1945 – Formentlig påsat brand i et bageri

To lastbiler ødelagt

Lørdag aften ved 23-tiden opstod der ild i bageriet hos bagermester F. Braadt, Brørup. Ilden blev slukket af brandvæsenet, inden der skete større skade. Ilden menes påsat.

Natten til søndag blev en lastbil tilhørende vognmand Carl Petersen, Lindknud, bortfært fra mekaniker Andersens værksted i Eskelund, hvor den stod til reparation. Bilen fandtes om morgenen afmonteret, bl.a. for alt gummi, på vejen til Gerndrup.

Søndag aften opstod der ild i en lastbil, tilhørende vognmand Johan Vestergaard, Gerndrup. Bilen stod uden for murermester Green Olsens ejendom, som var i fare for at blive antændt, hvilket dog forhindredes af brandvæsenet, men bilen ødelagdes.

Kilde: Kolding Folkeblad, 17. april 1945.

1941 – Endnu et dansk skib forlist i engelsk fart

Besætningen reddet med undtagelse af ungmand Peter Ryberg Hjort fra Brørup.

Ifølge modtagen meddelelse er det Rederiet J. Lauritzen tilhørende motorskib CHILEAN REEFER krigsforlist op rejse i engelsk fart. En af besætningen, ungmand Peter Ryberg Hjort fra Brørup er omkommet. CHILEAN REEFER var bygget på Nakskov Skibsværft i 1936 og målte 1831 Brt. Den omkomne unge sømand Peter Ryberg Hjort var søn af snedker Hjort, Søndergade, Brørup, som allerede for nogen tid siden modtog meddelelsen om, at sønnen var savnet. Peter Hjorts lyst stod altid til søen. Han kom efter endt skoletid i bagerlære i Kolding, men for tre år siden begyndte han at sejle, og efter den tid har han kun været på kortere besøg i Brørup, hvor han havde mange venner, som alle giver ham det bedste skudsmål som en god og dygtig kammerat, der vil blive savnet. Han blev ca. 20 år gammel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. september 1941.

1940 – Tre gendarmer blev dræbt ved Padborg

En politimæssig undersøgelse under ledelse af kommissær O. Himmelstrup
Tre danske grænsegendarmer blev ifg. Kolding Folkeblad dræbt ved Padborg under den tyske indrykning. Den ene blev dræbt på stedet. De to andre udåndede kort efter, at de var kommet til behandling. De blev ramt uden for jernbaneviadukten. De faldne er overgendarmerne Johs. Birk, Albertsen og Hansen – Birk stammede fra Taps og kom til Padborg ved Genforeningen. Overgendarm Hansen stammede fra Brørup og overgendarm Albertsen havde gjort tjeneste i Grænsegendarmerikorpset i 21 år.
Birk efterlader sig hustru og en søn. Også overgendarm Hansen var gift, men barnløs. Kriminialkommissør O. Himmelstrup foretager for tiden sammen med det lokale politi undersøgelser om omstændighederne ved de tre overgendarmers død.
Fredag middag blev de tre bårer fra Statshospitalet i Sønderborg ført til hjemmene i Padborg. Langs hele vejen flagedes der på halv stang, og grænsegendarmeriets personale i Graasten havde taget opstilling ved indgangen til byen for at vise de døde kammerater den sidste ære. Ved Smedeby Bakke havde grænsegendarmerne fra 8. afsnit, jernbanepersonalet, toldpersonalet og politiet fra Padborg taget opstilling of ledsagede bårerne til kapellet. I Padborg vejede flagene overalt på halv stang.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 15. april 1940.

1940 – En dags mælkepenge til Finland

Den indsamling til fordel for Finland, der går under navnet ”En dags mælkepenge til Finland” og siden januar 1940 er blevet organiseret af De Danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, har meddelt, at blandt de mejerier, der allerede har ydet deres bidrag til indsamlingen er:

Andelsmejeriet Lillebælt, Taulov, 900 kr.
Sønder Omme Andelsmejeri, 687 kr. 37 øre.
Brørup Andelsmejeri, 2258 kr. 40 øre.
Lunderskov Andelsmejeri, Hejnsvig, 289 kr. 6 øre.
C. Buhl, Follerupgaard, 100 kr.

Torsdag aften den 9. februar 1940 fortsattes i Kolding tøjindsamlingen til fordel for Finland, hvor der blev indsamlet i Kollinsgade, Agtrupsvej, Borthigsgade, Mariegade, Søparken og Piledamsvej.

Samtidig minder avisen Socialdemokraten sine læsere om at der efterfølgende mandag (12. februar 1940) kl. 20, er arrangeret en underholdningsaften af Kolding Teaterselskab, hvor hele overskuddet tilfalder Finlandsindsamlingen. Der er endnu mange billetter til salg, som kan fås enten hos Boghandler Schæffer, eller købes ved indgangen.

På søndag (11. februar 1940) vil socialdemokratisk Forening i Billund afholde 10års stiftelsesfest i det ny forsamlingshus. Overskud i forbindelse med festen vil også blive skænket til Finlandsindsamlingen. Der vil blive afholdt festtaler af folketingsmand M.K. Sørensen, Vejen, og Johannes Jensen, Grindsted, der begge taler om Finland.

Brev fra norsk frivillig

Følgende brev blev bragt i Socialdemokraten den 10. februar 1940, det skulle være sendt af en norsk Finlandsfrivillig fra Finland og hjem til Norge. Den frivilliges navn nævnes ikke i avisen.

Det begynder at gå op for os, hvad krig er: et helvede fuld af djævelsk udspekulerede torturmidler mod uskyldige kvinder og børn. Vi kan læse det i kvindernes ansigter.

Sorg og forbitrelse som de så tappert skjuler, men på bunden aner vi trods og ukuelig opofrelse mod Næsten og Fædrelandet. Det går ikke an at kue disse mennesker. De kender tilsyneladende ingen frygt for at dø i kampen mod det russiske barbari. De véd alle som én, at det vil blive meget værre at leve under Stalins pisk, end at kæmpe til sidste åndedrag for friheden på sin egen jord.

Kilde: Finlandsaften på mandag, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Spredte Nyheder, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Hellere dø end leve under Stalins pisk., 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 3
Tøjindsamlingen til Finland, 9. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5