1944 – Koldings køb af Brændkjærgaard

Hensigten er at sikre byggearealer – 93,8 tdr. land til 365.000 kroner

På et lukket Byrådsmøde torsdag eftermiddag fik Kolding Byråds Kasse- og regnskabsudvalg bemyndigelse til at købe Brændkjærgaard, hvis ejer, proprietær M. Pedersen, havde tilkendegivet, at han ikke ville være utilbøjelig til at afhænde gården. Ved et møde i går eftermiddags opnåedes der enighed om handlen. Kolding overtager Brændkjærgaard den 29. februar for en pris af 365.000 kr. I handlen medfølger avl og normal besætning (7 heste og et halvt hundrede malkekøer).

En del jord frasolgt gården

Brændkjærgaards areal er i øjeblikket på 93,8 tdr. land, hvoraf 1½ td. er vejareal. Gården har jo i sin tid været en del større, men der er solgt arealer fra, således i sin tid den såkaldte Dyrskuemark nord for Agtrupvej, hvor kommunen nu opføre tre aldersrenteboliger, ligesom der for nogle år siden solgtes jord langs Agtrupvej til nye haveselskaber. Brændkjærgaards nuværende ejer, M. Pedersen, har kun haft gården et års tid. Han kom fra Brande, hvor han havde tjent penge på brunkul, som var fundet på hans daværende ejendom. M. Pedersen har ikke selv haft lejlighed til at drive Brændkjærgaard, idet den var forpagtet ud, da han overtog den, og forpagte Buchs kontakt udløber først nu til marts.

Priserne gennem årene

M. Pedersen købte Brændkjærgaard af Ingvard Hansens enke for 350.000 kr. Ingvard Hansen havde i 1924 købt gården af A/S Dansk Frøhandel for 400.000 kr., men da var arealet ca. 115 tdr. land. Dansk Frøhandel havde haft gården i 6 år og selv betalt den med 400.000 kr., idet firmaet købte den af et konsortium, som kort forinden, altså i 1918, havde købt den af Chr. Steffensen for 300.000 kr.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. januar 1944.

1944 – To nye aldersrenteboliger ved Agtrupvej

For salgssummen for bue-ejendommen

Kolding Byråds første møde i det nye år holdes på mandag. Dagsordenen omfatter 19 punkter, men synes i øvrigt ikke at byde på større overraskelser. Der er en indstilling fra Socialudvalget om opførelse af aldersrenteboliger. Det drejer sig om opførelse af de to projekterede fløje til aldersrenteboligen ved Agtrupvej. Fløjene skal gå ned over den gamle dyrskueplads, og til opførelsen råder man over det beløb, der blev frigjort ved salget af ejendommen på byen, ca. 120.000 kr. De to nye fløje kan dog naturligvis ikke bygges for dette beløb, så resten må dækkes ved lån.

Endvidere skal man drøfte et par luftværnsspørgsmål og personaleforholdene på De gamles Hjem samt bevillingen til de i går omtalte nye vandværksboringer.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. januar 1944.

1941 – Kolding Kommune i året, der svandt og det år, der kommer

Bestræbelserne må samle sig om navnlig to ting: at skaffe arbejder og bygge boliger, siger borgmester Knud Hansen.

Borgmester Knud Hansen har været bortrejst nogle dage, men da hans gamle blad i formiddags bad ham om en udtalelse om det svundne år og udsigterne for det der kommer, svarer han beredvilligt:

Det svundne år har jo været i høj grad præget af krigsforholdene, og de kommunale kontorer har haft meget forøget arbejde med de fastsatte reguleringer m.v. I øvrigt har bestræbelserne fra kommunens side gået ud på at få sat så meget arbejde i gang, som den finansielt har kunnet magte. Der er udført vejarbejder som i de foregående år, men på grund af mangel på tjære og emulsion har det ikke været muligt inden efteråret at få disse vejarbejder færdigbelagt.

Den nye Sønderbro.

Arbejdet ved Haderslevvejs forlængelse er skredet planmæssigt frem, og på grund af det milde efterår har vi fået støbt beton ved pladsen ud for Sønderbros Apotek. Når hele vejarbejdet nærmer sig sin fuldførelse, vil der blive lagt asfalt såvel på betonbanen som på den øvrige strækning af den nye vej, men dette vil først kunne ske hen på sommeren 1942. Viadukten ved Sønderbro er jo nu såvidt fremskredet, at en midlertidig underføring for gående er givet fri, og det lykkedes før jul at få nedlagt den nye store hovedvandledning, således at faren for at ledningen skulle fryse er afværget.

Større beskæftigelse end i de sidste 8 år.

Det fyldningsarbejde, der skulle have været udført på havnen, har ikke kunnet komme i gang på grund af, at vognmændene har været stærkt optaget af anden kørsel. I øvrigt har beskæftigelsen, takket være ikke mindst reparationslovene, været større i 1941 end den har været de sidste 8 år. Af byggearbejder har vi opført den fjerde aldersrentebolig, der blev taget i brug til oktober. Den højere Almenskolens gymnastikbygning, som der har været arbejdet på i flere måneder, nærmere sig nu sin fuldførelse og den vil, hvis vejret ikke lægger hindringer i vejen, være færdig i løbet af et par måneder. Parkanlægget på den østre side af Dyrehavevej er omtrent færdigt. Plæner skal tilsås og der skal foretages nogle beplantninger i løbet af næste eftersommer og efterår. Så er parken færdig.

Opgaverne, der trænger sig på.

Med hensyn til det nye år, da er det mit ønske og håb, at krigen må være afsluttet inden næste årsskifte. Men derom kan ingen vide noget i dag. Det vil navnlig være to opgaver for Kolding Kommune: at skaffe arbejder i så vid udstrækning som muligt og skaffe boliger. Det er en bydende nødvendighed både direkte og indirekte at fremme boligbyggeriet, ellers kommer vi til næste efterår ud for dette at skulle beslaglægge nogle af skolerne til husvildeafdeling. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 31. december 1941.