1943 – Afslutning på Døtreskolen

Smuk afslutningsfest på skolen i formiddag

I formiddags holdtes afslutningsfest på Kolding Døtreskole, hvor der var samlet så mange, som overhovedet kunne være i festsalen. Efter at fanen var ført ind af Else Manford, og man havde sunget ‘Nu rinder solen op af Østerlide’, bød forstanderinde frk. Krause velkommen til forældre og tidligere elever, der var kommen til stede. Hun mindedes tre af skolens gode venner, pastor Nordentoft, konsul Volkert og revisor Hansen, som var døde. Derpå takkede hun skolens lærerpersonale for dygtigt arbejde, takkede endvidere alle, voksne og børn, for året, der var gået. Man kunne – trods verdensbranden – sige tak for et roligt arbejdsår. Frk. Krause omtalte den indskrænkning i pladsen, der hidrørte fra, at 3 af de store lokaler blev overladt til den kommunale forskole, der jo efter nytår stod uden husrum. “Vi kunne have sagt nej, men sammenholdet og samfundssindet skal vise sig i, om vi kan hjælpe hinanden. VI kunne ikke være bekendt at have overskud af plads, når de andre savnede”.

Frk. Krause rettede en tak til overlærer frk. Deissner, fordi samarbejdet var gået så godt. Vore børn her på skolen har altid haft lov til at udvise en endog særdels udstrakt livlighed på gange og trapper, men frk. Deissner har fundet sig i det og vist endog glædet sig over tonen her. Frk. Krause oplyste, at der var oprettet skolesparekasse, som hun anbefalede at købe mærker til. Hun omtalte de smukke eksamener, der viser, at pigerne har taget deres opgaver alvorligt. “Det har været nogle ualmindelig flittige og tillige humørfyldte piger. Hidtil har I i jeres hjem og her på skolen haft medbør og god vind. Nu skal I ud i livet, hvor I kan møde modgang og skuffelser. Da gælder det om at få sit centrum flyttet udenfor sig selv, fordi målet her i livet ikke skal være alene fremgang for sig selv og tilfredsstillelse af egne tilbøjeligheder og længsler. Vi har fået vore evner og kræfter ikke bare for at dyrke vor egen lille person, men for at kunne give bort af vort overskud. Vort dyreste eje her i Danmark er vor frihed, som Grundloven har givet os, og denne frihed har vi fået for at kunne øve ret. Vi ejer kun for at give, og jeg vil ønske for jer, at jeres liv altid må være sådan, at I kun må stræbe efter at eje for at kunne give til fællesskabet”.

Efter talen, der hilstes med bifald, sang mellemskolens elever under lærer Karl Munks ledelse nogle smukke flerstemmige sange, ligeledes hilst af bifald. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. juni 1943

1943 – De første børn i Strandhuses nye skole

I går eftermiddags mødte de første børn i den nye forskole i Strandhuse, der fik sin indvielse fornylig. Man havde regnet med, at der ville være ca. 8 børn det første år, men der mødte dog 10, lige mange piger og drenge.

Det blev en meget festlig skoledag, idet lærerinden, frøken Brinch, videreførte den tradition, som er grundlagt af lærer Jensen og som består i, at alle de 10 mødre, der ledsagede deres børn til skole den første dag, blev inviteret på et overdådigt, veldækket kaffebord med både lagkager og mange andre slags friske, hjemmebagte kager. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. april 1943.

1943 – Strandhuse Forskoles indvielse i aftes

I aftes indviedes Strandhuse Forskole ved en smuk og stemningsfuld højtidelighed. Kl. 18½ samledes beboerne i Strandhuse, Skolekommissionen og lærere og lærerinder og beså den smukke skole, og kl. 19½ samledes man i forsamlingshuset. Efter sangen ‘På det jævne’ bød det lokale medlem af Skolekommissionen, murermester Larsen, velkommen og gav ordet til Skolekommissionens formand, pastor Jørgensen, der holdt indvielsestalen. […]

Murerm. Larsen sluttede den smukke aften med at bringe et tak til alle, der havde bidraget til at gøre aftenen festlig.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. marts 1943.

1942 – Skolegangen i Kolding omlægges atter

De resterende forskoleklasser fordeles – Fra april en skoleplan, der gør forholdene ens i den sydlige og nordlige bydel.

Skoleforholdene i Kolding, der jo i længere tid har lidt under de af forholdene nødvendiggjorte indskrænkninger, står over for en yderligere ændring, som træder i kraft efter juleferien. Ordningen er foreløbig og kommer, fordi man ikke mere har rådighed over de 11 forskoleklasser, man hidtil har kunnet disponere over. Når det nye skoleår begynder den 1. april, vil der være udarbejdet en helt ny skoleplan, således at man fordeler børnene mellem lokalerne i den sydlige og nordlige bydel på en sådan måde, at alle børn får ensartet undervisning. Den vil blive noget mindre end under normale forhold, men man vil opnå, at alle børn stilles lige, hvad der ikke er tilfældet nu.

Men tilbage til den foreløbige plan, som altså træder i kraft efter nytår. De 11 forskoleklasser fordeles på følgende måde:

På Sdr. Vang Skole og Riis Toft Skolen er 1. og 2. klasserne ikke helt fyldt. Her kan i alt skaffes plads til ca. 60 børn, nemlig 30 fra første og 30 fra andenklasserne. Denne forskydning vil ikke ske klassevis, men således, at der bliver de børn, der bor syd for åen, og altså får kortest vej, der henvises til Riis Toft og Sdr. Vang.

Man får så overladt tre klasseværelser mere på Døtreskolen. Man sammentrænger de i alt frem 6. klasser fra Riis Toft Skolen og Pigeskolen til fire. Det kan gøres, uden at der bliver over 32 elever i hver af disse fire klasser, og man opnår ved denne sammentrængning at få et ledigt lokale på Drengeskolen, som kan bruges til en Forskoleklasse. Købmandsskolen har strakt sig videst muligt og overladt nogle lokaler, som kan anvendes, selv om toiletforholdene ikke er helt så rummelige, som man kunne ønske. På Købmandsskolen anbringes fire forskoleklasser og desuden en 8. klasse fra Riis Toft. Det derved frigjorte lokale på Riis Toft samt tegnelokalet her anvendes til de to sidste forskoleklasser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. december 1942.