1944 – Mange Koldingensere køber store vagthunde

Det er i det hele taget blevet mere almindeligt at holde hund

Da den nye hundelov for nogle år siden blev gennemført, medførte det ganske naturligt, at hundenes antal blev sat ganske betydeligt ned. Ganske vist kom det ikke på én gang, for man holder jo nu engang af dyret, men efterhånden, som “Trofast” nåede skelsår og alder og døde en naturlig død, fik den ikke som den ellers ville have fået, en efterfølger. Det var blevet for kostbart at holde hund.

Nedgangen i hundetallet var som nævnt ret betydeligt, men der er i de senere år sket en ændring, og der synes endog nu at være tale om en ret kraftig stigning i antallet.

Efter hvad dyrlæge Aage Jensen oplyser over for os, bliver der, så vidt han kan bedømme, handlet temmelig meget med hunde, i hvert fald har han i de senere tid fået mange nye hunde til vaccination. Om årsagen hertil oplyser dyrlægen, at han mener, det er den almindelige interesse for hundene i det hele taget, der er i stigen. “Der er jo adskillige, som er kommen til penge, og som nu omsætter dem i værdier, og hunde kan jo have en vis værdi”.

Kan det ikke være de urolige tider?

“Noget spiller det nok også ind. Der er ikke så få vagthunde imellem, schæfere, Rottweilere, Dobermann og boksere, men i øvrigt er det snart sagt alle arter ar hunde, der er tale om, og det er næsten også alle mulige mennesker, der anskaffer sig hunde i dag”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. februar 1944.