1944 – Offentlig luftlandeplads ved Kolding Fjord

Projekt til 1 ¼ mill. kroner godkendt som beredskabsarbejde
Arbejdsministeriet har givet Kolding Byråd meddelelse o, at anlæg af en offentlig luftlandeplads ved proprietærgården Straarup lige syd for Kolding Fjord efter krigen kan godkendes som beredskabsarbejde med et tilskud af 100 pct. arbejdsløn for henviste arbejdere og 50 pct. tilskud af materialer, dog ikke over 70 pct. af udgifterne af det hele. Anlægget er som udbudt beregnet til at ville koste 1 ¼ mill. kroner. De forskellige tilskud skulle i alt andrage 825.000 kroner, medens Kolding Kommunes andel i projektet bliver 400.000 kroner.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 3. oktober 1944

1944 – Sikringen af arbejdskraften til landbruget

Forhandlingen i Ministeriet i går

København, torsdag. VP.

Allerede onsdag eftermiddag mødtes Arbejdsministeriet og Landboforeningernes repræsentanter til en forhandling om sikring af landbrugets arbejdskraft til sommer. For landboforeningerne mødte formandsskabet, repræsenteret ved landstingsmand Hauch og gdr. Jacob Tvedegaard samt sekretær Rottensten. Departementschef Høyrup gav på Ministeriets vegne udtryk for, at man fuldt ud er klar over den vanskelige situation, landbruget er stillet i, og Ministeriet vil gøre, hvad det formår, for at hjælpe. Departementschefen kunne dog ikke love at sætte loven om sikring af landbrugets arbejdskraft i kraft på ny. Forinden måtte han i hvert fald søge lidt orientering hos de folk, der havde medbestemmelsesret, da loven i sin tid blev vedtaget.

Med hensyn til overholdelsen af den bestående arbejdsformidlingslov, der skal hindre entreprenører i at suge landbrugets arbejdskraft til sig, lovede Arbejdsministeriet at gøre alt, hvad der er muligt for at sikre en effektiv efterlevelse af loven. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. marts 1944.

1944 – Arbejdsloven er blevet forlænget

Landbruget skal have den arbejdskraft, som er nødvendig for produktion

Ved en lovanordning har Arbejdsministeriet forlænget Loven af 27. oktober 1942 om formidling af arbejdskraft til offentlige arbejder og lignende. Som det vil erindres, blev denne lov – populært kaldt Arbejdsformidlingsloven – gennemført med det formål at fremme den bedst mulige fordeling af den ledige arbejdskraft.

Det er eksempelvis med hjemmel i Arbejdsformidlingsloven, at der i den travle tid på landet er blevet overført arbejdskraft fra offentlige arbejder til landbruget, ligesom man i medfør af loven har fastsat, at der ved entreprenørarbejder, herunder arbejder for den tyske værnemagt, ikke må antages personer, som har forladt landbrugsarbejdet for at tage entreprenørarbejde.

Arbejdsformidlingslovens gyldighed fastsattes til 31. marts i år. Når lovforlængelsen er udstedt allerede nu 1½ måned før udløbet af denne frist, må dette da tages som udtryk for, at Arbejdsministeriet i god tid har ønsket at tilkendegive, at man er besluttet på ved hjælp af lovens bestemmelser at gøre alt, hvad der under de givne forhold er muligt at gøre, for at tilføre landbruget den arbejdskraft, der er nødvendig for produktionen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. februar 1944.

1942 – Fem nye ministre

Både Ministeriet for offentlige arbejder og Arbejds- og Socialministeriet vil blive delt. De nye ministre bliver: Elgaard, K. H. Koefoed, Laurits Hansen, Valdemar Holbøll og Højbjerg Christensen.

Sent i aftes udsendtes den nye ministerliste for Ministeriet Scavenius. Den officielle meddelelse har følgende ordlyd:

Stats- og udenrigsminister

Under 9. d.m. har det behaget Hans Majestæt Kongen at udnævnte udenrigsminister Erik Julius Scavenius, R. af Dbg., til statsminister og at bestemme, at hans tillige vedvarende beklæder den ham betroede stilling som udenrigsminister.

De fire, der går

Af afskedige i nåde statsminister Vilhelm Buhl, finansminister Alsing Emanuel Andersen, kirkeminister Kristian Vilhelm Kristoffer Fibiger, R. af Dbg., og indenrigsminister Knud Kristensen fra de dem hidtil betroede ministerstillinger.

To ministerier deles

At bifalde, at det hidtidige Arbejds- og Socialministerium deles i et Arbejdsministerium og et Socialministerium, idet de nærmere bestemmelser om arbejdsområdets fordeling senere vil blive truffet ved kongelig resolution.

At bifalde, at det hidtidige Ministerium for offentlige arbejder og et Trafikministerium, idet de nærmere bestemmelser om arbejdsområdets fordeling senere vil blive truffet ved kongelig resolution. […]

De fem nye navne

At udnævnte departementschef i Kirkeministeriet Valdemar Kragh Holbøll, Storkors af Dbg. og Dbm., til kirkeminister, chef for departementet for Finansvæsenet Kristian Hansen Kofoed, K. af 1. grad af Dbg., dbmd. og dekoreret med fortjenstmedaljen i guld, til finansminister, undervisningsinspektør for gymnasieskolerne Dr. phil. Axel Christian Højberg Christensen, K af dbg., dbmd. til undervisningsminister, folketingsmand Niels Marius Andersen Elgaard, R. af dbg. til trafikminister og formand for De samvirkende Fagforbund Lauritz Hansen til Socialminister. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. november 1942

1942 – Sukker-ordningen

Dyrkerne fremsætter ønsker for det nye høstår.

Forhandlingerne om sukkerordningen for det nye høstår er i går blevet fortsat, idet et udvalg fra roedyrkerforeningerne havde en realitetsforhandling med det handelsministerielle sukkertilsyn. Her blev ønskerne fra dyrkernes repræsentanter fremlagt, ledsaget af forskellige materialer. Der regnes, som tidligere meddelt, ikke med nogen udvidelse af arealet i år, men på baggrund af de vanskeligheder, der var i flere egne i fjor med hensyn til arbejdskraft, havde udvalget tillige en forhandling med arbejdsministeren om denne sag. Fra dyrkernes side ønsker man, så vidt muligt før arealet lægges ud, at have sikkerhed for, at arbejdet kan blive udført, og arbejdsministeren tilkendegav, at han fuldt ud forstod betydningen af dette forhold […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. januar 1942.

1941 – Beskæftigelses-lånene

Indtil i går var der tegnet 51 mil.. kr. – en radioopfordring af socialminister Kjærbøl.

København, onsdag. RB.

Finansministeriet oplyser, at der efter de for ministeriet foreliggende rapporter indtil nu er tegnet 51 mill. kr. af beskæftigelseslånene. De oplysninger, der er modtaget om tegningen i dag, er dog ikke udtømmende. Arbejds- og socialminister Johs. Kjærbøl talte i øvrigt i aften i tilslutning til radioavisen om beskæftigelseslånets betydning ved finansiering af de mange arbejdsopgaver, der sorterer under Arbejds- og socialministeriets områder. Siden nytår er der godkendt ca. 700 beskæftigelsesforanstaltninger, hvortil kommer en hel række særlige foranstaltninger, og den samlede udgift til disse arbejder er ca. 128 mill. kr., hvoraf 55 mill. kr. ydes som tilskud fra Arbejdsministeriet. Arbejdslønnen udgør ca. 55 mill. kr. Alle arbejderne er endnu ikke kommet i gang, men de vil, når de er iværksatte, betyde arbejde til 17.000 mand i et år.

Over en bred front sætter staten arbejder i gang for de unge og de langvarigt arbejdsløse og bidrager derved til at bevare et af det danske samfunds store aktiver – den arbejdende befolknings arbejdsevne, men denne indsats kræver anvendelse af meget betydelige beløb, der nu søges tilvejebragt ved det store beskæftigelseslån, et folkelån, hvorigennem store kredse kan gøres deres indsats for landets fremtid gennem tilvejebringelse af arbejde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. september 1941.

1941 – Når arbejde for 60 millioner kr. sættes i gang

Arbejdsministeriet har i går udsendt de nærmere regler for de arbejdere, der kan komme i betragtning, når arbejde for 60 millioner kroner sættes i gang landet over. Reglerne indeholder også bestemmelserne om lønnen. Der understreges, at arbejdsløse, som kan få normal beskæftigelse, ikke må anvendes til nødhjælpsarbejder, og der må kun beskæftiges folk, som henvises til arbejdet af den offentlige arbejdsanvisning. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 21. marts 1941