1944 – Udtalelse af dr. Best på 2-årsdagen for hans tiltræden

Den 5. november 1942 overtog dr. Best posten som det tyske riges befuldmægtigede i Danmark

Den 5. november var der forløbet to år, siden det tyske riges befuldmægtigede, dr. Werner Best, overtog sin post i Danmark. Gennem Ritzaus Bureau er der i den anledning udsendt et interview, som dr. Best gav en repræsentant for ‘Nordschleswigsche Zeitung’ i Aabenraa.

Har forholdet mellem det tyske rige og Danmark ændret sig i løbet af de to år, De har varetaget Deres post i Danmark?

“Nej. Fra tysk side er Danmark i disse to år såvel i udenrigspolitiske som i statsretligt henseende blevet betragtet og behandlet på nøjagtig samme måde som i de forudgående to år. I Tyskland og i alle lande, hvor det endnu er praktisk muligt, er Danmark repræsenteret ved gesandter. Dansk forfatning og lovgivning er vedblivende og uforandret i kraft, også for så vidt man ikke gør brug deraf. Handelsforholdene mellem Danmark og det tyske rige reguleres gennem forhandlinger og overenskomster, der ordnes af det dansk-tyske regeringsudvalg. Det danske statsområdes territoriale integritet er blevet opretholdt i overensstemmelse med de tyske erklæringer. De til sikring af den tyske krigsførelse på dansk område trufne foranstaltninger er af de facto karakter og har ikke på nogen måde ændret landets politiske og retslige status.”

Hvorledes bedømmer De de ændringer, der er sket, siden De overtog Deres embede her i landet?

“Da jeg tiltrådte min post, herskede der ro i Danmark og en så god forståelse mellem befolkningen og den tyske besættelsesmagt, som næppe i noget andet land. Mit samarbejde med den danske regering var bygget på fornuftens og den gode viljes grundlag. Derved skulle begge parters interesser sikres inden for rammerne af de givne muligheder. Denne situation, hvis fordele også den fjendtlige propaganda erkendte ved at karakterisere den som “mønsterprojektorat”, behagede imidlertid ikke de fjendtlige magter, og måtte derfor ubetinget ændres i negativ retning. Den kendte hetz mod den af fornuften dikterede politik begyndte, og fjendens underjordiske håndlangere indledede deres terror, medens de forholdsregler, der var nødvendige til afvisning af bagholdsangreb mod besættelsestropperne, blev udnyttet til en forøget hetz. Der var kredse, som over for denne udvikling ikke lod sig lede af fornuftens stemme, således som det ellers ville have svaret til dansk mentalitet, men af principløs konjunkturånd.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. november 1944.

1943 – Den 9. april

Den 9. april – årstallet behøves ikke. Enhver god dansk mand og kvinde gribes og græmmelse ved tanken om den dags begivenheder og tre år siden. Vort lille fredelige land, der ikke nærede onde hensigter mod nogen, blev uden varsel og uden hensyn til alle foreliggende aftaler og traktater brutalt overfaldet af de tyske voldsmænd!

I tiden, der siden da er forløbet, har disse ufredens folk kun haft ét eneste for øje – at udnytte det danske folk og dets land til egen fordel, men luften omkring dem er blevet koldere fra dag til dag. Den altovervejende del af befolkningen vil intet have med disse bødler at gøre. Tyskerne kender stemningen i det danske folk, og når de ingen vegne kommer med deres hykleriske venlighed, anvender de vold og brutalitet.

Tusinder af vore landsmænd er bragt i ulykke, fordi de ikke ville adlyde det tyske “herrefolk”. Det største offer bragte de danske soldater, der faldt den 9. april, fordi de gjorde deres pligt mod konge og fædreland. Senere er bølge efter bølge af arrestationer og domfældelser af danske patrioter gået over landet. De danske fængsler er overfyldte med mennesker, hvis eneste brøde er, at de har søgt at hjælpe deres land i denne nedværdigelsens tid.

DE FRIE DANSKE beder det danske folk mindes disse patrioter den 9. april ved ET MINUTS STILHED. Når sirenerne lyder kl. 12 middag, bør hele det danske folk iagttage et minuts stilhed og tænke på disse gode danske, der ikke godvilligt ville underkaste sig en slavetilværelse.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 4. april 1943, nr. 6, 2. årgang.

1942 – Tekstilarbejdernes Fagforening og Brdr. Volkerts Fabrikker

Tekstilarbejdernes Fagforening i Kolding holdt i lørdags aftes generalforsamling. Her kunne formanden, markforvalter Ejner Christensen, meddele, at konsul Volkert i anledning af fabrikkens 65 årsdag havde skænket 700 kr., som skulle anvendes til fortæring på generalforsamlingen.

Man samledes derefter til en lille festlighed i Palmehaven, hvor konsulen og sønnen sammen med deres fruer efter indbydelse kom til stede. Ejner Christensen talte for sit gamle firma og fremhævede, at Volkerts Fabrikker altid havde været en arbejdsplads, hvor man hyldede frihed og undgik tvang. Han formulerede et kraftigt besvaret leve for Brdr. Volkerts fabrikker.

Konsul Volkert takkede, fordi arbejderne havde ønsket at se ham og hans familie ved denne lejlighed, og derpå inviterede han på en clock. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 16. november 1942.

1942 – 9. aprils ofre mindes i Sønderjylland

På 2-årsdagen for begivenhederne i Sønderjylland har hæren ladet nedlægge smukke kranse med røde og hvide nelliker ved mindestenene for de 11 danske soldater, der den morgen faldt. Syd og vest for Aabenraa, hvor 8 af Søgaard-lejrens mandskab faldt, nemlig ved Sdr. Hostrup, Bjergskov, Kværs, Hokkerup, Lundtoftsbjerg og Bredevad nedlagde kommandanten på Søgaard, oberstløjtnant Hintz, ledsaget af kaptajnerne Bartholdy og Kjeldsen samt nogle befalingsmænd, der alle var med i begivenhederne hin morgen, i formiddags kransene ved de forskellige mindesten under en lille højtidlighed, hvori tillige deltog repræsentanter for de stedlige danske foreninger. Også disse nedlagde kranse, der nu sammen med mange blomsterbuketter fra egnens folk smykker stenene ved den alfare vej.

I Padborg og Bov mindedes befolkningen de tre grænsegendarmer, der faldt om morgenen den 9. april. Grænsegendarmeriforeningen har nedlagt en krans på mindestenene i Padborg og på kirkegårdene i Bov og Taps.

Kronprinsesse Ingrid, der i formiddags i bil kørte fra Graasten til Folkehjem i Aabenraa for at deltage i et møde i Komiteen for Kronprinsessens Feriehjem, lagde turen om ad Hokkerup-Lundtoft-Bjergskov for hvert stede ved mindestenene at nedlægge en buket tulipaner.

Et væld af kranse og buketter er i formiddags nedlagt ved mindesmærket i Haderslev for de fire faldne danske soldater, kornet Westerby, Aalborg, og tre menige. Deputation efter deputation var mødt op. Små guirlander af vintergækker og dannebrogsflag smykker kanten af granitsoklen. Mindesmærket står i dag midt i et bed af de skønneste blomster, en farvesymfoni, i hvilken rødt og hvidt er fremherskende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. april 1942.

1942 – Den 9. april 1940

To-årsdagen er kommet. Hin skæbnesvangre morgen for 2 år siden, da dette lille fredelige land blev voldtaget af den forbryderiske nazistiske militærmaskine, står sikkert lyslevende for alle. Morgenen da en håndfuld unge danske soldater i Sønderjylland, blev vække til den brutale virkelighed ved råbet “grænseoverskridning!”, den morgen da tre danske grænsegendarmer blev dræbt, ikke i ærlig kamp mod overmagten, men lumskeligt slået ned bagfra af civile tyske snigmordere. Andre unge danske måtte efter forgæves at have kæmpet mod tanks og flyvemaskiner, indstille kampen og overgive sig, for derefter at blive forhånede af en del af civilbefolkningen Lad os huske disse civile. Alle husker også synet af de tyske bombeflyvere, der kredsede over København, blot ventede på et signal fra major Glein, der ledede “erobringen” af Kastellet, for at kaste deres dødbringende last ned over den intetanende, sovende hovedstad.

Der er nu gået 2 år. I disse 2 år har vi set tyskerne vrimle som græshopper over hele landet. Hovne og anmassende har disse ubudne gæster sat deres præg på byerne.

Hvad har vi lært i disse 2 år. Der tales meget om den samhørighedsfølelse, der er blevet vakt i det danske folk. Måske er det rigtigt. Vi ved det ikke. I svenske aviser læser man om den kulde, hvorved danskerne modtager voldsmændene, men gå en aften ved 6-7-tiden en tur gennem København. Hvert femte skridt møder man en tysker med et pigebarn, og vel og mærke ikke en af de såkaldte “letlevende” piger; disse er endnu ikke faldet så dybt, nej disse tyskvenlige erotomane species af hunkøn er kontor- og forretningsdamer samt såkaldte “bedrestillede” personer, hvis nymfomane tilbøjeligheder løber af med dem. så snart de ser en tysker i uniform. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, april 1942, nr. 6, 1. årgang.