1944 – Mytteri i Esbjerg Arrest

Seks fanger overfaldt arrestmedhjælperen og forsøgte at befri alle medfangerne

Da en arrestmedhjælper i aftes var ved at slå senge ned i Esbjerg Arrest, blev han overfaldet af cellens seks fanger. De forsøgte at kvæle ham, sparkede ham i hovedet og tilføjede ham så mange knubs, at han med en lettere hjernerystelse måtte indlægges på hospitalet.

De seks fanger brød med arrestmedhjælperens nøgler ud på arrestgangen, hvor de søgte at befri fanger i de andre celler. Det lykkedes dog ikke, for en såkaldt gang-mand nåede at få tilkaldt det øvrige personale ved at løbe gennem en kælder, da fangerne spærrede ham den sædvanlige vej til vagtlokalet. Fangerne blev bragt til ro ved stavenes hjælp, og de kom atter ind i cellen. Sagen får et meget alvorligt efterspil for de seks mand.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. december 1944.

1944 – Arbejdsmand dræbt i Sct. Jørgens Gade

Torsdag blev en arbejdsmand Lundquist dræbt i Sct. Jørgens Gade i Kolding, da han, som sad fangen på grund af tyveri fra tyskerne, forsøgte at flygte på vej fra hospital til arrest. To andre løb samtidig, men blev fanget straks. Lundquist, der sandsynligvis skulde føres til Tyskland i nær fremtid, dræbtes af et skud i Nakken.

Kilde: Det illegale blad, ‘Information’, 14. august 1944

1943 – Drengetyvebandens hovedmænd dømt

I middags afsagde dommer Strøbech i Kolding Kriminalret dom over hovedmændene i den sidste store drengetyvebande-affære, der omfattede 19 mand, hvoraf de øvrige fornylig har fået deres domme.

For hovedmændene kom dommen til at lyde således:

Y. Fængsel i 3 måneder minus 4 dage forudstået varetægtsarrest: desuden skal han betale 130 kr. til statskassen som sin fortjeneste ved salg af rationeringsmærker.

M. Fængsel i 4 måneder minus 4 dage. Begge disse domme dog betinget i 5 år, og de dømte skal i 3 år underkaste sig Dansk Værneselskabs tilsyn.

N., der er den ældste af banden, og hvis hjem har været et arnested og hvad værre er for bandens øvrige medlemmer, og som har haft en skadelig indflydelse på dem, blev idømt 5 måneders fængsel – men ubetinget – og dog med fradrag af 4 dage, hvilket gør, at han undgår at komme i statsfængsel. Han har bl.a. gjort sig skyldig i frække tasketyverier og tyverier fra fhv. skolebestyrer Dalsgaards drivhus, hvor han har stjålet store partier løg etc. Til den gartner, han har haft plads hos, skal han betale 550 kr. for værdier, han har bestjålet ham for.

H. fik 60 dages fængsel, dog betinget på samme måde som de to første, og endelig fik M. 4 måneders fængsel med fradrag af 4 dage. Denne dom var betinget, da hans forbrydelser er begået under mørklægningen. Desuden skal de betale deres beskikkede sagfører, landsretssagfører Juhl, salær og sagsomkostninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. marts 1943.

1943 – Danske statsborgere dømmes ved tysk krigsret

Ritzaus Bureau “erfarede” fornylig fra “pålidelig kilde”, at to danske statsborgere var idømt henholdsvis 10 og 5 års tugthus for at have opfordret værnemagten til sabotage. Vi kan oplyse, at de dømte er to Fredericia-borgere, nemlig den 48-årige arbejdsmand Johannes Kolling og den 35-årige Former Christian Olsen.
I meddelelsen lod man samtidig skinne igennem, at dødsdom i fremtiden ikke var udelukket, at da regeringen ikke har taget afstand herfra må vi formode, at den er indforstået hermed. Hvor oprørende det end er, kommer det i og for sig ikke overraskende. Regeringen Scavenius har påtaget sig at befordre den tyske udvikling her i landet, og nazisme kan ikke trives uden mord.

Vi omtaler andet steds i bladet, hvorledes lov og ret bogstavelig talt er ophævet her i landet i dag. Tyske Gestapofolk arresterer med eller uden danske politifolks viden eller assistance danske statsborgere og hensætter dem i tysk arrest, uden grundlovsforhør til konstatering af deres forbrydelse, uden anklageskrift, uden forsvarer – kort sagt uden iagttagelse af de simpleste former for retspleje i et civiliseret samfund. Hvad man før ville have erklæret for utænkeligt sker faktisk i dag: mennesker forsynder i Danmark. De hensættes i tysk fængsel og dermed afsondret fra omverdenen, selv fra deres nærmeste familie. Hvad de anklages for oplyse ikke. Hvorledes de behandles kan man kun gisne sig til ud fra sit kendskab til nazismens almindelige metoder. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Frit Danmark, Januar 1943, nr. 9, 1. årgang.

1941 – Dommen i benzinkort-sagen

Hovedmanden fik 8 måneder, godsejer Ellemann 40 dage, L. Jensen 60 dages fængsel og Søndergaard 40 dages hæfte, mens Lauridsen slap med en bøde.

Først i går eftermiddags kl. 16.30 sattes domsmandsretten i den store Benzinkort-tyverisag fra Kolding Politikontor. Hovedmanden, fhv. kontorist Sv. Aage Schultz dømtes efter anklageskriftet for tyveri udført i tjenesteforhold, falsk bogføring og overtrædelse af benzinbestemmelserne til 8 måneders fængsel, og 800 kr., som han skønnedes uretmæssigt at have oppebåret ved salget af kortene, konfiskeredes til fordel for statskassen. I straffen fragår 24 dage, som han har siddet i varetægtsarrest.

Godsejer Ellemann, Assens, og forretningsbestyrer L. Jensen, Kolding, blev for hæleri idømt henholdsvis 40 og 60 dages fængsel, og L. Jensen skal betale 103 kr. til statskassen, idet hans fortjeneste ved videresalg af kortene har andraget dette beløb. Dommen bygger på, at de to mænd, der kendte Schultz, og vidste at han var ansat på Politikontorets Motorafdeling, ikke efter det foreliggende kan have været uvidende om, at S. havde stjålet kortene, som de købte. For Søndergaards vedkommende fandt retten det betænkeligt at dømme ham for hæleri i almindelig forstand, men han blev for uagtsomt hæleri og for ulovligt salg af kafferationeringsmærker idømt 40 dages hæfte, og den uretmæssigt oppebårne fortjeneste ved salget af kortene, 150 kr., skal indbetales til statskassen. Slagtermester Lauridsen, Fredericia, slap billigst. For hans vedkommende var der kun tale om køb af benzinkort og overtrædelse af benzinbestemmelserne. Han skal betale 12 dagsbøder a 15 kr., men de 6 dagsbøder anses for betalt ved udståede varetægtsarrest. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 17. september 1941.

1941 – Alt “udsolgt” i Vestre Fængsel

En række arrestanter skal overflyttes til andre fængsler
På grund af de højere straffe, der nu idømmes for beruselse under mørklægningen, tidligere bøder, nu hæfte eller fængsel, er Vestre Fængsel blevet overfyldt.
Fængselsdirektoratet har derfor taget bestemmelse om, at arresterne i Holbæk, Ringsted, Maribo og Nakskov skal inddrages under Vestre Fængsels ledelse. Afsonere af beruselsesstraffe vil indtil videre blive anbragt i disse arrester.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 30. januar 1941.