1943 – 8 drenge og unge mænd idømt fængselsstraffe for sabotage mod værnemagten

En række sabotagehandlinger mod den tyske værnemagt i Aalborg. En nødvendighed for landet og befolkningen, at sabotage undgås.

Officielt meddeles:

I juni måned 1942 meddeltes det, at nogle unge mennesker fra Aalborg var idømt streng fængselsstraffe for i en række tilfælde at have forøvet alvorlige sabotagehandlinger mod den tyske værnemagt. Trods den advarsel, disse domme indeholdt, har i tiden fra august til slutningen af november måned børn og unge mennesker i Aalborg begået en række sabotagehandlinger af lignende art. Ved to domme afsagt af Københavns Byret den 27. februar 1943 er otte drenge og unge mennesker idømt fængselsstraffe fra 1½ til 4 år.

Fem drenge dømt for seks tilfælde af sabotage

Den ene dom angår fem drenge der i slutningen af august stiftede en forening, som de kaldte ‘Danmarks Fredsliga’, og som derefter i tiden indtil slutningen af november i seks tilfælde har forsøgt ildspåsættelse på materiel eller ejendom, der tilhørte eller benyttedes af den tyske værnemagt eller personer, der arbejdede for værnemagten. De har endvidere i nogle tilfælde foretaget rudeknusning og endelig i en række tilfælde tilegnet sig tyske soldaters uniformshuer m.v. Selv om “foreningen” og dens virksomhed har været tydeligt præget af medlemmernes umodenhed, er de begåede handlinger og deres følger for de pågældende og deres pårørende alvorlige nok.

Fængselsstraffe fra 1½ til 4 år

Ved dommen blev for overtrædelse af paragraf 3 nr. 2 i Lov nr. 14 af 18. januar 1941, straffelovens paragraf 291 stk. 1. og bekg. nr. 254 af 9. juni 1941 den 19-årige kontorelev Asger Lorentsen idømt fængsel i fire år, den 15-årige skoleelev Jørgen Rahbek fik fængsel i et år og seks mdr. og den 17-årige kontorist Hans Jørgen Jul Laursen, den 15-prige skoleelv Vagn Jensen og den 17-årige bud Henning Jensen fængsel hver i to år.

Ved de anden samtidig afsagte byretsdom blev den 19-årige maskinsmedelærling Erik Børge Nielsen anset med fængsel i tre år, den 20-årige mekaniker Svend Erik Normann Petersen med fængsel i tre år og tre mdr. og den 20-årige maskinlærling John Albert Andersen med fængsel i to år for overtrædelse af paragraf 3, nr. 2 og 3 i Lov nr. 14 af 18. januar 1941. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. marts 1943.