1945 – Tyskerne ude af Danmark – Nord for linjen Kolding-København

Efter afvæbningen samles tyskerne i store lejre på halvøen Ejderstedt på Slesvig-Holstens vestkyst.

Efter indbydelse af det allierede hovedkvarter i Nordvesttyskland aflagde 25 danske journalister torsdag og fredag et besøg syd for grænsen for at stifte bekendtskab med de allieredes foranstaltninger i forbindelse med besættelsen og afvæbningen af de tyske tropper. Disse, der nu er ude af den del af Danmark, som ligger nord for en linje Kolding-København, samles efter at være afvæbnet i store lejre på halvøen Ejderstedt, indtil der træffes videre bestemmelse om deres anbringelse. SS-mændene sorteres fra og føres under særlig skarp bevogtning til særskilte lejre.

I Neuengamme foretoges under den nye lejrkommandant, colonel Streatfields ledelse en besigtigelse af lejrens forskellige indretninger. I lejren er nu interneret henved 12.000 SS-tropper. Efter hvad der var meddelt den engelske oberst, skulle antallet af døde i lejren gennem de senere år være oppe på 40.000.

Kilde: Kolding Folkeblad, 2. juni 1945.

1945 – Store tyske kolonner sydpå over grænsen

Afvæbningen sker ikke her i landet

Søndag middag begyndte store, tyske værnemagtsbilkolonner at strømme syd over grænsen. Blandt de tyske styrker, der afvæbnede gik over grænsen, var 5-600 marinekøretøjer. Fra autoriativ side erfarerer Politiken, at tyskerne i Danmark selv skal bringe deres våben hjem til Tyskland, idet deres afvæbning her i landet vil volde for store vanskeligheder. De britiske styrker her i landet skal holdes nede på et minimum.

2-300.000 mand tyske tropper i Danmark

Generalmajor Dewing, der i København fastlægger de sidste detaljer vedrørende den tyske kapitulaion i Danmark, har meddelt, at de tyske tropper, der omfatter mellem 200.000 og 300.000 mand, af den tyske overkommando vil blive overført til Tyskland, hvor de vil overgive deres våben til feltmarskal Montgomerys styrker. Den tyske overkommando har givet ordre til, at de to store tyske krigsskibe i Københavns Havn, PRINS EUGEN og NÜRNBERG skal blive liggende dér.

Kilde: Kolding Folkeblad, 8. maj 1945.

1944 – Bulgariens regering trådt tilbage

Bestræbelser for at undgå krig med Sovjetunionen
Sofia, i går
I Sofia Radio oplæste den bulgarske ministerpræsident Bagranoff i middags en erklæring, hvori det bl.a. hed, at regeringen havde bestræbt sig for at undgå en krig med Sovjetunionen. For at opnår dette havde den givet ordre til afvæbning af ikke-bulgarske tropper, der kom til Bulgarien eller befandt sig på bulgarsk område. Desuden havde regeringen givet ordre til den tilbagetrækning af det bulgarske okkupationskorps, der allerede begyndte for nogle dage siden. Som følge af den nye situation, der var opstået, havde den bulgarske regering fået ordre til at føre statsforretningerne videre, indtil en ny regering var dannet.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 2. september 1944.

1943 – 15 københavnske betjente afvæbnet på åben gade

Politiet skrider til skarpe modforholdsregler og vil i givet fald skyde uden at give varsel

Det københavnske politis ledelse, repræsenteret ved politidirektør Stamm og politiinspektør Møllerup, har i aftes en meddelelse, hvori det oplyses, at det i den sidste måneds tid gentagne gange er forefaldet, at patruljerende betjente efter mørkets frembrud er blevet tiltalt af personer, som f.eks. har spurgt efter en adresse, for derefter at trække revolvere frem og true betjenten til at aflevere deres tjenestepistoler. Ved en bestemt lejlighed, den 7. oktober, fik de pågældende betjente meddelelse om, at såfremt de rørte sig fra stedet det første kvarter, efter at de havde afleveret pistolerne, ville der blive skudt på dem fra den anden side af gaden. En enkelt aften mistede politiet på denne måde fem pistoler, og i alt er der til dato frarøvet patruljerende københavnske betjente 15 pistoler. Betjentene har ved de pågældende lejligheder haft bestemt indtryk af, at der ikke var tale om tomme trusler.

Dette forhold kan, hedder det videre i meddelelsen, selvfølgelig ikke blive ved, og man har derfor fra det københavnske politis side set sig nødsaget til at foretage forskellige skridt for at forhindre, at politiets pistoler kommer i hænderne på folk, der måske har til hensigt at bruge dem mod politiet selv. De besluttede tjenstlige skrift kan selvfølgelig ikke meddeles offentligt, men politiet vil fremtidig blive nødt til at stille sig skeptisk over for enhver henvendelse efter mørkets frembrud. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. november 1943.

1943 – Tyskerne har indtaget Rom

Kamp om hovedstaden siden onsdag aften

Berlin, RB.

DNB meddeler fra Førerhovedkvarteret: Værnemagtens overkommando meddeler følgende:

Den forræderiske Badoglio-regering havde i de sidste uger til forberedelse af sit frafald samlet store styrker omkring Rom og sat selve byen i forsvarstilstand mod de rundt om byen liggende tyske tropper. Som grund angav man faren for en fjendtlig landgang vest for Rom. Siden Italiens kapitulation den 8. september om aftenen har der udviklet sig kampe om Rom mellem tyske og italienske tropper. Den tyske øverstkommanderende, feltmarskal Kesselring, trak forstærkninger til, indledede angrebet på Rom og tilstillede kommandanten et ultimatum. Under trykket heraf har den italienske øverstkommanderende i Rom kapituleret i en omkreds af 50 kilometer. Afvæbningen af de italienske tropper er i gang. Forbindelsen med den tyske hær i området ved Neapel og Salerno er tilvejebragt – Den tyske værnemagt vil overtage beskyttelsen af Vatikanstaten. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. september 1943.

1943 – En redegørelse for begivenhederne, der førte til undtagelsestilstand

Det konstateres, at situationens videre udvikling vil afhænge af danskerne selv.

Berlin, onsdag. R.B.

Om de sidste begivenheder i Danmark, der førte til proklamering af undtagelsestilstanden, er yderligere følgende enkeltheder bleven bekendt:

Antallet af sabotagetilfælde i Danmark var i de sidste uger før proklameringen af undtagelsestilstanden bleven forøget på betænkelig måde. Danske og britiske faldskærmsudspringere var bleven sendt til Danmark for at være behjælpelig ved organiseringen af sabotagehandlingerne.

Propagandabølge fra England

Samtidig satte der fra England en stærk propagandabølge ind. I de større byer i Danmark, såsom Aalborg, Aarhus, Odense og endog i København, fandt der strejker sted. Skønt de tyske soldaters optræden fra alle sider, endog fra dansk side, var bleven betegnet som mønsterværdig, blev disse i stadig hyppigere grad korporligt generet af uansvarlige provokatører, så at de ved disse lejligheder så sig nødsaget til at sætte sig til modværge med våben.

Det er klar påvist, at englænderne står bag denne sabotagebølge og ophidselsen af den danske befolkning. I en meddelelse fra Londons Radio den 29. august bekræftes dette udtrykkelig med fælgende ord: “Det kan være, at den danske revolution er den første revolution i en omhyggeligt planlagt serie af oprør i det besatte Europa, for hvilke oprør tid og sted er fastsat af den allierede overkommando.” Endvidere havde den britiske radiokommentator Patrick Lacy i Londons Radio ganske åbent udtalt: “Sabotagen i Danmark er i det sidste års tid stadig steget, og dette er sket ved hjælp af britiske faldskærmsudspringere.” Endvidere skriver Londonbladet ‘Star’ i anledning af den kendsgerning, at aktionen er strandet: “man er u mange kredse i London af den mening, at den danske revolte måske er startet for tidligt.” […]

Den resterende danske hær opløst og afvæbnet

Hvad angår den faktiske situation i Danmarks, så er den resterende danske hær oplæst og bleven afvæbnet. Størstedelen af de danske krigsfartøjer blev sikret (sichergestellt). Modstand som viste sig hist og her, blev brudt let og med mindste tab. Kongen og kronprinsen befinder sig på deres slotte. I mellemtiden er arbejdet overalt i Danmark blevet genoptaget. i hele landet herser der ro. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1943.