1941 – Ugen, der gik

Det gik gennem alle hjemlige nytårstaler, at mørket er tæt, men at håbet om og troen på en fremtid for vort land og vort folk er lyset, der skal vise os vej fremefter.

Næst efter kongens og statsministerens manende ord om at vise korrekthed og ubetinget samdrægtighed lagde man mærke til indenrigsminister Knud Kristensens djærve radiotale med hans stærke understregning af samarbejdets betydning for danskheden. Indenrigsministeren gik endog så vidt, at han sagde, at dette samarbejde måtte holde også fremefter, når den situation, der havde kaldt på samarbejdet, ikke var mere. Ellers vilde samarbejdet ikke være meget værd, mente man.

Disse betragtninger har vakt opmærksomhed i vide kredse, og de kommenteres livligt.

Hvorledes fremtiden vil forme sig, ved ingen, og det er for tidligt at tale om, hvorledes vi skal indrette os, når den nuværende situation er forbi. Men samarbejdet har opgaver nok over for øjeblikkets krav. Vi vil også mene, at det netop er overfor de vanskeligheder, som situationen byder, at samlingen i folket skal bestå sin prøve. Kan den det, vil samarbejdet også sætte spor frem efter.

Nogle, der endda særlig slår på deres danskhed, men hidtil har gjort sig bemærket ved at bryde de love, der er sat for at opfylde kongens og regeringens bud om at vise ro og værdighed, har selv sat sig udenfor det folkelige samarbejde. Og de søger nu at øve ond gerning overfor folk og land for i situationen at skabe en fordel for dem selv på helhedens bekostning. Men sådan gerning dømmer sig selv.

Dette lille mindretal, der står udenfor det folkelige samarbejde, vil benytte sig af alle midler til at bryde samarbejdet, og de har i løbesedler bebudet visse personers afgang og krævet en ny regering.

Men der dannes ingen dansk regering uden om rigsdagen. Sådan har det været dansk skik gennem 40 år, og denne statsskik brydes ikke af et mindretal, stort eller lille.

Folkets selvbestemmelsesret, retten til frit at vælge sine repræsentanter i rigsdag, regering og kommuner er en del af det danske folks væsen, og det giver vi ikke slip på.

I fald man lod det komme til brist her, ville samarbejdet intet være værd.

Men dette samarbejde stiller også krav til hver enkelt af os. Betinget samdrægtighed, korrekthed, ro og værdighed er de grundpiller, hvorpå det danske folk må bære sin skæbne, trofast i tanke og sind mod, hvad der er dansk.

Det samfund, det danske folk havde bygget op under demokrati og folkestyre, var det bedste i verden. Dette er også fornylig erkendt gennem bladrøster ude fra, men andre føjer så til, at neutrale lande kan ikke vente fortsat at få lov til at bevare en høj levestandard i fremtiden eller under nyordningen i Europa.

Sådanne presserøster er uheldige, og de stå ikke i samklang med de officielt givne løfter om ikke at antaste vor frihed og selvstændighed. Men på disse løfter og i ubetinget samdrægtighed bygger det danske folk sin fremtid.

Afskrift af Kolding Socialdemokrats avisleder 6. januar 1941

Kilde: Ugen, der gik, Kolding Socialdemokrat, side 3, 6. januar 1941

1939 – Mao om Kinas frihedskrig

Kommunistisk Partis hovedopgave efter den sejrrige afslutning på forsvarskrigen vil bestå i oprettelsen af en fri, uafhængig, demokratisk republik. I Kina skal der dannes en demokratisk enhedsregering og et enhedsparlament, der repræsenterer hele folkets vilje, og en enhedsforfatning, der er udtryk for folkets interesser. Alle nationer, der befolker Kina, skal indrømmes lige rettigheder, og efter dette princip skal forbundet mellem alle Kinas folkeslag virkeliggøres. Industri, landbrug og handel vil hurtig udvikle sig. Folk og stat vil i fællesskab realisere den økonomiske opbygning, 8-timersdagen skal indføres, bønderne skal have land, der skal fastlægges en progressiv skat, der skal afsluttes freds- og handelstraktater med udenlandske stater og overenskomster om gensidig hjælp.

Folket skal have garanteret tale-, forsamlings-, organisations- og trosfrihed, hver borger skal være i stand til at udfolde sine evner, folkets almindelige kulturniveau skal hæves, videnskaben vil udvikle sig, analfabetismen vil blive fuldstændig likvideret. Mellem armé og folk vil der bestå et venskabsforhold. En sådan stat og en sådan regering er endnu ikke socialistisk, endnu ikke sovjetisk. Kina vil da være en konsekvent-demokratisk stat, hvor privatejendommens princip hersker. Det vil være en stat, der betyder befrielse fra en halvfeudal og halvkolonial stilling. VI har brug for en sådan stat.

Kommunistisk Parti vil sammen med alle partier og sammen med hele folket kæmpe for oprettelsen af en stat, der genspejler alle Kinas folkeslags ønsker og krav, for oprettelsen af en stat, som den Sun Yat Sen også kæmpede for. Arbejdet med opbygningen af en sådan stat er allerede begyndt med forsvarskrigens proces.

Naturligvis vil en række vigtige forholdsregler først blive truffet efter den sejrrige afslutning af forsvarskrigen, f.eks. den økonomiske opbygning og andre ting. Men i forsvarskrigens proces må forudsætningen for opbygningen af en sådan stat skabes. Hovedbetingelsen for det er de japanske imperialisters uddrivelse af Kina. Det er ikke alene kommunistisk partis, Kuomintangs og andre antijapanske partiers opgave, men derimod hele det kinesiske folks historiske opgave.

Mao, Kinesisk oprørsleder, interviewet den 2. juli 1938 i Yenan

Kilde:
Mao Tse Dun om Kinas Frihedskrig, side 4, Arbejderbladet, 29. januar 1939

1938 – Georgi Dimitrovs første maj artikel

Uddrag fra eksilbulgaren og kommunisten Georgi Dimitrovs første maj artikel:

Men den tyske fascismes røverplaner går endnu videre. Efter okkupationen (besættelsen red.) af Østrig kom det i Belgien til åbne Hitler-Folk-demonstrationer i Eupen-Malmedy før tilslutningen af disse områder til Tyskland. De tyske fascister stiller spørgsmålet om en “Korrektur” af Danmarks grænse. Også i Sverige og Norge rejser den tyske fascismes agenter hovedet. I Finland vrimler det med tyske spioner og krigsemissærer. I Svejts (Schweiz red.) og i Holland forgår det fascistiske muldvarpearbejde i endnu stærkere tempo.

Tyskland og Italiens diktatorer, som i disse dage demonstrativt træffes i Rom, vil for enhver pris knuse det heroiske kæmpende spanske folk, det er en forudsætning for indkredsningen af Frankrig, for deres befæstelse i Middelhavsområdet og til sikring af gunstige positioner i den af dem forberedte verdenskrig. Takket være den forræderiske blokade sår deres flyvemaskiner og artilleri død og ødelæggelse på den spanske jord i uhyre udstrækning.

Netop med henblik på de fascistiske angriberes piratfelttog, som umiddelbart truer en række landes eksistens og uafhængighed, er den politik som de borgerlig-demokratiske landes regeringer fører særlig skændig. Det må siges ganske åbent, at den engelske reaktion og lignende reaktionære kredse i andre borgerlige lande faktisk er medskyldige i de tyske, italienske og japanske erobreres skændselsgerninger.

Kan det betvivles, at uden opmuntrings-politik var det aldrig lykkedes den italienske fascisme at ødelægge og erobre Abessinien? Kan det betvivles at det heroiske spanske folk uden blokaden mod den spanske republik allerede forlængst havde drevet de fascistiske interventer ud af dets land; at den tyske fascisme uden den direkte understøttelse fra de engelske konservative aldrig havde vovet okkupationen af Østrig? Er det ikke klart, at en beslutsom optræden fra stormagternes side mod den japanske militærklike havde umuliggjort dens røveriske indfald i Kina?

Kilde:
Nordisk Frihedsfront mod nazismen, side 6, Arbejderbladet, 20. maj 1938