En højtidelighed i går på Dybbøl
Sønderborg, fredag (RB)
Den 18. april mindedes i dag i Sønderborg og på Dybbøl med almindelig flagning. Garnisonen i Sønderborg marcherede i løbet af dagen til Dybbøl, hvor Sønderborgs kommandant, oberstløjtnant Freiesleben, talte til mandskabet om de faldne fra 1864. Fra hæren nedlagdes kranse med rød-hvide bånd både ved du Plat-stenen, ved fællesgravene og mindestenen for de faldne nordiske frivillige. Endvidere nedlagdes kranse ved alle de mange spredte grave i Dybbøls kampterræn.
Tusinde til mindegudstjeneste i Sønderborg
I anledning af den 18. april havde Dansk Ungdomssamvirke i Sønderborg i aften arrangeret en mindegudstjeneste i Sønderborg Kirke, der overværedes af ca. 1.000 mennesker. Provst Hee Andersen fra Næstved prædikede, og der blev sunget af Sønderborg blandede Kor under ledelse af lektor Chr. Ottosen. Bagefter var der en sammenkomst på ‘Sønderborghus’, hvori deltog 4-500 mennesker. Dér bød Dansk Ungdomssamvirkes formand, S. Wisse, velkommen, og redaktør Larsen, Sønderborg, udbragte et leve for Kongen, til hvem der afsendtes et hyldesttelegram. Desuden holdt provst Hee Andersen foredrag om hæren og folket.
Kilde: Aarhus Amtstidende, 19. april 1941.