1945 – Motorskib fra Kolding forlist efter eksplosion

1 mand af besætningen dræbt, 3 savnes og 3 er såret

Motorskibet ANN HELEN CLAUSEN af Kolding, tilhørende rederiet C. Clausen, forliste lørdag aften efter en eksplosion. Skibet var under vejs til Brunshuse, Illumø og Helnæs (mellem Assens og Faaborg). Skibet var på 265 bruttoregistertons. Af besætningen er maskinmester Secher fundet dræbt i maskinrummet. Tre stårede, maskinmester Mathiesen, Svendborg, der har fået læsioner i hovedet og armene, og som har brækket det ene ben, styrmand Rasmussen, Skaarup, der har læsioner i hovedet, og jungmand Gunnar Petersen, Haderslev, der har fået læderet arme og ryg, er indbragt til Assens Amtssygehus.

I øvrigt savnes kaptajn Baagø Hansen, Svendbog, kaptajn With, formentlig fra København, der var med som passager, og 1. styrmand Normann Jensen, Esbjerg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. april 1945.

1944 – Sukkerdamperen GUSTAV beskudt af en mosquito-flyver ud for Drejens

Ramt af 17 projektiler, men besætningen slap uskadt fra angrebet onsdag eftermiddag

De Danske Sukkerfabrikkers damper GUSTAV er onsdag eftermiddag ved 16-tiden på højde med Drejens ved indløbet til Kolding Fjord beskudt af en engelsk mosquito-maskine og ramt af 17 projektiler. Som følge af styrmandens årvågenhed blev ingen af mandskabet ramt.

To mosquito-flyvere

GUSTAV var på rejse fra Assens op gennem Lillebælt og var nået til indløbet af Kolding Fjord, hvor den satte kursen vestover ind mod Kolding. Kort efter at man var nået så langt, dukkede pludselig 2 mosquito-maskine op skråt forude. Styrmanden havde vagten på broen og stod sammen med den matros, der passede roret, i styrehuset. Han så, at den ene af de to flyvere begyndte at dykke ned mod skibet, og samtidig så han mundingsilden fra flyverens ene maskingevær og var klar over, at der blev skudt. Styrmanden råbte til matrosen, at han skulle kaste sig ned, og selv smed han sig ned på styrehusets gulv. Et øjeblik efter for tre-fire maskingeværkugler gennem styrehuset, men hverken styrmanden eller matrosen kom noget til. Var de blevet stående, ville de begge være blevet dræbt.

17 træffere

Efter angrebet – maskinen dykkede kun den ene gang – viste det sig, at GUSTAV var ramt af 17 projektiler. Fire var gået gennem styrehuset og to ind i kabyssen under styrehuset, hvor forskellige køkkensager var blevet gennemhullede. Heldigvis opholdt kokken sig ikke i kabyssen, men var under dækket ligesom det øvrige mandskab. Resten af kuglerne har ramt skroget. Skansebeklædningen af jern er blevet gennemhullet et par steder, og skrogets svære jernalder har fået nogle buler. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. november 1944.

1944 – Bombelasten eksploderede – to gårde brændte og en kirke blev raseret

Dramatiske begivenheder ved Assens i nat

I nat kl. 0.28 blæstes der flyvervarsel i Assens og en amerikansk bombemaskine styrtede ned ca. 25 m. fra Gamtofte Kirke. Dens last af bomber eksploderede med frygtelige følger. Maskinen blev fuldstændig splintret og fem mand af besætningen fandtes som lig.

Ved den voldsomme eksplosion opstod der brand i gdr. Rs. Dideriksens og gårdejerske Maren Christoffersens gårde. Falck fra Assens tilkaldtes, men begge gårde nedbrændte til grunden og i Maren Christoffersens gård indebrændte nogle kreaturer. Gamtofte Kirke, der ligger 5 km. nordøst for Assens, blev stærkt medtaget, således løftedes alle tagstenene af kirken, og alle ruder knustes. De omliggende huse og gårde blev ligeledes mere eller mindre ødelagt. Et hus, der lå ca. 15 m. fra stedet, hvor maskinen faldt ned, blev helt ødelagt, men som ved et under kom ingen mennesker til skade. Kun en ældre dame, der havde fået glassplinter i benene, førtes til Assens Amts- og Bys sygehus. Luftalarmen afblæstes kl. 2.18. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1944.

1940 – Flyveralarm i nat

Der har natten til lørdag den 29. juni 1940 været flyveralarm i Assens, Nyborg og de vest- og sydsjællandske byer, samt på sydhavsøerne. Der er ikke nedkastet nogen brand- eller sprængbomber. Ifølge Ritzaus Bureau skulle det dreje sig om engelske maskiner, som fløj over Storebælt omkring klokken 2.

Rumænien og Rusland

Samtidig melder avisen om større spændinger mellem Rumænien og Sovjetunionen, efter den rumænske regering 28. juni havde tilkendegivet sin vilje til forhandling om de territoriale krav rejst af Sovjetunionen. Ikke længe efter, før forhandlingerne overhovedet var indledt, gik sovjettropper i går ved 11 tiden ind over grænsen og besatte de rumænske tre byer Chernowitz, Kischinev og Akkerman.

Der har angiveligt været spredte kamphandlinger, og pressen spørg den 29. juni om det er muligt, at der nu også starter en krig mellem Rumænien og Rusland? I Rumænien har kong Carol beordret almindelig mobilisering af den samlede rumænske forsvarsmagt til lands, til søs og i luften fra midten den 29. juni. I byen Cluj skulle der angiveligt have været en demonstration for krig mod Sovjetunionen, samtidigt med at det forlyder af to medlemmer fra det højrenationale Jerngarden, er blevet optaget i regeringen.

Kilder: Flyveralarm i nat, Kolding Socialdemokrat, 29. juni 1940
Foran krig mellem Rumænien og Rusland?, Kolding Socialdemokrat, 29. juni 1940