finde magen til. Allerede fra kl. 5 kunne man se festklædte mennesker med bekymrende miner ile mod banegården. Mange af dem var lige ankommet til byen, da meddelesen om undtagelsestilstandens skærpelse ved 4-tiden blev givet gennem højtalervognene.

Da de fleste af gæsterne ved 8-tiden var forsvundet, fortsatte man festen lidt endnu med dem fra samme ejendom og enkelte, som man kunne skaffe soveplads til. Andre steder fortsatte festerne, som nævnt, hele natten og sluttede med morgenkaffe ved 5-tiden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. september 1943.

1943 – Tyskvenligt foredrag i Statsradiofonien

Den 26. september 1943 blev der afholdt et tyskvenligt foredrag i Statsradiofonien af overretssagfører Ejnar Krenchel (1891-1965). Krenchel var en af de mest ihærdige kritikere af den danske modstandsbevægelse, og han agiterede under hele besættelsen for samarbejdspolitikken. Fra 1943 intensiverede han sine retoriske angreb på modstandsbevægelsen i radioen, der helt var kontrolleret af værnemagten.

Foredraget d. 26. september omhandlede sabotagen, de unge mennesker, der ønsker sig en revolver og ser sig som helte i amerikanske gangsterfilm, om besøg på saboteret fabrik, der slet ikke arbejdede for tyskerne, om ejendommen overfor, hvor en gammel arbejderkone havde fået ødelagt et øje.

Du kan lytte til foredraget på Dr.dk Bonanza: https://www.dr.dk/bonanza/serie/268/1940erne/57755/tyskvenligt-foredrag-i-statsradiofonien

1943 – Al lystsejlads atter forbudt

Senest i morgen skal alle fartøjer være i havn eller ved ophalingssted

De tyske myndigheder i Danmark har nu med øjeblikkelig virkning forbudt at lyst- og sportssejlads i danske farvande. Forbuddet omfatter både sejl-, motor- og robåde samt kanoer, kajakker og lignende. Dog kan fartøjer, som endnu ikke er anbragt på deres vinterliggeplads, efter at behørig tilladelse er indhentet hos det stedlige politi, den 26 ds. sejles til liggepladsen. Denne tur skal foretages af den korteste vej, inden for en afstand af 2 sømil fra kystlinjen og i tiden mellem solopgang og solnedgang. Herudover kan dispensation fra forbuddet ikke ventes givet.

Fra politikontoret i Kolding har man i dag sat sig i forbindelse med formændene for de to lokale sejlklubber, automobilhandler Damgaard-Petersen og bogholder Hansen, for at meddele dem denne sidste nye beslutning. Så vidt de to formænd vidste, var ingen af deres klubbers medlemmer på sejlerfærd udenbys, så der vil næppe være nogen koldingensisk lystsejler, der får behov at indhente polititilladelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. september 1943.