1945 – Kampene i det brændende Berlin nærmer sig Førerhovedkvarteret

Kapløb mellem angribere og forsvarere. Situationen skærpes fra time til time.

Fra time til time skærpes situationen i den brændende tyske hovedstad, hvor de forbitrede kampe nu udspilles omkring Potsdamer og Anhalter Bahnhof, kun få hundrede meter fra Bentler Strasse, hvor den tyske overkommando har sit hovedkvarter, og hvorfra rigskansler Hitler leder forsvaret.

Fra nord og syd er russerne trængt ind på Unter den Linden, hvor de meter for meter kæmper sig frem mod rigskancelliets ruiner og de sejt forsvarede kældre under ministerialbygningerne, hvor Folkestormens afdelinger er opstillet under ledelse af høje embedsmænd. Kampen her er i højere grad end nogensinde blevet til en strid under jorden, idet såvel angriberne som forsvarerne, der er indesluttet i kældrene, trænger sig vej gennem de ofte metertykke betonmure. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. april 1945.