Den tyske fører Hitlers tale i Berlins Sportspalads den 30. januar 1942.
Når jeg som modstykke ser på mine modstandere: hvad har de nu egentlig udrettet? De kunne sagtens opfordre til krig. Krigen har ikke berøvet dem en fredens gerning, for de har ikke skabt noget. Dette vrøvlehoved, denne drukkenbold Churchill, hvad har han i virkeligheden udrettet i sit liv, dette løgnagtige subjekt, et dovendyr af første skuffe?
Hvis denne krig ikke var kommet, så ville århundreder have talt om vor tidsalder, om os alle sammen og også om min person, som skaber af fredens store værker. Men hvis denne krig ikke var kommet, hvem ville så have talt om Churchill? Så vil man ganske vist engang komme til at tale om ham, men som ødelæggeren af et imperium, som han og ikke vi ødelagde. En af de ynkeligste herostratnaturer i verdenshistorien, ude af stand til at skabe noget som helst, til at udrette noget, til at fuldføre et skaberværk, kun i stand til at ødelægge.
Hans medskyldige i det Hvide Hus vil jeg slet ikke tale om, en ynkelig sindssyg!
Jeg har i de sidste uger, i de få fritimer jeg har haft, læst meget om den italienske, fascistiske revolution, og der var det for mig, som om jeg havde mit eget partis historie foran mig: Sådan en lighed, så ens, den samme kæmpen, de samme fjender, de samme modstandere, de samme argumenter. Det er virkeligt et enestående under! Og nu kæmper vi på de samme krigsskuepladser, tyskere i Afrika og italienere på Østfronten. Vi kæmper fælles, og man skal ikke tage fejl: Denne kamp vil blive gennemført til den fælles sejr.
Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia