1943 – 80 nye lejligheder i Kolding

45 på Sneppevej og 35 ved Østerport

Som følge af den store boligknaphed sysler ‘Arbejdernes Andels Boligforening’ med flere byggeprojekter i håb om gennem deres realisering at kunne afhjælpe boligmanglen i Kolding. Foreningen har allerede før jul udbudt 45 lejligheder på Sneppevej i licitation, og man venter i løbet af de næste par dage meddelelse fra ministeriet om, hvorvidt man herfra kan sanktionere byggeriet. Forhåbentlig skulle dette kun blive en formssag – så meget mere, som de allerfleste materialer til dette byggeri på forhånd er sikret.

Men man arbejder i disse dage på yderligere et projekt med 35 lejligheder. Man har til denne bygning udset sig en vognmand Harboe tilhørende grund beliggende på Domhusgade i nærheden af Østerport. Der skal antagelig udlægges en lille vej ned langs den længe, hvor bygningen skal opføres, idet den kommer til at gå vinkelret på Domhusgade.

Foreningens arkitekt, Hans Chr. Rasmussen, der også har udarbejdet tegningerne til det førstnævnte byggeri, er i disse dage i færd med at lægge sidste hånd på tegningerne til disse 35 lejligheder, og der regnes med, at dette byggeri vil blive udbudt i licitation i løbet af 14 dage. her skal først hentes Byrådets billigelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. februar 1943.

1941 – Arbejdet på Aarhus Universitets hovedbygning begynder straks

Universitetssamvirket skal selv skaffe ½ mill. kr. til udstyr og inventar
Universitets Samvirkes bestyrelse afholdt i går eftermiddags møde på rådhuset – akkurat en måned efter, at Finansudvalget havde bevilliget de 2.667 mill kr. fra Statens side.

Der forelå meddelse om, at Undervisningsministeriet havde endelig besluttet at tage bevillingen på indeværende års tillægsbevillingslov i stedet for, som af Venstre henstillet, at fremsætte et selvstændigt lovforslag, og pengene er derfor nu bevilliget. Der forelå også tilladelse til at man straks gik igang med det arbejde, der skal foretages med grunden og funderingen, og som jo bliver den del af arbejdet, kommunens tilskud skal anvendes til. Universitet-Samvirke vedtog derfor enstemmligt at påbegynde arbejdet med det samme.

½ million til inventar m.m.
Foruden den nye hovedbygning, der koster 3 mill. kr., skal der jo skaffes indvendigt udstyr og inventar, og man skønner, at der hertil vil medgå ca. 500.000 kr. Men disse penge er ikke medregnet de 3 mill. kr., og dem skal Samvirket skaffe ad anden vej. Der er dog Samvirkets håb og tro, at det skal lykkes at skaffe de 500.000 kr., og man venter derfor velvilje, når man nu inden længe går i gang med at indsamle dette beløb. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 5. oktober 1941.