1943 – Trods alt normalt eksportmarked i dag

Kolding Eksportmarked måtte i går eftermiddags ved 4-tiden rømme en af sine stalde som følge af, at gnister truede med at antænde bygningen (den vestligste af de gamle stalde, som endnu er i brug). I stalden stod en del transitkreaturer fra Holstebro, og de blev flyttet over i de nye stalde. Sejlklubbens restauration, ‘Stærekassen’, blev ligeledes rømmet for alt bohave af hensyn til den overhængende brandfare. Det lykkedes dog de tilstedeværende brandvæsner at redde både eksportstaldende og restaurationen, således at der til markedet i dag påny kunne anbringes kreaturer i stalden, ligesom livet i ‘Stærekassen’ kunne gå som sædvandligt. Det var i i øvrigt usædvanligt stort besøg på markedet i dag, som var tilhørt 850 store kreaturer, 58 kalve, 1 får, 1 lam, 5 svin og 3 heste. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.

1942 – Alt det nye på Kolding Havn

Havnen er en frisk hundreds-jubilar, hvor gamle virksomheder går godt og nye stadig skyder op

Kolding Havn er et sted, hvor der foregår noget. Der er ikke stilstand, men liv og udvikling, fart og fremdrift. De gamle virksomheder breder sig, nye skyder op, kraner rejser sig, oplagspladser, lagerbygninger og fabriksvirksomheder bliver flere og flere, og udskibningen af kreaturer, brunkul og tørv har aldrig været større end nu. På et tidspunkt savner man dog lidt mere liv, nemlig med hensyn til losning af varer udefra.

Kolding Havn er således en frisk hundredårs jubilar. Som omtalt var det den 5. november i år 100 år siden, den første sejler løb ind i den nuværende havn, og til næste år i oktober kan man fejre 100 årsdagen for havnens officielle åbning, hvilket formentlig vil ske på værdig vis. I de 100 år har havnen været i stadig udvikling, og er det ikke mindst i disse år. En del af det, der skyder op, er krigstidsfænomener, mens andet synes at have mere varigt præg. […]

En af de virksomheder, der præger havnens nordside stærkest, er Kolding Eksportmarked, hvor der i år, fra nytår og til nu, har været tilført noget over 30.000 kreaturer. Markedet er det 3. største i landet efter Aalborg og Odense. Der udføres over Kolding Havn kreaturer fra en lang række jyske markeder og samlestalde, og Kolding har gennem mange år været den største udførselshavn for kreaturer. Det er interessant at gå dernede på markedagene og se det liv, der rører sig. Kreaturerne tilføres fra hele Sydjylland, Sønderjylland, Midtjylland og Vestfyn pr. bane eller lastbil, og handelsfolkene kommer endvidere nu længere borte fra. Hovedparten opkøbes jo af Statens opkøbere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. november 1942.