1943 – Planerne om det store gennembrud Torvegade-Låsbygade udsættes

Planens gennemførelse vil kræve nedlæggelse af 13 lejligheder

I Byrådet i aftes forelagde borgmesteren planerne om det store gadegennembrud fra Torvegade til Låsbygade. Da borgmesteren havde bragt i erfaring, at Ministeriet for offentlige arbejder var betænkelig ved at yde tilskud til arbejdet, da det ville kræve nedlæggelse af 13 lejligheder i de ejendomme, der måtte falde for den nye gade, har Gade- og Vejudvalget foreslået, at kommunen tilbyder at lade opføre mindst et tilsvarende antal lejligheder til erstatning.

Beirholm foreeholdt sig sin stilling til sagen.

Borgmesteren anbefalede: “Jeg synes, det er ville være af meget stor betydning, navnlig for Låsbygade, at få dette gennembrud. Her er en lejlighed til at få 85 pct. af, hvad gennembruddet vil koste. Jeg synes, man skal søge om at få dette tilskud.”

Juhl: “Jeg synes, tidspunktet ikke er inde til at få denne sag gennemført. For det første er det meget dyrt at erhverve de pågældende ejendomme, desuden er det meget småt med lejligheder, og der er jo heller ikke megen færdsel i øjeblikket. Jeg vil foreslå, at man for tiden ikke afsender en skrivelse herom til ministeriet.”

Ejner Christensen: “Vi ser med stor velvilje på dette forslag, idet vi mener, det er nødvendigt, og til gavn for byen. Men vi mener ikke at kunne gå med til at nedrive 13 lejligheder, selv om man kunne få 13 nye. Hvor nødigt vi end vil, mener vi at måtte være med til at udsætte dette forslag til bedre tider.”

Bach: “Jeg tror nok, jeg tør sige man i Låsbygade vil se med glæde på denne gade. Juhl talte om de mange sving, Låsbygade slår. Det har alle gode forretningsgader! Men det er jo nok for tiden vanskeligt at få gennemført planen, da vi står og mangler lejligheder og skal nedbryde 13 lejligheder. Måske kan tiderne forandre sig således, at vi engang får rigeligt med lejligheder. Jeg foreslår udsættelse.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. maj 1943

1942 – Tekstilarbejdernes Fagforening og Brdr. Volkerts Fabrikker

Tekstilarbejdernes Fagforening i Kolding holdt i lørdags aftes generalforsamling. Her kunne formanden, markforvalter Ejner Christensen, meddele, at konsul Volkert i anledning af fabrikkens 65 årsdag havde skænket 700 kr., som skulle anvendes til fortæring på generalforsamlingen.

Man samledes derefter til en lille festlighed i Palmehaven, hvor konsulen og sønnen sammen med deres fruer efter indbydelse kom til stede. Ejner Christensen talte for sit gamle firma og fremhævede, at Volkerts Fabrikker altid havde været en arbejdsplads, hvor man hyldede frihed og undgik tvang. Han formulerede et kraftigt besvaret leve for Brdr. Volkerts fabrikker.

Konsul Volkert takkede, fordi arbejderne havde ønsket at se ham og hans familie ved denne lejlighed, og derpå inviterede han på en clock. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 16. november 1942.