1944 – Kolding Byråd mindes katastrofens ofre.

Byrådet har tilbudt at bekoste alle tre begravelser.

Ved begyndelsne af Kolding Byråds møde i aftes omtalte borgmester V. Juhl i følgende ord bombekastrofen på Kolding Folkeblad og dens ofre:

Inden vi går over til dagsordenen, vil jeg gerne omtalte den ulykke, der ramte byen natten mellem fredag og lørdag. jeg siger med velberåd hu “ramte byen”, for naturligvis ramte den først og fremmest de familier, der mistede deres kære, men jeg tror at turde sige, at den skændselsdåd, der blev udøvet, føles af os alle som noget, der berører hele byen. Det bliver muligvis ikke opklaret, hvem det er, der har været samvittighedsløse nok til at ville forholde denne “dåd”, der har kostet tre menneskeliv, men forhåbentlig vil deres samvittighed give dem den straf, de ikke måtte få fra de offentlige myndigheder.

Tilsyneladende har der overhovedet ingen baggrunde været for den handling, der er udført. Formodentlig er det vilkårligt, at netop Kolding Folkeblad, blev udset til genstand for denne aktion. Vi véd alle, at bladet i enhver henseende har optrådt korrekt og neutral i tråd med den korrekte linje, redaktør Therkilsen altid har fulgt.

Vi deler alle den sorg, der har ramt fru Therkilsen og hendes børn og fru Gejlager. Byrådet har ønsket, at alle tre begravelser måtte blive afholdt af byen, men bladet har selv ville sørge herfor, og det må vi naturligvis respektere. Vi må da nøjes med at tænke på de efterladte og at være med til at vise dem den sidste ære. Det vil være naturligt i denne sal særligt at mindes redaktør Therkilsen, der i fire år deltog i Byrådets arbejde. Vi er endnu en del, der dengang arbejdede sammen med ham, og vi véd, at byens ve og vel lå ham meget på sinde. Han var en god, dansk mand, der altid kæmpede med åben pande. Vi vil bevare mindet om ham, og hans unge datter og portner Gejlager.


Byrådet påhørte stående mindetalen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 19. september 1944.

1943 – Mange danske dræbt i Flensborg

Femten danske børn under 6 år omkom sammen med to kvinder, der tog sig af dem.

Luftangrebet onsdag middag, som omtaltes i den tyske overkommandos rapport, slog hårdt blandt danske landsmænd i Flensborg. I en af børnehaverne omkom 15 små drenge og piger, meddeler Jyllandspostens korrespondent. Angrebet begyndte ved middagstid, og disse børn befandt sig i den nordlige del af byen. Det er foreløbig konstateret, at 15 børn under 6 år omkom sammen med to kvinder, der tog sig af dem. Endvidere har, som meddelt, redaktør Tage Jessens hustru, fru Eli Jessen, fundet døden under angrebet. På mandag kl. 13.30 vil de danske børn blive begravet fra kapellet på den nye kirkegård ved en særlig dansk højtidelighed, mens fru redaktør Jessens begravelse foregår i dybeste stilhed.

Sønderjylland flager mandag på halv i anledning af Flensborgofrenes begravelse

Meddelesen om de frygtelige begivenheder i Flensborg, der bl.a. har ramt den danske børnehave og krævet 15 ofre blandt dens børn, har gjort det dybeste indtryk i Nordslesvig. Ved et delegeretmøde i gård i Aabenraa for Venstre i den sønderjyske storkreds mindedes formanden, Mads Gram, Københoved, de danske sydslesvigere i denne prøvelsernes tid. “Vi kan”, udtalte han, “heller ikke lade være med at tænke på vore nabobyer mod syd, der er ramt så hårdt, at det også gør ondt i danske sind. Dansk Samråd har gennem pressen udsendt en opfordring til den sønderjyske befolkning om at flage på halv stang på mandag, når begravelsen finder sted som tegn på, at vi heroppe deler sorgen med vore landsmænd”.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. maj 1943

1942 – Frankrig i sorg over det bomberamte Paris

Forstæderne et billede af gru og elendighed

Paris. R.B.

Nationalsorgen for ofrene for det engelske luftangreb på Paris begynder lørdag og varer til søndag eftermiddag. Teatre, biografteatre, skoler og offentlige kontorer er lukket lørdag. De døde begraves lørdag på kirkegårdene i de pågældende menigheder. Søndag formiddag vil der blive afholdt en sørgegudstjeneste i Notre Dame. […]

Endnu to døgn efter det britiske bombardement frembyrder Paris’ forstæder et billede af gru og elendighed. På gaderne, der til dels endnu er bestrøet med nedfaldne bjælker og murbrokker, har der siden onsdag morgen bevæget sig et trist tog af mennesker. Man så familier, der havde deres børn med og på barnevognen medførte det nødtørftigste huskeråd og måske en dukke til børnene. Andre er blevet transporteret af sted på lastbiler, som den franske regering har stillet til rådighed. Atter andre er blevet hjulpet af unge mennesker fra den franske arbejdstjeneste. Særlig uhyggelig forekommer meddelesen om, at der hersker uvished omg 20 personers skæbne. De havde søgt tilflugt i en kælder i Rue de Paris i Boulogne; men denne er spærret af resterne af en sammenstyrtet bygning. Redningsarbejdet må foregå med den yderste forsigtighed, da man ellers risikerer, at endnu flere huse styrter sammen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. marts 1942.