1941 – 125 gram kaffe eller et kilo sukker på “ekstramærket”

Ved køb af kaffe skal desuden afleveres et G-mærke og ved køb af sukker et H-mærke.

De af handelsministeren af spørgsmålet omtalte overvejelser af spørgsmålet om muligheden for tildeling af ekstraration kaffe, the og kakao er nu afsluttet med det resultat, at Handelsministeriet gennem en i dag udstedt bekendtgørelse om, at det på rationeringskortet for brød, gryn og kaffe m.v. for oktober kvartal om “ekstramærke” betegnede rationeringsmærke i tiden fra d, 10. til 31. december vil kunne anvendes til køb af kaffe, the og kakaomel eller sukker.

Da beholdningen af kaffe, the og kakao nu kun er meget ringe, vil adskillige forbrugere ikke kunne købe disse varer hos deres sædvanlige forbindelse. Der er derfor givet de forbrugere, som ikke kan skaffe sig kaffe, the eller kakao, adgang til i stedet at indkøbe en ekstra ration sukker. Ekstrarationerne er fastsat til 125 g. brændt kaffe eller 125 g. kakao eller 50 g. the eller 1 kg. sukker. […]

Salg af kaffe efter 1. januar forbudt.

Endelig siger bekendtgørelsen, at salg og udlevering af kaffe, the og kakaomel fra 1. januar 1942 er forbudt. Denne bestemmelse viser, at man fra myndighedernes side må regne med, at kaffelagrene til dette tidspunkt vil være så godt som udtømt eller i hvert fald, at der ikke er mulighed for at give en almindelig ration til samtlige forbrugere. Handelsministeriet vil derefter i hvert enkelt tilfælde træffe bestemmelse om, hvorledes eventuelt resterende beholdninger af kaffe, the og kakao skal anvendes. Man kan imidlertid ikke forvente, at der i almindelighed vil blive give tilladelse til salg til private forbrugere.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 11. december 1941.

1941 – Vi må undvære meget af juleknaset i år

Købmand Albert Hansen fortæller om, hvad der bliver borte, og hvad vi kan få.

Julen rykker nærmere, og mange er allerede begyndte at tænke på, om man i år kan få de dejlige ting, som ellers aldrig mangler på det danske julebord: juleknas, chokolade, konfekt, sydfrugter, nødder, tobak, en flaske vin osv. Vi bliver imidlertid i år nødt til at renoncere på en del rare sager, udtalte købmand Albert Hansen i går i et interview med ‘Kolding Avis’.

“Med hensyn til nødderne”, udtalte købmand Albert Hansen, “foreholder det sig således: det eneste, vi har håb om at få, er hasselnødder, og de bliver meget dyre, hvis de altså kommer. Det er nemlig slet ikke sikkert, vi får nogle fra Italien, og om vi får hasselnødder fra Spanien er meget tvivlsomt. Vi må ligeledes undvære valnødder, idet der ikke er givet eksporttilladelse for disse fra Frankrig. Der er ganske vist også danske valnødder, og hvis vi havde jul i oktober, var de meget gode, men de kan dårligt opbevares.”

Ingen figner eller dadler

“Med hensyn til frugt fra udlandet ser det heller ikke godt ud. Det er tvivlsomt, om vi kan få appelsiner fra Spanien, men kunne vi dog blot få figner fra Smyrna i Tyrkiet, var det godt, men der ser desværre ikke ud til at komme nogen. Dadler fra Tunis ser vi nok heller ikke.” […]

Hvordan med chokolade, marcipan og den slags godter?

“Koldingenserne skal nok få lidt fyldt chokolade, men ren chokolade har vi så at sige sagt farvel til. Derimod er der i år nogle erstatningsvarer fremme, nemlig en marcipanagtig sukkermasse overtrukket med fondant. Vi for vort vedkommende har lidt juleknas fra i fjor, men det forslår ikke ret vidt.”

Så er der julekaffen?

“Ja, her er der jo noget usikkert, om der er kaffe nok til ekstra-mærket, der træder i kraft i dag, søndag. Jeg tror dog nu nok, at kunderne alle kan få enten kaffe, te eller kakao på mærket.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 16. november 1941.