1943 – Sogneråds-valgene på Koldingegnen

Stillingen i det nuværende sogneråd

Det stunder jo nu mod kommunalvalgene og rundt om i sognene holdes der i disse aftener prøvevalg, og valgsituationen drøftes, hvor folk træffer sammen. En del steder har man allerede foretaget opstilling af lister. Fristen er jo heller ikke lang. Listerne skal være indleveret senest tirsdag efter påske, kl. 19.

Medens valg efter partilinjer er det almindeligste, foretages opstillingen i adskillige kommuner dog efter lidt andre retningslinjer end de sædvanlige. Således opstilles der ikke så få steder borgerlige fælleslister, hvorimod socialdemokraterne overalt opstiller deres egne partilister. Vi har undersøg, hvordan forholdene ligger i en række kommuner.

Eltang-Vilstrup:

Der er valgt 6 på borgerlig fællesliste og 3 socialdemokrater. De borgliere medlemmer i det nu siddende sogneråd er: sognerådsformand Kr. Berthelsen, Lilballe, næstformand propr. Karstoft Beck, Nr. Bjert, kasserer, gdr. Eli Corydon Pedersen, Sdr. Vilstrup, gdr. Martin Jensen, Nr. Stenderup, gdr. August Thaysen, Drejens, og murermester E. V. Hansen, Strandhuse. De tre socialdemokrater er pens. baneformand Hansen, Eltang, murer Kr. Larsen, Strandhuse, og murer Th. Fevre, Sdr. Vilstrup. Af de borgerlige er 4 Venstremænd.

Harte-Bramdrup:

7 valgte på borgerliste og 2 af socialdemokraterne. Borgerlistens sognerådsmedlemmer er: sognerådsformand Jacob Jacobsen, Dybvadbro, gdr. J. Buhl, Harte, gdr. K. Nielsen, Stubdrup, ekspedient V. Friborg, Ejstrup, gårdejer Hans Bygvraa, Bramdrup, kommunekasserer K. Rønning, Bramdrup og hovedkasserer A, Andersen, Bramdrupdam. Af disse er de 5 Venstremænd og 2 radikale. De to socialdemokrater er: murer K. Antonsen, Bramdrupdam, og banearbejder Chr. Bloch. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. april 1943.

1942 – Snekastningen er ved at sprænge landkommunernes budgetter

I Kolding Kommune har sneen ikke medført trafikstandsning.

Ligesom de to foregående vintre koster den megen sne landkommunerne dyrt. Belært af erfaring var der til indeværende års snekastning afsat ret rigelige beløb de fleste steder, men alligevel er budgetterne mange steder ved at være sprængt, og pligtkastning kommer til at afløse den kommunale snekastning.

Sognerådsformanden for Eltang-Vilstrup Kommune, gårdejer Berthelsen, Lilballe, udtaler over for os, at snekastningen i hans kommune i år har kostet 33 procent mere, end den kostede hele sidste vinter. Der af afsat 10.000 kr. til snekastningen, og de er på det nærmeste brugt. Når loftet er nået, går man over til pligtkastning. Som bekendt har kommunerne ikke måttet rydde med motorplov før for et par dage siden, da der blev givet dispensation, men denne tilladelse har man ikke benyttet. Når sneen er blevet så kostbar, skyldes de idelige snefald, der har lukket vejene, hver gang man lige havde fået dem ryddet, siger sognerådsformanden. Heldigvis er det dog lykkedes meget hurtigt at få vejene farbare igen.

Ca. 70 snekastere i Kolding Kommune

Kolding Kommune har gennemsnitlig haft 70 mand i gang med snekastning, oplyser stadsingeniør Lassen. Endnu kan man ikke sige, hvor meget sneen har kostet kommunen, men stadsingeniøren mener dog ikke, at det drejer sig om store summer. Stadsingeniør Lassen fremhæver, at de veje, som Kolding Kommune har skullet rydde, har været farbare hele tiden, så der ingen standsning har været i rutebiltrafikken af den grund.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 13. februar 1942.

1941 – Kolding får 75.000 af motorafgifterne

Arbejdet med Fjordstien endelig godkendt.

Motorafgifterne har i sidste finansår i alt givet 39,5 millioner, sognekommunerne 10,5, købstæderne 2,5 og København resten. Vejle Amt får 587.000, Ribe Amt 599.000 og Haderslev Amt 890.000, sognekommunerne i de samme tre amter henholdsvis 445.000, 408.000 og 425.000 kr. Af byerne får Kolding 75.000, Fredericia 28.000, Vejle 68.000, Haderslev 77.000 og Christiansfeld 3.800 kr. I Vejle Amt får af sognene i vor læsekreds; Almind 509 kr., Dalby 876, Egtved 2.498, Eltang-Vilstrup 3.249, Harte-Bramdup 1.954, Hejls 1.012, Sdr. Bjært 2.851, Sdr. Stenderup 1.849, Taps 1.104, Taulov 2.502, V. Nebel 765, Viuf 579, Vonsild 1.427, Ødis 3.080 og Starup 2.012 kr.

Samtidigt oplyses, at ministeriet nu langt om længe har godkendt Fjordsti-arbejdet til Rebæk, så dette snart kan udliciteres. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. oktober 1941.