1944 – Skærpet eftersyn af tilflugtsrum

I anledning af Statens Civile Luftværns skrivelse af 8. december 1943 angående skærpet eftersyn af tilflugtsrum har man påtænkt en systematisk gennemgang af alle private tilflugtsrum i hele byen, hvorfor man tillader sig at rette henvendelse til byrådet.

Ved de stikprøve-eftersyn, der daglig foretages fra Luftværnskontoret, har det vist sig, at tilflugtsrummene langtfra fyldestgør de fordringer, der efter de gældende bestemmelser stilles til sådanne rum. Efter den skærpelse, der i de senere måneder er indtrådt i luftkrigen, turde det være indlysende, at det må anses af største betydning, at tilflugtsrummene er i så g od stand som overhovedet muligt.

Man har derfor påtænkt en systematisk gennemgang af alle ejendomme i byen, med eftersyn af så vel tilflugtsrum som husudstyr, foretaget med 3 eller 4 hold bestående af 1 tekniker og 1 c.b.’er.

Kilde: Uddrag af brev fra Luftværnskontoret i Kolding angående eftersyn af tilflugtsrum. 7. januar 1944. Borgmesterkonteret.

1943 – Brev vedrørende Pigeskolens Gymnastiksal

Kolding d. 1. november 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Opvarmning af Pigeskolens Gymnastiksal

I besvarelse af deres forespørgsel tillader jeg mig at meddele, at brændselsforbruget i en normal vinter og med normal benyttelsestid, som meddelt skoleudvalget 16. Nov. 1940, udgør ca. 15 t årligt. Hvis lokalerne skal holdes fuldt opvarmede hele døgnet, bliver brændselsforbruget skønsmæssigt ca. 20% større altså ca. 18 t.

Gerne til tjeneste med yderligere oplysninger.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 1. november 1943

1943 – Brev vedrørende Havnestuen

Kolding d. 30. oktober 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Havnestuen

I besvarelse af deres forespørgsel om fordelingen af brændselsudgiften tillader jeg mig at meddele, at det af den tyske værnemagt benyttede rum udgør 6,2 % af rumfanget og resten altså 93,8 %; heraf udgør dog badeanstalten de 8,2 %, og da soldaterne, så vidt jeg forstår, også benytter denne, var det vel rimeligt at dele denne udgift.

Med hensyn til det varme vand kan jeg kun henvise til mit brev af 23. Dec f.A., men da badeanstalten i fremtiden ikke skal benyttes så meget som den gang, har det jo ikke så stor betydning som før.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 30. oktober 1943

1943 – Brev vedrørende Forskolen

Kolding d. 29. oktober 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Folkeskolen

I besvarelse af deres forespørgsel om brændselsforbruget i lokaler, den tyske værnemagt benytter, tillader jeg mig at meddele, at bygningen ud mod skolegade jo benyttes i samme omfang, som det var tilfældet i begyndelsen af året, og at brændselsforbruget derfor bliver som angivet i mit brev af 19. Jan. d.a. ca. 28 t Cinders årligt ved normal opvarmningstid; hvis de skal være fuldt opvarmet hele døgnet i stedet for de normale 16-18 timer, vil brændselsforbruget blive skønsmæssigt ca. 33,5 t Cinders.

Med hensyn til bygningen mod Blæsbjerggade er gymnastiksalen m.m. nu kommet med, hvorved brændselsforbruget stiger fra de d. 18. Nov f.A. opgivne 29 t Cinders til 40,5 t årlig i en normal vinter ved en normal opvarmningstid. Ved fuld opvarmning hele døgnet vil det blive skønsmæssigt ca. 48,5 t Cinders.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 29. oktober 1943

1943 – Den tyske værnemagt opstiller master i min have

Kolding den 30.1.43
Borgmesterkontoret, Kolding

Jeg skal herved tillade mig at anmelde, at jeg er indforstaaet med, at der af den tyske Værnemagt opstilles 2 Master i min have Dyrehavevej 129, og at den tyske Værnemagt, faar Adgang til at foretage det nødvendige Tilsyn med, og Eftersyn af disse.

Jeg vil anse et vederlag paa Kr.200 ,- for hvert paabegyndt Aar Masterne er anbragte, for meget rimeligt, og gaar jeg ud fra at Vederlaget for det første Aar udbetales forud..

Ved Masternes endelige borttagning, maa Jorden afleveres i samme Stand som ved Overtagelsen, d.v.s. fri for Betonfundamenter og lignende.

Iøvrigt forbeholder jeg mig Ret til Dyrkning af Jorden, saavidt som Masternes Anbringelse tillader

Diedrichsen (Underskrift red.)

Kilde: Akter Diedrichsens Fyrværkeri, Kolding Kommune, Kolding Stadsarkiv

1943 – Brev vedrørende forskolen

Kolding d. 19. januar 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Forskolen

I fortsættelse af mit brev 18. Nov. f.A. tillader jeg mig at meddele, at de lokaler i bygningen mod Skolegade, som benyttes af den tyske værnemagt, d.v.s. hele bygningen med undtagelse af tandlægeværelse, lægeværelse og venteværelse, har et brændselsforbrug, der for en normal vinter med en normal opvarmningstid udgør ca. 28 t Cinders årligt, hvilket for Tiden 22. Dec. og sæsonen ud bliver 19 t Cinders.

Hvis lokalerne skal holdes fuldt opvarmede hele døgnet i stedet for de normale 16 – 18 timer vil brændselsforbruget blive skønsmæssigt ca. 23 t Cinders.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Fremsendes til den tyske værnemagt, Wehrmachtskommandantur, Kolding til efterretning.

Borgmesterkontoret, Kolding
den 21. januar 1943

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 19. januar 1943

1942 – Brev vedrørende Havnestuen

Kolding d. 23. December 1942
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Havnestuen

I besvarelse af Kontorets forespørgsel ved Hr. Winther tillader jeg mig at meddele, at rumfanget af de af den tyske værnemagt benyttede to lokaler udgør 14,5 % af det opvarmede rumfang, det øvrige 85,6 %, og jeg vil anse det for rimeligt at fordele varmeforbruget i dette forhold.

Når man ikke vil påsætte en vandmåler til måling af varmtvandsforbruget til badevand, vil den bedste udvej til at afgøre spørgsmålet være at måle brændselsforbruget på 1 eller to dagedage og sammenligne det med forbruget på et par andre dage med samme udetemperatur.

Gerne til tjeneste med yderligere oplysninger.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 23. december 1942; opbevares på Kolding Stadsarkiv

1941 – Brev til byrådet fra Sydbanerne

22. oktober 1941

Bestyrelsen for Kolding Sydbaner, Kolding.

Hoslagt tilbages i underskrevet Stand Erklæring om, at Kolding kommune er indforstaaet med, at Kommunens Andel i Dækning af Banens Driftsunderskud for 1940-41 er at betragt som et rent Tilskud.

P. B. V.

Bilag: afskrift

Undertegnede Byraad erklærer herved i Anledning af, at Kolding Sydbaner af Statskassen er tildelt 33.500 Kr. som Tilskud til Dækning af Driftsunderskuddet for 1940/41, at være indforstaaet med, at Kommunens Andel i Dækningen af Driftsunderskuddet for ovennævnte Aar er at betragte som et rent Tilskud, der ikke paafører Banen nogen Gældsforpligtelse over kommunen i Modsætning til tidligere, hvor de Bekøb, der er ydet til Dækning af Driftsunderskuddet, er bogført i Regnskabet som Laan.

Paa Kolding Byraads Vegne

Kilde: Kolding Sydbaner, Borgmesterkontorets arkiv, Kolding Stadsarkiv