1945 – Tyskerne fyldte Kolding Fjord med krigsmateriel

Og sænkede torpedoer i havnen langs sydkajerne

På Kolding Havn har tyskerne haft meget travlt i de sidste døgn. Fra en snes motortorpedobåde, der ligger yderst i Sydhavnen, har de fjernet alle torpedoerne, og smidt dem i havnebassinnet langs kajerne. Torpedobådene er taget op af vandet og anbragt på specielle vogne, parat til at blive transporteret bort over land.

Desuden har tyskerne i største hast tømt flere jernbanevogne på havnesporet for deres ladning af krigsmateriel, som de har villet forhindre i at falde i de allieredes hænder. Materiellet blev bragt ombord i de to tyske dampere SIRIUS og SAAR, der med bistand af to beslaglagte bugserdampere CASTOR og FALKEN hurtigst muligt sejlede ud på Kolding Fjord. Her blev det indladede krigsmateriel smidt over bord i sejlrenden fra havnen og ud til Drejens Odde, hvorefter skibene vendte tilbage til havnen. Da de to dampere sejlede ud, var der også automobiler på dækket, men de var borte ved hjemkomsten.

6 hurtigbåde sænket ved Christiansminde

Medens en snes tyske hurtigbåde lørdag aften forlod Kolding Havn og løb sydpå gennem Lillebælt, sænkede tyskerne 6 hurtigbåde mellem sejlrenden og kysten ud for Christiansminde. Desværre blev også nogle Koldingensere grebet af ødelæggelseslyst. De brød ind på forskellige tyske oplagringspladser på havneterrænnet og gik løs på automobiler og andet materiel, som blev slået i stykker. Forskellige ting blev ligefrem stjålet, således automobildæk […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1945

1944 – Fjordvandet 20 grader

Badesæsonen er inde

For sommerrestaurationerne blev det den travleste Pinse i mange år, først og fremmest på grund af det store rykind, men også fordi det er så vanskeligt at få den nødvendige hjælp. Strømmen gik i Pinsedagene bort fra byen i luftig påklædning og mange vendte hjem, godt spraglede i huden efter den stærke solbadning. Cyklerne kan lidt endnu, selv om der ofte må tages en lapning på tyren. På Løverodde var der myldrende liv i og omkring den genåbnede restauration, og Christiansmindebåden pilede ustandselig frem og tilbage mellem Kolding og fjordrestaurationen, men ellers er roerne jo ret ene om at live op på fjorden; lystsejlerne må mastøse føre deres triste tilværelse ved fortøjningspælene i Strandhusebugten. Det er egentlig også i Pinsedagene, at badningen for alvor er begyndt. Ved Grüns Badeanstalt blev der i Pinsedagene badet fra kl. 06 morgen til 11 aften, og på torsdag åbner den kommunale badeanstalt ved Tved. Fjordvandet var allerede i formiddag oppe på 20 graders varme, og endnu er det rent og pænt, så badet godt kan tjene som renselesproces.

Kilde: Kolding Folkeblad, 30. maj 1944.

1943 – Koldingenserne tog ud i Pinsen

Selv om 2. Pinsedag gav en del regn, var restauratørernes besøg over forventning

Det kom unægtelig bagpå de fleste, da det begyndte at fugte lørdag aften. Var det mon optakten til en våd Pinse, eller var det kun en forbigående regn. Man rådførte sig med barometret, der stod rest fast mellem “foranderligt” og “smukt”. Det kunne blive til hvad som helst, og det blev over forventning, selv om det satte ind med nedbør igen 2. Pinsedags eftermiddag og aften. I alt fald var vejret betydeligt bedre end på de samme helligedage i fjor.

Pinsemorgen oprandt strålende og med høj himmel. En mængde mennesker var tidligt på benene for at se solen danse. I de tidligere morgentimer gik allerede en stadig strøm af cyklister og morgenduelige vandrere ud ad vejene, nogle mod skoven, andre mod stranden, sådan blev det ved resten af dagen. Regnen i går eftermiddag var naturligvis en streg i regningen for de sommerglade mennesker og ikke mindst for restauratørerne. De sidste priste sig dog lykkelige, at det først begyndte at dryppe sent. For de flestes vedkommende var Pinsen reddet, og alligevel var det ærgerligt.

Tilfredshed over hele linjen

Vi forhørte os i aftes på nogle af omegnens restauranter og badhoteller for at få et billede af de to helligdages forløb. Fru Grün i Strandhuse var godt tilfreds. “Det har været helt overvældende”, sagde hun. “Vi havde ikke regnet med så stor en Pinse, men der har været næsten fuldt hus ustandseligt, så vi er glædeligt overrasket”. Også på Marielund, på Christiansminde, Løverodde og Bramdrupdam Kro var man tilfreds med Pinsen. Der havde været mange gæster begge dage. På Bramdrup-Skov restaurationen havde Arbejdersangforeningen sunget Pinsemorgen for en mængde morgenduelige Koldingensere, der var taget ud for at se solen danse. Hejlsminde og Gravenshoved Badehoteller havde ligesom fru Eriksen på Strandgårdens Sommerpensionat haft stort rykind. Der havde været mange gæster, som havde slået sig ned for de to dage, men enkelte andre steder havde besøget været noget mindre end ventet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. juni 1943.

1941 – Kolding Sejlklub fylder 60 år og markerer dagen med store stævner

Kolding Sejlklub fejrer i denne sæson 60 års jubilæum, og man markerer begivenheden ved storstilede sejlsportsstævner, der varer i to dage. Disse begivenheder finder sted lørdag den 28. og søndag den 29. ds. Den sidste dag er selve Jysk Sejlunions kapsejlads, der sidst holdtes i Kolding i 1933. Der ventes mindst 80 både som deltagere i dette store stævne. Der er udsat for 3.500 kr. præmier.

Lørdagens kapsejls starter kl. 14 ud for Christiansminde med deltagere fra Kolding og nabobyer. Sejladsen vil kunne følges fra sanatoriet og fra Christiansminde. Banen går ind om 2-Kosten og derfra ud til Anduvningsbøjen mellem Skærbæk og Løverodde ind til dommerskibet. Banen gå to gange rundt. Om søndagen startes ud for Løverodde og banen bliver Kolding Sejlklubs gamle kapsejlads-bane: Løverodde-Agtrupvig-Flissingkosten […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 21. juni 1941.

1941 – Stjålet seks km. telefonledning

Stjålet seks km. telefonledning.

Usædvanligt tyveri ved Kolding.

Kriminalpolitiet i Kolding har fra Jydsk Telefon-Aktieselskab modtaget anmeldelse om et ejendommeligt og frækt tyveri. Det er telefonledningerne ved Rebæk til Christiansminde på sydsiden af Kolding Fjord, der er klippet over og stjålet. Den pågældende strækning er 2 km. lang, og da det var tredobbelte bronzeledninger er der således stjålet i alt 6 km. ledningstråde […] Skaden andrager i alt 1.000 kr.

Kilde: Uddrag, Herning Avis, 17. april 1941.