1945 – Dreng dræbt ved eksplosionsulykke

Hans kammerat kvæstet. Næstved, lørdag (RB).

I Kalbyrisskoven ved Næstved er fredag middag sket en eksplosionsulykke, hvorved en dreng i 11-12 års-alderen har mistet livet, medens en jævnaldrende kammerat har fået højre lår kvæstet. De to drenge havde fundet noget sprængstof, som de bearbejdede med en sten, hvorved eksplosionen skete. Kurt Petersen, søn af arbejdsmand Marius Petersen, Kastanjevej 37 i Næstved, blev dræbt på stedet, medens Kjeld Hansen, søn af arbejdsmand E. Hansen, Kastanjevej 32, kvæstede højre lår.

Kilde: Nationaltidende, 1. april 1945

1945 – Bombeeksplosion i Kolding i aftes

Eksplosionen skete ved A/S Th. Knudsen, og der knustes mange ruder i Dalbygade

Ved 22.30-tiden i aftes eksploderede en bombe ved A/S Th. Knudsen, Dalbygade i Kolding. Det er tredje gang, der er forsøgt attentat mod virksomheden, men heller ikke denne gang anrettedes der større skade på autoværkstedet. Skaden indskrænkede sig hovedsageligt til nogle sprængte ruder i bygningen. Så meget større var skaden på de omliggende ejendomme, særlig i Dalbygade, hvor mange ruder blev knust. I ejendommen Dalbygade 6 fejrede man bryllup og selskabet fik en ubehagelig oplevelse ved eksplosionen og de knuste ruder.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. marts 1945

1945 – Flagene på halv i Aarhus

På alle offentlige og talrige private bygninger i Aarhus gik flagene i går på halv stang i anledning af de sidste katastrofer, der har ramt byen. Alle biograferne aflyste forestillingerne, og på restaurationerne var der ingen dans og artistoptræden. På grund af bombeskade fra eksplosionen på rådhuset har Borgerskolen i Frederiksallé måttet aflyse undervisningen indtil videre.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 15. marts 1945.

1945 – Eksplosion i motortog

Kvinde dræbt, 25 såret. Eksplosionen skete på strækningen Aarhus-Risskov

I aftes ved 22.15-tiden indtraf en eksplosion i motortoget Aarhus-Risskov. Toget var lidt før kl. 22 afgået fra Aarhus, og da det befandt sig midt mellem Aarhus Østbanegård og den permanente badeanstalt ved Risskov, eksploderede en kraftig sprænglanding lige under toget. Ved eksplosionen blev den forreste af motorvognens to vogne fuldstændigt splintret. Der udbrød en mindre brand, som dog hurtigt slukkedes.

Der var kun ca. 30 passagerer, hovedsageligt unge mennesker, med toget. Falcks Redningskorps og Zoneredningskorpset mødte med stor udrykning på ulykkesstedet. Passagererne var slynget ud og lå på jorden omkring det ødelagte tog. En dame var kastet helt ud til stensætningen ved vandkanten og var dræbt. Der blev i alt ført 25 personer til hospitalerne, og deraf blev 15 indlagt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. marts 1945.

1945 – Radiofabrikken ‘Torotor’ ødelagt ved sabotage

Ildkamp mellem sabotører og vagter – en brandchauffør dræbt. Et halvt hundrede sabotører skaffede sig ved 7-tiden i morges adgang til radiofabrikken ‘Torotor’ på Kollegievej 6 i Ordrup. De anbragte en bombe af svær kaliber midt i virksomheden, hvorefter de forsvandt. Ved eksplosionen blev fabrikken totalt ødelagt. En mængde ruder knustes i de nærliggende ejendomme. Der opstod en heftig ildkamp mellem sabotører og vagter, og herunder blev den 34-årige brandchauffør Evald Hansen fra Gentofte Brandvæsen dræbt ved et skud i hovedet. Han førte en af de brandbiler, som var tilkaldt efter eksplosionen. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 3. januar 1945

1945 – Farlig ildspåsættelse i Kolding centrum

Ild i en pelsforretning der lå omgivet af brandfarlige virksomheder.

Kolding Brandvæsen blev ved 19-tiden alarmeret til forretningen Jernbanegade 2, der benyttes til udstilling af pelsværk fra firmaet Magasin Special. Naboerne havde bemærket, at en kvælende røg trængte op fra forretningens kælder, hvor det brændte i en dynge briketter. Det lykkedes ret hurtigt brandvæsenets røgdykkere at få ilden slukket. Branden viste sig at være påsat, idet man fandt et stearinlys, der havde været anbragt i briketterne. Forretningen ligger i byens centrum og er omgivet af meget brandfarlige virksomheder, der er således en stor maler- og fernisforretning til den ene side.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 3. januar 1945

1944 – Metalvarefabrik ødelagt ved bombeeksplosion

København.

Ved 7-tiden i morges eksploderede tre bomber i Valdemar Nielsens Metalvarefabrik, Thoravej 35 på Nørrebro. Maskinbygningen blev fuldstændig ødelagt ved sprængningerne, men ingen mennesker blev såret, idet alle på fabrikken i forvejen var blevet beordret ud på gaden. Der opstod en mindre brand, som hurtig blev slukket af brandvæsenet.

Kilde: Fyns Venstreblad, 31. december 1944

1944 – Bombeattentater i Kolding mod tre automobiler

To af Terlings store kølevogne ødelagt i aftes

I aftes ved 20.30-tiden blev to store kølevogne, tilhørende vognmand P. C. Terling, ødelagt ved to eksplosioner i Terlings garageanlæg ved Vonsildvej, tæt udenfor Kolding. Der blev anbragt bomber under bilernes motorhjelme. Begge vogne blev totalt ødelagt. Taget blev delvis revet af garagen, og der fik ild i den ene vogn, men ilden blev slukket, inden der anrettedes yderligere skade.

Bombeeksplosion i Koldings centrum

Kl. 22.30 tirsdag aften lød der et voldsomt brag i Koldings centrum. En bombe var eksploderet underen automobil foran A/S Th. Knudsens Automobilforretning i Dalbygade. Automobilet blev ødelagt, og der knustes en del ruder i nabolaget.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. december 1944.