Frode Sørensen og Chr. Christiansen fører efter første etape
Premieren på det andet 6 dages løb in miniature på restaurant Montparnasse i aftes blev både med hensyn til sport og besøg af betydeligt større format end det første, der hverken havde særlig lokal sportslig interesse eller noget særligt stort publikum.
Uden at forklejne de to “gamle” dygtige professionelle ryttere Kjeld Brask Andersen og Heino Dissing, som publikum hovedsagelig kun kendte af omtale, var det de to begyndere i “rullefaget”, landevejscyklisterne Frode Sørensen, København og Chr. Christiansen, Kolding, som gennem deres gode præstationer i de forskellige cykelløb her er kommet på nært hold med publikum og derigennem skabt sig den store popularitet, og den steg yderligere i aftes.
Til trods for, at de to sidstnævnte kun har kørt på ruller nogle få gange, hævdede de sig i aftes særdeles smukt, takket være energisk indsats.
Seksdagesløbet køres i seks etaper, hver på 15 minutter, og for hver placering på den enkelte etape gives vinderen 3 point, nr. får 2 point, og nr. 3 1 point. Vinderen af seksdagesløbet bliver den rytter, der efter sidste etape står med højst pointsum, dog går eventuelle vundne omgange forud for point. De to ryttere blev nr. 1 og 2. Frode Sørensen opnåede 1 point, men da han havde taget en omgang fra de øvrige, er han på førstepladsen efter første etape. Chr. Christiansen blev nr. 2 med 5 point, Kjeld Brask Andersen opnåede 3 og Heino Dissing 2 point. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. oktober 1942.