1943 – Fest i Marielund for Realskolens elever

Kolding Realskoles Elevforening havde i aftes arrangeret en fest i Marielund, hvortil skolens dimittender var indbudt. Ca. 100 dimittender, ældre elever og lærere samledes om festligt smykkede kaffeborde.

Lærer Bech bød velkommen og rettede en særlig velkomst til de nye medlemmer i foreningen. Inspektør Munch og lærer Birkeland talte derpå for de to afgangsklasser, som de havde været klasselærere for, og lærer Birkeland læste et par fornøjelige skolehistorier. Så talte skolebestyrer Dalsgaard og redegjorde for foreningens formål. Han understregede, at den skulle hjælpe eleverne til at bevare forbindelsen med hinanden og med skolen.

Efter kaffebordet dansedes der. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. juni 1943.

1941 – Ikke brandbombe, men lastbil

Forrige nat ved 2½-tiden vågnede proprietær Dalsgaard og hans hustru på gården Godthaab i Seest ved Kolding ved et brag, der tydeligt nok kom fra nedstyrtende murværk. De var begge straks klar over, at der måtte være faldet en bombe, og Dalsgaard stod op og gik ind i dagligstuen, hvorfra lyden var kommet. Da han her så, at ydermuren var knust under et vindue og samtidigt skimtede et lysskær og samtidigt skimtede et lysskær på bunden af murbrokkerne, var han overbevist om, at der var tale om en brandbombe, og han sagde til sin kone: “Nå, det er kun en brandbombe, jeg går lige ud i gården og henter lidt sand“.

Da han kom ud i gården, opdagede han imidlertid, at der ikke var tale om noget krigerisk, men derimod om en stor lastbil med påhængsvogn, der var kørt forkert i det skarpe sving lige ud for gården og var kørt ind imod hovedbygningen […] Ingen mennesker kom til skade.

Kilde: Uddrag, Randers Dagblad, 31. maj 1941.