1943 – Stigende biografbesøg i Kolding

Befolkningen brugte i 1941-42 i alt ca. 300.000 kr. til biografbilletter

Der foreligger i dag en detaljeret beretning om forlystelsesskatten i finansåret 1941-42. Det oplyses, at afgiften i alt indbragte 13,2 mill. kr., hvilket er 2,340.000 kr. mere end året forud. Som sædvanlig har biografteatrene indtjent langt det største beløb, nemlig 11,2 mill. kr. mod 9,4 mill. kr. det foregårende år. Der har således været en betydelig stigning i antallet af biografbesøg. Landets ca. 375 biografteatre har i det forløbne år haft en samlet spilleindtægt på op mod 40 mill. kr.

Om forlystelsesskatten i Kolding i finansåret 1941-42 oplyses, at afgiften i alt indbragte 106.169 kr. mod 87.416 kr. det foregående år. Heraf har biografteatrene alene indtjent 102.410 kr. mod 86.480 kr. året forud. Der er således en betydlig stigning i antallet af biografbesøg. Byens biografteatre har haft en samlet spilleindtægt på ca. 350.000 kr. Afgiften af teaterforestillinger har været 1.114 kr. for 5 forestillinger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. juli 1943.

1941 – Dom i Busch-sagen

Den bedrageriske kontorist idømt 2 års fængsel.

Klokken 2 i eftermiddags faldt der dom i sagen mod forhenv. politikontorist R. J. Busch, der som bekendt har tilstået at have besveget statskassen for ca. 12.000 kr., væsentligt ved at have tilbageholdt indbetalinger af forlystelsesskat. Da der forelå tilståelse, kunne sagen fremmes så hurtigt, at dommen nu faldt kun godt en måned efter afsløringen af besvigelserne. Dommen lød på 2 års fængsel, hvoraf 30 dage anses for afsonet ved varetægtsarresten. Det nøjagtige erstatningsbeløb er opgjort til 12.727 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. oktober 1941.