Den tyske garnison i Helsingør har været ude for et mytteri. “De grønne” i Helsingør er indkvarteret i Krogske Gaard, Den Internationale Højskole, Teknisk Skole og med kommandantur på Kronborg.
I de sidste 14 dage har der været afholdt invasionsøvelser fra Hornbæk til Helsingør – i hvilken anledning de tyske soldater har været stærkt bevæbnede.
I Helsingør, som så mange andre steder, er de tyske soldater imidlertid blevet lede og kede af situationen – og for få dage siden lavede de ganske simpelt mytteri. Et sted blev nazi-fanen hejset ned og trampet på og fra Teknisk Skole tog 20 mand (officerer og menige) i største hast til Snekkersten, hvor de tvang en skipper til at sejle dem over mod Svenske-kysten. I mellemtiden var der imidlertid blevet slået alarm i Helsingør og hurtigbåde fik desværre opsnappet flygtningene, før de var nået helt over. Resultatet af mytteriet i Helsingør er nu blevet det, at samtlige tyske soldater er blevet afvæbnede, og ingen tysk soldat må færdes på gaden i Sundbyen uden at have særlig tilladelse fra kommandanturen på Kronborg. […]
Kilde: Uddrag af Det illegale blad, ‘De frie Danske’, nr. 7, 3. årg. 23. april 1944