1942 – 20.000 norske skoledrenge indkaldes til arbejdstjeneste

De skal fortrinsvis beskæftiges ved landbruget.

Oslo, tirsdag. (R.B.)

På en konference har chefen for Arbejdstjenesten, general Frølich Hansen, givet repræsentanter for pressen en orientering om Arbejdstjenestens opgaver i år, og hvordan indsatsen er tilrettelagt. På grund af den herskende mangel på arbejdskraft er det besluttet, at Arbejdstjenesten skal sættes ind i det sædvanlig landbrugsarbejde sommeren igennem. Godt 20.000 drenge er i år kendt pligtige til arbejdstjeneste og kan indkaldes.

Arbejdstjenestedrengene vil blive indkaldt i tre omgange, første omgang maj-juni med ca. 8.000, en anden omgang august-oktober med et noget større antal, og tredje omgang, som bliver vinterperiode, bliver betydelig færre indkaldt. Til at lede disse drenge disponerer Arbejdstjenesten over ca. 1.200 befalingsmænd, deraf ca. 400 holdførere. Der vil i første omgang blive etableret 54 hold, som fordeles på lejre, der er spredt over de fleste amter syd for Troms.

Gennem en fast og organisk opbygget sanitetstjeneste bliver der sørget for drengenes sundhed og hygiejne. Endvidere sikrer en ny lov om syge- og ulykkesforsikring mandskaberne mod sygdom og skader. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. maj 1942

1942 – Hvis katastrofen kommer

Da står en velorganiseret sanitetstjeneste med veluddannet mandskab rede til at yde en effektiv hjælp.

Der er egentlig kun sagt lidt om sanitetstjenesten, når talen har været om byens luftbeskyttelse, og så er forholdet jo i virkeligheden det, at denne gren at beskyttelse er uhyre vigtig. Selv synes sanitetsfolkene, at deres mission er den vigtigste, og det må vel siges at være rigtigt, selv om naturligvis intet led i luftbeskyttelses-tjenesten er uundværlig. For at få belyst, hvorledes sanitetstjenesten i Kolding er udbygget, har vi haft en samtale med dens chef, læge Junge Pedersen. Hans souschef er læge Evald Hansen, og de residerer begge under hver luftalarm i kommandostationen på Almenskolen. En tredje læge, E. Rossen, er chef for det søndre distrikt, og han har sin plads i kommandostationen i Borgen.

Et sanitetskorps på 80 medlemmer

Hvor stort et mandskab omfatter sanitetstjenesten her i byen, læge Junge Pedersen?

“Omkring 60 Røde Kors- og Arbejder-samaritter. Dertil kommer en snes mennesker – hovedsagelig kvinder – hvis opgave det er at gøre tjeneste i sorteringsstationer, der etableres, såfremt sygehusets kapacitet ved en katastrofe skulle blive overskredet, og i afvaskningsstationerne, som kun vil blive taget i brug, hvis der finder anvendelse af gas sted.”

Hvor mange læger er disponible?

“Under en almindelig luftalarm møder kun sanitetstjenestens chef og souschefen samt chefen i det søndre distrikt, men indtræffer der noget alvorligt, vil de fleste af byens læger kunne træde i funktion. Nogle må selvsagt blive tilbage og stå til rådighed for almindelige patienter i byen.”

Man har vel også en stab af sygeplejersker?

“Ja, det drejer sig væsentligt om diakonisser og enkelte private samt en del kvindelige samaritter. Sygehusets sygeplejersker har jo deres rigtige arbejde at passe.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. april 1942.