1945 – En tak

Dansk Røde Kors’ hjælpekontor i Kolding modtog for nogle dage siden et brev fra taknemlige norske internerede, som passerede Kolding. Brevet havde følgende ordlyd:

Mette, glade norske “fanger” sender Kolding Røde Kors, byens råd og samlede innvånere en hjertelig tak for den festlige mottagelse. Vi glemmer det aldri! Leve Danmark og Norge.

Nedenunder stod de mange underskrifter af glade og taknemlige nordmænd.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 30. april 1945.

1945 – Bokser Donald Knudsen skudt ned på gaden

Han bebrejdede tre mænd, at de sparkede til en hund.

Lørdag aften ved 23-tiden blev den tidligere Danmarksmester i letvægtsboksning, den 26-årige arbejdsmand, Donald Knudsen, skudt ned i Jernbanegade i Kolding. Han bebrejdede tre civilklædte mænd, at de sparkede til en hund. Efter en kort ordveksling, blev der affyret en række skud, der ramte Knudsen i maven. I Falcks ambulance førtes han til Kolding Sygehus, hvor hans tilstand betegnes som dårlig.

Kilde: Kolding Folkeblad, 30. april 1945.

1945 – Englænderne sat over Elben under fremrykning i retning af Lübeck

Angrebet foregår fra et brohoved ved Lauenburg langs Elben-Trave-kanalen. Panser-fremstød tværs over Holsten.

Efter to timers ild fra 400 kanoner er de engelske styrker sydøst for Hamborg natten til søndag gået over Elben vest for Lauenburg. Det lykkedes dem at oprette et brohoved på flodens nordbred. Store, tyske luftstyrker har været på vingerne for at ødelægge den engelske opmarch.

Efter at englænderne hele søndagen og i nat under stærk, luftbeskyttelse har ført mandskab og materiel frem til brohovedet, har de nu åbnet et angreb i nordlig retning langs Elben-Trave-kanalen, der munder ud ved Travemünde nord for Lübeck.

Englænderne har under denne overgang benyttet sig af store mængde amfibietanks, og angrebet former sig som en massiv panser-aktion i det flade terræn, der er særlig velegnet for motoriserede bevæbelser.

Kilde: Kolding Folkeblad, 30. april 1945.

1945 – Kampene i det brændende Berlin nærmer sig Førerhovedkvarteret

Kapløb mellem angribere og forsvarere. Situationen skærpes fra time til time.

Fra time til time skærpes situationen i den brændende tyske hovedstad, hvor de forbitrede kampe nu udspilles omkring Potsdamer og Anhalter Bahnhof, kun få hundrede meter fra Bentler Strasse, hvor den tyske overkommando har sit hovedkvarter, og hvorfra rigskansler Hitler leder forsvaret.

Fra nord og syd er russerne trængt ind på Unter den Linden, hvor de meter for meter kæmper sig frem mod rigskancelliets ruiner og de sejt forsvarede kældre under ministerialbygningerne, hvor Folkestormens afdelinger er opstillet under ledelse af høje embedsmænd. Kampen her er i højere grad end nogensinde blevet til en strid under jorden, idet såvel angriberne som forsvarerne, der er indesluttet i kældrene, trænger sig vej gennem de ofte metertykke betonmure. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. april 1945.

1945 – Englænderne øger trykket ved Hamborg

På fronten i Nordtyskland er der indtrådt en kamppause, hvorunder hovedvægten af den britiske indsats lægges fra området fra Bremen til fronten ved Hamborg. Slaget om Bremen, hvorunder den store havneby er blevet lagt i grus ved artilleribeskydning og luftbombardementer, er trådt ind i sin sidste fase og præges nu kun af den modstand, der ydes af resterne af byens garnison, som under sin kommandant fortsætter modstanden i den nordøstlige del efter at have afslået gentagen kapitulationsopfordringer. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 29. april 1945

1945 – Brandenburger Tor styrtet sammen

Samtidig er russiske styrker trængt over Spree-broerne østfra, således at den indre fæstning nu er omringet fra alle sider. Det gamle slot på Spree-øen, som i forvejen var hårdt medtaget af luftangrebene, ligger nu hen som en rygende ruinhob. Brandenburger Tor eksisterer ikke mere, og det russiske artilleri retter sin ild mod Siegesallé i Tiergartens østlige del. Mod syd er russerne ligeledes trængt ind i centrum efter erobringen af Tempelhofer flyvepladsen. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 29. april 1945.