1941 – En fest med marsvin på menuen

Marsvinjagten i Lillebælt har hidtil givet et udbytte af 175 “svin”, og deraf er ca. 150 fanget i december. Resultatet betegnes som tilfredsstillende, når henses til, at fangsten svigtede i november, for vind og strøm var imod. Det har vist sig, at de marsvin, der er fanget i den sidste tid, har betydelig mere spæk end de første, og da spækken er det værdifuldeste, har den sidste tids fangst forøget den økonomiske udbytte væsentligt, meddeler ‘Fyns Venstreblad’. For øvrigt udnyttes alt på marsvinet, skindet garves til læder, der skal være lige så stærkt som svinelæder. Indvoldene går til rævefarme, og benene til benmelsfabrikker.

Kun har det knebet at få kødet afsat, idet der er en vis modvilje mod at spise marsvinekød; men nu har Marsvinelauget i Middelfart ført beviset for, at det ikke blot er spiseligt, men endog er en lækkerbisken. Lørdag aften samledes laugets medlemmer og enkelte af fangerne til et gilde på Vestfyns Forsamlingshus, hvor der udekukkende var marsvin på menuen. Først serveredes snitter med røget marsvinefilet og siden marsvinefilet, stegt som vildt. Serveringen gjorde stor lykke – den røgede filet blev endog sammenlignet med røget laks; men den mindede dog mere om røget rensdyrkød, både i smag og udseende. […]

Efter denne debut vil man sikkert snart møde marsvinet på det berømte danske brød.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. december 1941.

1941 – 80 pct. af Danmarks vareomsætning finder sted med Tyskland

Kun 15 pct. med de øvrige skandinaviske lande og 5 pct. med andre lande.

De samvirkende Landboforeninger i Fyns Stift åbnede i går eftermiddags deres 55. delegeret møde på Fyns Forsamlingshus i Odense. Formanden, forstander Johs. Petersen-Dalum, bød velkommen og aflagde beretning om foreningens virksomhed og landbruget i 1941. Landboforeningernes medlemstal var i løbet af året gået frem fra 13.584 til 13.847 og fællesledelsernes medlemstal var steget til 23.270 mod 21.144 sidste år. Landboforeningernes husholdskredse omfattede 2.563 medlemmer mod 2.340 året forud. Siden 6. maj havde der ikke været tilfælde af mund- og klovesyge på Fyn og siden den 18. juni ikke i hele landet, og man stod godt rustet over for denne farsot i fremtiden.

Under en omtale af produktions- og afsætningsforholdene for landbrugsprodukter i de tre første kvartaler af 1941 oplyste forstander Petersen-Dalum, at omtrent 80 pct. af Danmarks vareomsætning finder sted med Tyskland, og af de resterende 20 pct. andrager samhandelen med de skandinaviske lande ca. 15 pct. I forhold til i fjor viste eksporten af mejeri- og slagteriprodukter en nedgang til ca. halvdelen, medens nedgangen i eksporten i slagtekvæg og heste var knap så stor. For produkterne havde der i det forløbne år været en større eller mindre prisopgang, men de foretagne noteringsforhøjelser havde ikke på nogen måde kunnet opveje nedgangen i produktionen og eksporten. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 15. november 1941.