1945 – Advarsel!

I anledning af, at der har fundet adskillige ulykker sted som følge af børns omgang med fundne granater, ammunition o. l., skal modstandsbevægelsen advare alle mod at berøre eller opsamle genstande, der af tyske tropper efterlades langs landevejene.

Man gør opmærksom på, at enhver, der sidder denne advarsel overhørig, ikke alene udsætter sig selv og andre for den største fare, men også ifalder strafansvar i henhold til gældende lov. Ethvert fund af overnævnte art skal omgående meddeles nærmeste politimyndighed (sognefoged).

Modstandsbevægelsens Region III.

Kilde: Kolding Folkeblad, 14. maj 1945.

1944 – Advarsel

Da det erfaringsmæssigt viser sig, at der ved eksplosioner og lignende straks sker en tilstrømning af publikum, der uden at være klar over den risiko, der løbes, trænger frem til eksplosionsstedet, og terrænet deromkring, henstilles det indtrængende til publikum at holde sig borte fra sådanne steder, da al færdsel på og omkring et sådant sted kan medføre meget stor fare, så længe en grundig undersøgelse af stedet og det omliggende terræn ikke er foretaget.

Politimesteren i Kolding m.v., den 27. juli 1944. Thalbitzer.

Kilde: Kolding Folkeblad, 27. juli 1944.