1945 – Kampene i det brændende Berlin nærmer sig Førerhovedkvarteret

Kapløb mellem angribere og forsvarere. Situationen skærpes fra time til time.

Fra time til time skærpes situationen i den brændende tyske hovedstad, hvor de forbitrede kampe nu udspilles omkring Potsdamer og Anhalter Bahnhof, kun få hundrede meter fra Bentler Strasse, hvor den tyske overkommando har sit hovedkvarter, og hvorfra rigskansler Hitler leder forsvaret.

Fra nord og syd er russerne trængt ind på Unter den Linden, hvor de meter for meter kæmper sig frem mod rigskancelliets ruiner og de sejt forsvarede kældre under ministerialbygningerne, hvor Folkestormens afdelinger er opstillet under ledelse af høje embedsmænd. Kampen her er i højere grad end nogensinde blevet til en strid under jorden, idet såvel angriberne som forsvarerne, der er indesluttet i kældrene, trænger sig vej gennem de ofte metertykke betonmure. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. april 1945.

1945 – Danzig står i flammer. Kampe i Gdynias gader

Storangrebet mod Stettin ventes genoptaget i den nærmeste fremtid.

I Danzig-brohovedet har russerne fra Zoppot kunnet trænge ind i Gdynias indre forsvarsring. Selve Danzig står i flammer efter russiske luftangreb. Både i Gdynia og Oliva er der udbrudt forbitrede nærkampe i de barrikaderede gader, hvor Folkestormen, militæret og polititropperne kæmper side om side. Ud for Zoppot har lette, tyske sø-stridskræfter taget de russiske stillinger ved kysten under artilleriild.

Et lignende billede frembyder situationen i Østpreussen, hvor kampene stadig koncentreres ved Frisches Haff-kysten. De tyske tropper har her rømmet Heiligenbeil, men der er stadig stille på fronterne nord og syd for Königsberg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. marts 1945

1944 – Himmler om den tyske folkestorm

Hver husblok i en by, hver landsby, gård, grøft, busk og skove vil blive forsvaret af mænd, drenge, oldinge og om nødvendigt også af kvinder og børn

Berlin, onsdag, RB

Rigsfører SS. Himmler holdt i dag i en østprøjsisk by den tyske folkestorms første appel. Efter at have oplæst Førerens proklamation holdt han til de samlede folkestorm-kompagnier en tale, hvori han bl.a. erklærede:

“I dag, den 18. oktober 1944. Årsdagen for folkeslaget ved Leipzig, har vor Fører og øverste krigsherre Adolf Hitler kaldt alle våbendygtige mænd mellem 16 og 60 år, der endnu befinder sig hjemme til den hjemlige jords forsvar. Resultaterne og lykkens dage er blevet efterfulgte af ulykkens dage. Skæbnen havde besluttet at stille os på prøve. Polarvinterens hårdhed i 1941 efterfulgtes af sammenbrud hos vore forbundsfæller, sammenbrud, der var fremkaldt af svaghed, troløshed og forræderi. Krigen er trods alt blevet utålelig hård for vore fjender. De kan ikke tåle, at den varer ret meget længere. De vil og må fremtvinge indbruddet ind i Tyskland, thi deres kræfter er anstrengt til det alleryderste. Hungersnøden i de russiske lande er bitter. Landsbyerne og byerne er mennesketomme og tappet for alt blod.”

Vestfronten

“Krigen bliver stadig vanskeligere også for vore modstandere mod vest. Det lykkedes dem ganske vist i august ved deres luftvåbens overlegenhed på bekostning af overordentlig hårde tab at bryde igennem vor front i Normandiet. Vestfronten blev imidlertid mod fjendernes forventning i løbet af de sidste seks uger nyoprettet og gjort forsvarsstærk i en længde af 900 km. Til trods for fortsatte overordentlige store anstrengelser lykkedes det kun på nogle få steder. Fjenderne at støde igennem til den gamle tyske rigsgrænse af 1939. I raseri og fortvivlelse prøver vore fjenders koalition nu alle tænkelige midler.

Medens den amerikanske soldat for hver dag, der går, i tiltagende grad spørger sig selv, hvorfor han i grunden skal kæmpe mod Tyskland, lokker man i England i forbindelse med alle de militære og politiske offensiver, der er rettet mod Tyskland fra alle himmelsretninger, det trætte folk med terminsmæssig fastsatte forudsigelser om den så længselsfuldt ventede afslutning af krigen. Hver termins udløb fremkalder depression, og Tommy må kæmpe videre.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. oktober 1944.