1945 – Bombeeksplosion og påsat brand

På to virksomheder i Vamdrup

Ritzaus Bureau meddeler:

Lørdag aften kl. 23.15 eksploderede en bombe ved automekaniker Bernh. Nielsens virksomhed i Søndergade i Vamdrup. Der knustes et par vinduer i forretningens udstillingslokale, men i øvrigt skete der ingen skade.

Kl. 0.30 opstod der ild i en garage, tilhørende vognmand Jes Nielsen, Plantagegade i Vamdrup. I garagen stod en lastbil, tilhørende vognmand Villy Eriksen. Det lokale brandvæsen og Falcks brandsprøjte fra Kolding mødte, men garagen og vognen brændte totalt. Branden truede med at brede sig til loftsetagen i vognmandens ejendom ved siden af garagen, men det lykkedes at begrænse ilden. Branden menes påsat.

Kilde: Kolding Folkeblad, 16. april 1945.