1943 – Landliggerne må delvis proviantere i byen

De lokale handlende kan ikke fuldt ud dække sommer-gæsternes forbrug, navnlig kniber det med kød, finbrød, øl og tobak […]

For de mange mennesker, der i denne tid er landliggere ved et badested eller skal være det i løbet af sommeren, rejser det sig det store og vanskelige problem: Hvordan med maden og tobakken i ferietiden? Man er på forhånd klar over, at badestedernes lokale handlende kun meget vanskeligt kan klare den kolossale efterspørgsel, sommermånederne bringer, i hvert fald vil det blive forfærdeligt svært at fordele de små lagre retfærdigt mellem de mange gæster. Vi har foretaget en rundspørge hos lokale handlende ved kysten for at få at vide, hvorledes man klarer sig. Der blev fremsat udtalelser af en købmand, en bager og en slagter, som hver især leverer varer til badegæsterne. På nogle områder går det efter omstændighederne uden større vanskeligheder, men man kommer også ud for det svar at landliggerne delvis er henvist til at forsyne sig fra deres faste leverandører i byen.

Ikke værst med kolonialvarer

Vi valgte tre handlende i Hejls. Den første vi talte med, var købmand Johs. Holmgaard, der sagde:
“Der bliver ikke gjort nogen som helst forskel på vor daglige kunder og badegæsterne. De sidste blive ekspederet som alle andre, og de får, hvad hvad de skal bruge, forudset naturligvis, at vi har de pågældende varer. Det kan knibe med enkelte rationerede levnedsmidler, men i sin helhed går det hele ganske gnidningsløst Vi får vore forsyninger for en måned ad gangen, slår det ikke fuldt ud til, rekvirerer vi omgående varer til at supplere med”.

Hvordan går det med øl og tobak?

“Når vi har noget øl, ja, så bliver det fordelt så ligeligt som muligt, rationerne er jo ikke store, men det er meget værre med tobak. Det eksisterer faktisk ikke herude mere, så på det område må folk ganske klare sig med hvad de kan få hos deres købmænd eller cigarhandler i byen.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 4. juli 1943.