1944 – Byrådet på gårdinspektion

Travbane på Meyersminde? Brændkjærgaard meget forsømt

Kolding Byråd var lørdag eftermiddag på inspektionstur. Man startede på Brændkjærgaard, der blev grundig efterset i anledning af, at Markudvalget mente det nødvendigt at ofre 53.000 kr. på reparationer. Gårdens udbygninger viste sig også at være noget forfaldne, men ikke mindst forsømte. Byrådet er dog næppe stemt for at ofre så meget på istandsættelser. Det var i øvrigt ikke lige smigrende ord, der lød under besigtigelsen, heller ikke til Kasse- og Regnskabsudvalget.

Fra Brændkjærgaard gik turen til pladsen mellem saftstationen og åen, hvor kommunen påtænker at købe eller ekspropriere et areal på ca. 4 hektar til det rensningsanlæg, der skal indrettes her efter krigen. Arealet gård helt ud til Boesens Eng, og det meste vil blive optaget af rensningsanlægget, men der skulle dog være plads også til en forbrændingsanstalt i forbindelse dermed. På denne måde ville man kunne udnytte gassen fra rensningsanlægget til drift af forbrændingsanlægget. Saftstationen har hidtil benyttet arealet til skylleplads.

Byrådsmedlemmerne fortsatte videre fra havnen – næsten alle sammen på cykel – til kommunens anden nyerhvervelse Meyersminde, hvor hr. og fru Lind gæstfrit tog imod. Det er jo meningen at lade Meyersmindes landbrug gå ind under Dyrehavegaard, men således at jorden hurtigt kan frigøres, hvis der bliver brug for den til andre ting. Skal der bygges, må der naturligvis lægges veje ind over arealet, men foreløbig er man stemt for en spadseresti fra Djævlekløften i Marielund op til Bramdrup Skovsti. Der har været forespørgsel på en del af arealet til en travbane oplyste borgmesteren. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. juni 1944.

1944 – Nattens angreb gjaldt Berlin

Bombeskader i Sønderjylland

I aften blev store dele af Danmark overfløjet af allierede bombemaskiner, som nedkastede bomber forskellige steder, bl.a. et stort antal fosforbomber i den sydlige del af Jylland, hvor der blev anrettet skade på dansk privatejendom. En del maskiner er blevet skudt ned, men det nøjagtige antal kendes dog endnu ikke. Hvorvidt der er kommet mennesker til skade, er endnu ikke oplyst.

Ejendomme beskadigede. Cyklist væltet af bombelufttryk

Haderslev (privat)

Der faldt i aftes fire sprængbomber på markerne i Sillerup. Lufttrykket slog en del ruder og vinduessprosser ind i forskellige ejendomme. En ung mand, der kom cyklende, blev væltet af lufttrykket, men kom intet til. Der er sket skade på et fodermesterhus, tilhørende gdr. Thaysen, Vildfang, samt på ejendomme, tilhørende gårdejerne Jørgensen, Sillerup, landmand Claus Hoepner og gårdejer Christensen, og da man mener, at der ligger ueksploderede bomber på egnen, er beboerne af flere ejendomme evakuerede og en landevej spærret. I Fyrskov faldt der i aftes en del brandbomber, antagelig fosforbomber. De faldt på en mark og antændtes ikke, men også her har man måtte foretage evakuering af en ejendom. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. februar 1944.

1942 – Engelsk bombeflyver eksploderet mellem tre gårde

Flere beboere i Gejlbjerg i Vodder Sogn sårede og husene beskadigede

Torsdag aften kl. 19.50 blev under luftkamp en stor engelsk bombemaskine skudt ned i Gejlbjerg i Vodder Sogn mellem Skærbæk og Arnum i Sønderjylland. Maskinen styrtede brændende ned og faldt mellem de tre ejendomme, der ligger i Gejlbjerg, ca. 80 meter fra gdr. Hans Møllers gård.

Da maskinen stødte mod jorden, eksploderede bombelasten med et øredøvende brag, der hørtes langt omkring. En snes kilometer borte i Rødding, sprængtes en butiksrude, og det samme skete i Ribe. Tre ejendomme blev uhyggelig raseret. Værst gik det ud over Hans Møllers gård, hvor taget skred af stald og lade, og alle vinduer blev knust af lufttrykket. De to andre ejendomme, der tilhører gårdejerne Niels Andersen og Mads Møller, blev ligeledes stærkt medtaget, og flere af beboerne blev ramt af glasstumper. Sognefoged P. Gad, Vodder tilkaldte politiet og Falck fra Toftlund samt lægerne fra Toftlund og Skærbæk. Lægerne forbandt de sårede, den 65-årige fru Johanne Andersen, der bor hos sønnen, Niels Andersen, og Niels Andersens søsterdatter på 4 år, der begge førtes til sygehuset i Gram. Deres tilstand giver ikke anledning til bekymring. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. december 1942

1942 – For mill. af kroner arbejdsmuligheder venter på udnyttelse

Beretning og regnskab for L.A.B.’s virksomhed i Kolding i 1941. Møde i L.A.B.’s lokalafdeling i aftes.

Kolding Lokalafdeling af L.A.B. holdt i aftes et ret velbesøgt møde på Missionshotellet, hvor der blev givet oplysninger om såvel det lokale som det landsomfattende arbejde indenfor L.A.B. Indledende skildrede lederen af L.A.B.’s hovedkontor, kontorchef Svend Aage Bruhn, København, L.A.B.’s opbygning og arbejde over hele landet. Der er nu 124 lokalforeninger i Danmark, og arbejdet forgrener sig ud til i alt 1.100 landkommuner.

L.A.B.’s lokale virke i 1941

Formanden for bestyrelsen, landsretssagfører Viuff, aflagde beretning og forelagde regnskabet for 1941 og sagde til indledning, at takket være dygtige og energiske medarbejdere er det, trods ringe kapitalindskud, lykkedes L.A.B. i Kolding at gøre en indsats af betydning i arbejdsløsheds-spørgsmålet, både direkte og indirekte.

Lokalforeningen har nu 240 medlemmer

L.A.B. har i kortere eller længere tid beskæftiget ca. 50 mand, der gennem L.A.B. har fået udbetalt en arbejdsløn på ca. 55.000 kr. Dernæst har L.A.B. i løbet af et par måneder skaffet arbejde til ca. 65 mand med hegnsfornyelse og andet landarbejde samt småarbejde i byen, uden at L.A.B. har haft noget at gøre med arbejdslønnen.

Arbejdsmuligheder for 1½ million

Formanden gjorde derpå nærmere rede for registreringen af arbejdsmulighederne på landet og byggeriet i byen. Dette arbejde resulterede i næsten fuldkommen afskaffelse af arbejdsløsheden indtil frosten begyndte. Vi ligger nu, sagde formanden, inde med oplysninger for ca. 500 gårde omkring Kolding om arbejdsmuligheder for et beløb af 1½ million kr. og med over 50.000 arbejdsdage. Efter de erfaringer, vi har gjort i dette arbejde, tør vi sige, at der på landet omkring Kolding ligger for mange, mange millioner kr. arbejdsmuligheder og venter på at blive udnyttet.

L.A.B.’s arbejde var da også blevet påskønnet fra forskellig side. Formanden sagde videre, at det var L.A.B.’s hensigt til foråret at skabe den bedst mulige kontakt mellem de arbejdsløse og arbejdsmulighedernes udnyttelse, og dette arbejde vil ske i samarbejde med Arbejdsanvisningskontoret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. marts 1942.