Sdr. Bjert Ungdomsforening, havde en god foredragsaften i Agtrup Forsamlingshus mandag aften. Taler var højskoleforstander Juhl Andersen, Askov Højskole. Aftenen begyndte med sangen “Langt højere bjerge”. Derefter bød formanden Nis Straarup forsamling og taler velkommen. Juhl Andersen skildrede krigens gang i de forskellige lande indtil i dag – hvorledes stillingen er for de forskellige lande også dem, som endnu ikke direkte er med i krig. Det var et meget interessant og oplysende foredrag fra først til sidst. Efter fælles kaffebord fortsatte Juhl Andersen, om hvorledes stillingen er i Danmark i dag og om, hvorledes det skal blive ved med at skaffe levnedsmidler frem, da der jo under normale forhold indføres meget korn.
Efter foredraget sagde formanden med forsamlingens tilslutning Juhl Andersen tak for den gode aften. Derefter sang man “I Danmark er jeg født” og aftenen sluttede med et leve Danmark og “Der er et yndigt land”. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. februar 1943.