Der handles i øjeblikket med automobiler som aldrig før under krigen, hedder det i en meddelelse fra hovedstaden. Af de ca. 113.000 personbiler og ca. 16.000 vare- og lastbiler, som er opklodsede i dag, er en ret betydelig procentdel ved at skifte ejermænd, og når handelen går så livligt, skyldes det naturligvis i første række de høje priser. Det er overvejende privatfolk, der handler, og selv om Varedirektoratet skal give tilladelse i hvert enkelt tilfælde, kan dog enhver, der ønsker det, sælge eller købe en bil. Fra de autoriserede bilhandlers side ser man ikke med blide øjne på dette forhold, da det har skabt en del uro på markedet, hvad angår priserne, og man henviser til, at Varedirektoratet allerede ved begyndelsen af krigen hævdede, at der ville blive ført skarp kontrol med, hvem der solgte og købte biler. Efter bilhandlernes mening burde enhver, der ville forhandle biler, være autoriseret.
Vi har spurgt direktør S. Petersen, Ford, hvordan markedet for biler ligger i Kolding?
“Man mærker ikke meget til, at der handles særlig ivrigt med biler her i Kolding, lyder svaret. De nye og brugte lastbiler, vi havde, da krigen kom, solgte vi i 1940. Ved de biler, der købes nu, drejer det sig om en ren og skær pengeanbringelse. Der står nok hos forhandlerne en del nye biler, og hvis vi, som i gamle dage, ville tage brugte biler i bytte, kunne vi for længst være kommen af med dem; men det er ingen forhandler videre glad for, for som lagerbeholdning er nye biler betydelig mere kurante end en række brugte biler, hvis nøjagtige værdi efter krigen ingen kan have nogen sikker mening om. Og i øvrigt må nye biler ikke koste mere nu, end de kostede før krigen ifølge Prisloven. I Kolding handles der, som sagt, kun småt. Og jeg tror heller ikke. der handles så meget i København. Jeg har lige været i København og mærkede ikke til ekstraordinære bevægelser på bilmarkedet, det lå temmelig roligt”. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. juli 1942.