1944 – Færdig med Hitler og hans slæng

Menig tysk soldat, Ferdinand Kochem, siger sin mening

En tysk soldat, Hans Ferdinand Wilhelm Sehl Kochem, f. 8/6 1924, tilh. 39. Regiment, 1. Batt. er deserteret og står nu i en dansk havn og skal rejse til Sverige.

Jeg er færdig med Hitler og hele hans slæng. Selvfølgelig er der ingen af os mere, der tror på en tysk sejr. Krigen er uigenkaldelig tabt. Hjemmefronten er på bristepunktet, det fortæller jo alle der har orlov. Vore byer, vore hjem er lagt i ruiner. Vi er jo næsten jaget helt ud af Rusland. Intet har nazisterne kunnet forhindre, og nu har jeg i hvert fald fået nok. Nu tager jeg afsted, og jeg ved, at tusinder og atter tusinder har samme tanke som jeg. Tro mig, krigen er snart forbi.

Kilde: Det illegale blad ‘De Frie Danske’, nr. 7, 3. årg. 23. april 1944

1943 – Dobbelt-mytteri på Artillerivejens Kaserne i København!

De tyske soldater ville ikke til Østfronten, men forsøgte at desertere. 5 officerer henrettet og mange sårede

To gange med ti dages mellemrum har der i november været mytteri på den tyske kaserne på Artillerivej i København. Begge gange fordi kasernens besætninger skulle sendes til Østfronten.

Om aftenen den 31. oktober blev det bekendtgjort på kasernen, at afrejsen skulle ske næste morgen. Kl. 4 om morgenen forsvandt 5 officerer. […] En vagtpost opdagede dem og fik dem standset. De blev alle henført til kasernekommandanten, der øjeblikkelig gav ordre til, at de skulle skydes for forsøg på desertering. Eksekutionen skete ti minutter efter i kasernegården. […] efterhånden som nyheden om de 5 officerers henrettelse nåede rundt, kom det til uroligheder. Soldaterne råbte, at de ikke vilde til Østfronten, og de begyndte at skyde på vagtposterne. I den næste time kunne der over hele det forreste Amager høres kraftigt skyderi. Det nøjagtige antal dræbte og sårede har ikke kunnet oplyses, men det menes at ligge på omkring de 40!

Næste morgen blev besætningen sendt til Østfronten, og til afløsning kom en del østrigske enheder, der i længere tid havde været stationeret i Norge. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1943, nr. 3, 3. årgang.