1943 – Kolding Motorflyver Klub starter med 160 medlemmer

Små 200 mennesker til stiftende generalforsamling

Et meget stort antal menneske havde fulgt indbydelsen til at møde op til Kolding Motor Flyver Klubs stiftende generalforsamling på Teknisk Skole i aftes.

Grosserer M. Lauritsen, Shell, bød velkommen, navnlig til formanden for Dansk Motorflyverunion, trafikassistent Orth og også til de mødte damer. Dansk Motorflyverunion arbejder med henblik på en dansk fremtid i luften, sagde direktør Lauritsen bl.a., og derefter gav han et resumé over, hvad der hidtil er sket i Kolding for at oprette en flyveklub i byen. Dette vil dog være kendt fra Folkebladet. Der var nu tegnet 129 alm. medlemmer og 22 overordentlige. Til forstander H. L. Hansen lød der tak, fordi han havde ydet foreningen husly.

Til at lede forhandlingerne valgte man LRS. Jørgen Wolf. Efter at denne havde gennemgået dagsordenen, gav han orde til trafikassistent Orth, der indledede med at sige, at “Den flyvende kuffert” fra H. C. Andersens eventyr ikke længere var forbeholdt eventyret – man behøvede blot at melde sig ind i Kolding Motorflyver Klub, så stod verden (engang med tiden) åben for én. Visse formaliteter var der naturligvis, der skulle til, bl.a. et almindeligt godt helbred, 30 timers teori og 10-12 timers praktisk undervisning. Men så står også verden åben for Dem.

Orth stillede sig selv forskellige spørgsmål, som han vidste, man ville møde overalt ved dannelsen af en flyveklub i disse dage. Først og fremmest: “Hvorfor danne en flyveklub netop nu?” Fordi tiden netop nu er inde. Danmark var før krigen langt tilbage, hvad privatflyvningen angår. Men vi må fremfor alt ikke lægge hænderne i skødet, men sørge for, at vi straks er parat til at gå på vingerne, når freden er inde, så at vi med det samme kan vise det danske flag også fra luften.

Derefter blev der redegjort for undervisningen, der begynder tirsdag den 26. januar – antagelig kl. 19½ – i Teknisk Skole og afslutter fredag den 5. marts med prøven den 10. marts. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. januar 1943.