1944 – Stjålet 600 kr. fra aldersrentenyder

Og soldet størsteparten op i Fredericia
Under alderesrentenydernes fest i Marielund ved Kolding benyttede en tyv sig af lejligheden og brød ind til en af festens deltagere, der bor i Bramdrup Skov. Udbyttet blev 600 kr. og nogle rationeringskort. Tyven var imidlertid blevet set, og der blev gjort anmeldelse til politiet. Man fik ham dog ikke med det samme, men da han efter en soldetur i Fredericia, hvor han havde brugt størstedelen af pengene, vendte tilbage til Kolding igen, blev han anholdt. Det viste sig at være en 41-årig tidligere straffet Koldingenser, der straks gik til bekendelse.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 10. august 1944

1944 – Aldersrentenyderne skal ruske hør

På grund af manglen på arbejdskraft
På Koldingegnen, hvor hørren nu er tjenlig til ruskning, står man over for betydelig mangel på arbejdskraft. I den anledning har formanden for Kolding Aldersrentenyderforening henvendt sig til Kolding Hørfabrik og meddelt, at foreningens medlemmer af hensyn til den samfundsbetydning, det har at få hørren rusket, vil stille sig til disposition. Da det drejer sig om ca. 1000 tdr. land hør, og da det tager en mand 10-14 dage at håndruske en tønder land, forstår man, der er hårdt brug for al den arbejdskraft, der kan fremskaffes, og hørfabrikken har derfor også taget imod tilbuddet.

Kilde: Hejmdal, 3. august 1944.

1942 – 100.000 kr. mere til alders- og invaliderentenydere i Kolding

Satserne er nu i alt forhøjet med ca. 20 pct. – Stærk tilgang i aldersrentenydere på grund af de vanskelige tider.

Andet sted omtaler vi den forhøjelse der fra 1. april finder sted af alders- og invaliderenten fra 1. april. Rundt regnet betyder den en forøgelse af understøttelsesbeløbet på ca. 8 procent.

Hvor meget vil det betyde for Koldings vedkommende? spørger vi socialinspektør Jensen.

Vi har opført 1.100.000 kr. som grundbeløb for aldersrente på det nye budget og 225.000 til invaliderentenydere. 8 pct. heraf bliver jo godt 100.000 kr., men helt nøjagtigt kan tallet ikke opgives, før vi får gennemregnet de enkelte satsers forhøjelse. Kommunen får jo en væsentlig del af disse udgifter godtgjort af staten, for aldersrenten således de fire syvendedele. Skønsmæssigt vil jeg anslå den forøgede udgift for kommunen selv til mellem 20 og 30.000 kr.

1. april i fjor forhøjedes alders- og invaliderenten med ca. 12 pct., og da betød det alene for kommunens vedkommende ca. 20.000 kr. Men da havde vi heller ikke så mange aldersrentenydere som nu. De vanskelige tider har medført en stor tilgang her. Mange ældre, der tidligere kunne klare sig ved lidt handel eller lignende, er nu slået ud og har meldt sig som aldersrentenydere. Således havde vi på sidste budget opført 890.000 til almindelige aldersrenteudgifter, men på det nye budget har vi måttet forhøje det til 1.100.000, og nu kommer altså den lovmæssige regulering til. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. marts 1942.