1945 – Almenskolens translokation

På Almenskolen lakker det nu mod slutningen. Mellemskoleeksamen er overstået, men der foreligger endnu intet resultat. Realisterne bliver færdige i dag, og i morgen skal studenterne op i det sidste fag.

Der arbejdes i øjeblikket af al kraft på at få skolens festsal så vidt restaureret, at den kan bruges til translokatione lørdag formiddag. I modsat fald bliver vi nødt til at henlæge translokationen til skolegården, og det kan sagtens gå, hvis de sidste to dages smukke vejr holder sig. “Men sæt, det bliver dårligt vejr! Jeg er virkelig nervøs”, siger rektor Fogh.

Kilde: Kolding Folkeblad, 20. juni 1945.

1945 – Det mindste studenterhold i Kolding i mange år

Atten gymnasiaster begynder eksamen i dag

Det hold gymnasiaster, der plejer at gå op til studentereksamen i Kolding, andrager almindeligvis 30. I år er det kun på 18. I dag mødte holdet til den første eksamensdag. Det var den danske stil. De vordende studenter kunne vælge mellem tre emne: 1) videnskabens samarbejde med de praktiske erhverv, 2) dansk salmedigtning, 3) sangens (eller) musikkens værdi. På mandag er den skriftlige eksamen tilendebragt, og omkring den 20. juni er hele eksamen overstået.

Hvad skyldes det, at holdet i år kun omfatter ca. halvdelen af den normale antal gymnasiaster?

Rektor Fogh svarer: “Det skyldes absolut intet bestemt. Årsagen lader sig ikke påvise. Tilfældet har formet sig sådan, at holdet talmæssigt er blevet dårligt.”

Hvordan fordeler tallet sig?

“Nøjagtig lige. 9 tilhører den matematisk-naturvidenskabelige, 9 den nysproglig retning.”

Det er en bevæget dag at påbegynde en eksamen på?

“Unægtelig. Begivenhederne optager eleverne meget, men forhåbentlig ikke for meget. Humøret er strålende!”

Kilde: Kolding Folkeblad, 1. maj 1945.

1945 – To drenge kom ind i skolestuen med en ueksploderet bombe!

Medens Skolekommissionen, lærerne og eleverne var samlet til eksamen.

Under eksamen i en af Koldingegnens skoler er der sket en dramatisk begivenhed. Medens Skolekommission, alle lærerne og en mængde børn var samlet i skolen, kom to drenge ind ad døren med en ueksploderet bombe i hænderne. De afleverede den til læreren og fortalte, hvor de havde fundet den, og at der lå en til, som de tilbød at hente! Bomben var i hvert hjørne forsynet med et bundt ledningstråde, der stak ca. 30 cm. ud af bomben. Læreren sørgede for, at bomben blev lagt om bag skolens mødding og tilkaldte vagtværnet og en sprængningskommando fra Kolding, som beordrede evakuering af alle huse i 100 meters omkreds. Skolen ligger omtrent midt i den landsby, hvor begivenheden fandt sted. Herefter blev bomben afmonteret. Sprængningskommandoen erklærede den for så farlig, at den kunne have sprængt hele skolen i luften.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. marts 1945.

1944 – En helt ny hovedskole ved Nordre Ringvej?

Stor omlægning for Kolding Skolevæsen efter krigen

Kolding Skolekommission har i nogen tid arbejdet med planer om en fuldstændig omlægning af byens skolevæsen efter krigen. På et møde i lørdags blev planens hovedtræk vedtaget af et flertal, og der kan nu ventes en indstilling til Byrådet.

Planen forudsætter, at der skal bygges en hovedskole for den nordøstlige bydel, og at Pigeskolen og Forskolen nedlægges. Riis Toft og Søndervang skal udvides. De fire skoler skal bestå af 5-årige grundskoler og 3-årige eksamensfrie mellemskoler, men ved Riis Toft skal der dog oprettes eksamensmellemskole med samme adgangsbestemmelser som til Almenskolen. Desuden skal der på Riis Toft oprettes realklasser.

I folkeskolerne foreslås fællesundervisning for piger og drenge indført i alle skoler.

Forskolen i Blæsbjerggade foreslås bevaret til oprettelse af hjælpeklasser for elever, som ikke kan rykke op eller som ikke med tilfredsstillende resultat kan deltage i den almindelige undervisning. Det er Skolekommissionens formand, folketingsmand, adjunkt Karl Olsen, der har taget initiativet til omlægningen, og den har været behandlet i samråd med skolelederne, lærerrådsformændene og er i det store og hele godkendt af Fælleslærerrådet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. oktober 1944.

1944 – Studenterfesten på Almenskolen i aftes

Det er efterhånden blevet tradition, at studenternes første fest, efter eksamen er overstået, skal foregå på selve skolen. Før i tiden plejede man at samles et eller andet sted uden for skolen, men i de sidste to år har man sat alt ind på at holde denne sidste aftenfest med rektor og lærerne på skolen, Der er mere stemning over det, når man mødes studenter, forældre og skolens personale i de daglige omgivelser, som de unge nu står for at forlade.

Kl. halv otte samledes man i aftes i gymnastiksalen på Kolding højere Almenskole til stort smørrebrødsbord. Studenterne med de nye huer på hovedet var anbragt ved et langt bord i midten, medens forældre og lærere sad ved et hesteskoformet bord udenom.

Lektor Tang-Petersen talte først – efter at rektor havde budt velkommen – for studenterne. Han opfriskede minder fra skoletiden, der nu var forbi, og fra den bevægede eksamenstid. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. juni 1944.

1944 – De sidste studenter i Kolding bliver færdige i dag

Stor studenterfest på Almenskolen i aften […]

I dag bliver det sidste hold af Koldings studenter 1944 udklækket. Det er de nysproglige, der i dag til formiddag gennemgår studentereksamens sidste kvaler og for sidste gang – i hvert fald på deres barndoms skole – mange skal jo enten til Aarhus eller København at studere videre – sidder ved det grønne bord, og i eftermiddag, klokken godt fem, kan den sidste af de 38 unge, der i år udgør Koldings studenterhold, igen trække vejret lettet – eksamenstiden for denne gang er forbi.

De nysproglige resultater bringer vi i morgen.

Allerede i aften holdes den første studenterfest – på skolen – og det er ikke den af de mange fester, der i den kommende uge følger slag i slag, de unger glæder sig mindst til. Det bliver den den sidste aftenfest på deres gamle skole, og forældre og pårørende er inviteret med. Der bliver stort festligt smørrebrødsbord, og der er vist ingen tvivl om, at stemningen i aften vil være høj. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juni 1944.

1943 – Afslutning på Døtreskolen

Smuk afslutningsfest på skolen i formiddag

I formiddags holdtes afslutningsfest på Kolding Døtreskole, hvor der var samlet så mange, som overhovedet kunne være i festsalen. Efter at fanen var ført ind af Else Manford, og man havde sunget ‘Nu rinder solen op af Østerlide’, bød forstanderinde frk. Krause velkommen til forældre og tidligere elever, der var kommen til stede. Hun mindedes tre af skolens gode venner, pastor Nordentoft, konsul Volkert og revisor Hansen, som var døde. Derpå takkede hun skolens lærerpersonale for dygtigt arbejde, takkede endvidere alle, voksne og børn, for året, der var gået. Man kunne – trods verdensbranden – sige tak for et roligt arbejdsår. Frk. Krause omtalte den indskrænkning i pladsen, der hidrørte fra, at 3 af de store lokaler blev overladt til den kommunale forskole, der jo efter nytår stod uden husrum. “Vi kunne have sagt nej, men sammenholdet og samfundssindet skal vise sig i, om vi kan hjælpe hinanden. VI kunne ikke være bekendt at have overskud af plads, når de andre savnede”.

Frk. Krause rettede en tak til overlærer frk. Deissner, fordi samarbejdet var gået så godt. Vore børn her på skolen har altid haft lov til at udvise en endog særdels udstrakt livlighed på gange og trapper, men frk. Deissner har fundet sig i det og vist endog glædet sig over tonen her. Frk. Krause oplyste, at der var oprettet skolesparekasse, som hun anbefalede at købe mærker til. Hun omtalte de smukke eksamener, der viser, at pigerne har taget deres opgaver alvorligt. “Det har været nogle ualmindelig flittige og tillige humørfyldte piger. Hidtil har I i jeres hjem og her på skolen haft medbør og god vind. Nu skal I ud i livet, hvor I kan møde modgang og skuffelser. Da gælder det om at få sit centrum flyttet udenfor sig selv, fordi målet her i livet ikke skal være alene fremgang for sig selv og tilfredsstillelse af egne tilbøjeligheder og længsler. Vi har fået vore evner og kræfter ikke bare for at dyrke vor egen lille person, men for at kunne give bort af vort overskud. Vort dyreste eje her i Danmark er vor frihed, som Grundloven har givet os, og denne frihed har vi fået for at kunne øve ret. Vi ejer kun for at give, og jeg vil ønske for jer, at jeres liv altid må være sådan, at I kun må stræbe efter at eje for at kunne give til fællesskabet”.

Efter talen, der hilstes med bifald, sang mellemskolens elever under lærer Karl Munks ledelse nogle smukke flerstemmige sange, ligeledes hilst af bifald. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. juni 1943

1943 – 33 Kolding-studenter sprang ud i dag

En udmærkelse blandt de nysproglige

Dagen i dag er de nye studenters. Det er dem, der har præget hele gadebilledet fra morgenstunden, da de første lykkelige havde erhvervet retten til at bære den hvide hue, til de sidste i eftermiddags havde overstået eksamen. 33 unge mennesker havde indstillet sig til eksamen på Almenskolen, 22 til den matematiske studentereksamen og 11 til den nysproglige, og alle 33 bestod.

De 22 ugen matematikere begyndte den sidste eksamensdag i morges ved 8-tiden. Det var kemi, der var dagens “ret”, og selv om spændingen for samtlige 22 elevers vedkommende var kulmineret med den næstsidste eksamensdag, hvor man kunne danne sig et skøn over, hvorvidt man bestod eller ej, så var det alligevel med en ganske svag rysten i knæene, man to og to gik ind til det grønne bord, trak sit nummer i lotteriet og kørte løs, vis på, at så galt, at man ikke fik huen, kunne det vel ikke gå – men alligevel!

Kl. 8.30 kom den første af årets studenter ned i Almenskolens forhal med sin rød-hvide hue på hovedet. Fra talrige kammeraters side lød det for hvem ved hvilken gang i det sidste måned “hvad fik du? Hvad var du oppe i?”. Og Tyge Bech Jensen, søn af afd. fabrikant Bech Jensen, Kolding, svarede beredvilligt på spørgsmålene, alt imens han modtog håndtryk og lykønskninger i én uendelighed. Når nu festlighederne er overstået, skal den unge matematiker på Arkitektskolen, og så begynder et par nye år med læseri og eksamen.

Den første nysproglige student var den smilende, hvidklædte Tonny Andreasen, datter af propr. Andreasen, Varmark. Hun havde været oppe i engelsk og hentet sig et mg+. Med mg+ i dag regner frk. Andreasen at komme op på 14,00 i gennemsnit. Efter en tiltrængt ferie (for det var hårdt, forsikrer frk. Andreasen), skal hun have plads i huset, og så skal tiden ellers vise hvad eksamen skal bruges til.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. juni 1943.