I formiddags i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegaard
København, RB.
På Bispebjerg Kirkegaard begravedes i formiddags 11 danske soldater, officerer og menige, som er faldne den 29. august. Fra militærhospitalet førtes 9 af dem i formiddags kl. 8.30 til kirkegården på 9 rustvogne. Alle kisterne var dækket med dannebrogsflag og smykket med blomster og kranse i rød-hvide farver. Til hver enkelt båre var sendt kranse fra Kongen, fra chefen for generalkommandoen og fra alle hærens forskellige afdelinger. Hvor vogntoget kom frem på sin vej til kirkegården, stod folk stille med blottede hoveder og front mod kisterne for at vise de faldne danske soldater den sidste ære.
De nu faldne fra militærhospitalet er:
- Kaptajnløjtnant Sigurd Snerding
- Overkonstabel ved søværnet Knud Basse Jensby
- Menig Aage Edvard Hansen
- Menig Robert Vilh. Isbo
- Korporal Svend Haldager Michelsen, Slagelse.
- Mathelev ved søværnet Ove Kaj Rasmussen, Odense
- Menig Hans Kristian Jørgensen, Ry pr. Gørlev
- Menig Lars Johs. Bødker Larsen, Endrup pr. Fredensborg.
- Menig Poul Vilhelm Olsen.
Foruden disse begravedes ligeledes i formiddags premierløjtnant Poul Hansen-Nord og overofficiant Ove Kaj Karbo, Ringsted. Alle de faldne begravedes i en stor fællesgrav i overværelse af de pågældende nærmeste slægtninge. Ved sørgehøjtidligheden talte garnisonspræsten, pastor Erling Steenberg, der ligeledes forrettede jordpåkastelsen.
Kilde: Kolding Folkeblad, 2. september 1943.