1942 – Der synes at være en god vildtbestand på Koldingegnen i år

De kolde vintre har renset ud mellem de syge harer, men de omstrejfende hunde skaber uro i terrænerne.

De tre rekordvintre har ikke kunnet undgå at gøre sig gældende på vildtbestanden, selvom man overalt har søgt at hjælpe med udlægning af foder. Man har enkelte steder søgt at indføre en fredning for agerhøns indtil 1. oktober for derved at skåne bestanden mest muligt, men endnu har man ikke de pågældende steder fået myndighedernes svar på de henvendelser, man har rettet.

For at få en udtalelse angående vildtbestanden her på egnen har vi henvendt os til proprietær P. B. Juel, Østerskovgaard, Sdr. Stenderup, der er formand for den lokale afdeling af Dansk Jagtforening.

“Der er i hvert fald ikke så få harer”, siger formanden, “og jeg har indtryk af, at de har klaret sig godt gennem den sidste vinter. De er nu i stærk fremgang, efter at haresygdommen har grasseret voldsomt. De strenge vintre må ligefrem have renset bestanden for svare og sygelige individer, og der synes at være normalt kuld. Fasaner er det nogenlunde med. Og hvad det angår, kan man sige, at det er godt, vi ikke har fået mere regn her omkring, end tilfældet er. Vi kan ikke tåle så meget her på de svære jorder, og det ville have skadet bestanden ret betydeligt, da de små kyllinger ikke kan klare sig, hvor der er for fugtigt. Agerhønsene kan jeg endnu ikke udtale mig om, fortsætter proprietær Juel; så længe kornet endnu står på markerne, ser vi ikke noget til dem. Men jeg tror i øvrigt, det er temmelig småt med agerhøns her”.

De omstrejfende hunde

Hvorledes forholder det sig med de løsgående hunde?

“Vi lider under dem forskellige steder og ønsker, at loven blev bedre overholdt. Jeg ved også, at der ligger et cirkulære hos politimestrene om, at betjentene skal se godt efter, at der ikke strejfer løse hunde om. Hunde skal nu engang være under kontrol”. […] Som propritær Juel siger: “Det kniber at holde hundene hjemme mange steder – til skade for vildtbestanden og for ejeren selv. Det sker nemlig, at en løsgående hund laver så megen ravage på andres ejendom, at der må træffes hårde foranstaltninger, og adskillige hundeejere på landet kan uden tvivl fortælle om, at deres hund lige så stille er forsvundet. Hvor den er blevet af, ved kun den skadeforvoldte, som ikke har set anden udvej end at aflive den omstrejfende hund”.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. juli 1942.