1943 – Retssag om Sønderbro-oversvømmelserne

Fordi Kolding Kommune har tilbageholdt en del af betalingen for den nye gadebro.

Der er opstået nogen uenighed vedrørende erstatningspligten efter oversvømmelserne ved det store tøbrud i foråret 1941, hvor en del ejendomme omkring Kolding Å ved Sønderbro led vandskader. Kolding Kommune har ment, at det i anledning af opstemningerne ved broarbejdet kan gøre regres over for ingeniør Ove Schrøder, Aarhus, der havde arbejdet med brooverføringen i entreprice for et beløb af ca. 12.000 kr., som kommunen mener må være entreprenørfirmaets andel i skaderne, og for at redde disse penge hjem, har Kolding Kommune tilbageholdt et beløb på 9.005 kr., som er restbeløbet af ingeniør Schrøders tilgodehavende hos kommunen for arbejdet.

Ingeniør Schrøder har imidlertid ikke villet godkende nogen erstatningspligt og har anlagt sag for at få beløbet udbetalt. Sagen vil komme til behandling i Civilretten i Kolding på fredag formiddag, men dommen vil blive afsagt ved Landsretten i Viborg. For ingeniør Schrøder vil sagen blive ført af overretssagfører Dahl, Viborg, repræsenteret i Civilretten i Kolding ved LRS. Juhl, mens Kolding Kommune har engageret højesteretsagfører Steglich Petersen, København, til at føre sagen for sig, her i byen repræsenteret ved LRS. Bjerre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. februar 1943.

1941 – Søndergade-Udvalget bærer ansvaret for forringelsen

Søndergade-Udvalget skriver nu, at det ikke vil gå med til, at højden i viadukten foreløbig begrænses til 2¼ meter. Nuvel! Stædigheden synes at have helt taget overhånd over fornuften. Men så skal Søndergade-Udvalget også have det fulde ansvar for, at færdselsforholdene i Søndergade ikke blive så gode, som de kunne blive. Det er beklageligt, at de ikke-Søndergade-beboere, som daglig færdiges gennem gaden, skal undgælde for Søndergade-Udvalgets ufornuft. Udvalget skriver, at det vil have “bunden af gade og underføring færdig, således at dette ikke senere skal laves om og derved gøre en omlægning af åbroen mere kostbar”. Den bro, som nu bygges, kommer til at koste omkring 120,000 kr. En ombygning af Sønderbro vil sikkert på grund af de store vanskeligheder, blive betydeligt dyrere. Spørgsmålet er dernæst: vil færdselsforholdene fra viadukten over broen blive bedre efter en ombygning?

En landvæsenskommission, der blev nedsat i anledning af den nye gadebro, har den 10. maj 1939 afsagt en kendelse, hvori der er fastslået følgende: “Den nye 18 meter brede gadebro bygges som en buebro med 2 åbninger og én mellempille. Den søndre åbning får en fri gennemsejlningsåbning med en højde af 1,25 meter i en bredde af mindst 3 meter, og den nordre åbning en fri højde af mindst 3 meter. Begge åbninger får hver en bredde af 8 meter målt vinkelret på strømløbet. Dersom Sønderbro væsentlig ombygges, skal den have samme konstruktion og dimensioner som den overnævnte gadebro”. […]

Jeg tvivler på, at Søndergade-Udvalget, når det får sat sig rigtig ind i disse forhold, vil fastholde ønsket om at få Sønderbro ombygget, og jeg tvivler på, at noget byråd vil tage ansvar for den fuldstændig formålsløse og ganske overflødige udgift, det ville være at ombygge Sønderbro.

Knuds Hansen.

Kilde: Uddrag af læserbrev, bragt i Kolding Social-Demokrat, 15. december 1941.

1941 – Den nye Sønderbro tager form

Midt i august ventes broen færdigstøbt

Arbejdet på den nye gadebro over åen er jo blevet noget forsinket, men nu er man dog så vidt, at broen er ved at tage form. Støbekassen til den nordligste af de to brobuer er stillet op, og i øjeblikket rammes de sidste funderingspæle ved tilslutningen til den sydlige side. Det har knebet noget at skaffe tilstrækkeligt svære graner til de sidste pæle, men nu er de kommet, og deres 13 meters længde rammes nu ned gennem ådyndet til den faste bund. i alt er der rammet op mod 400 pæle. En del af dem er betonpæle.

Når ramningen er fuldført, støbes tilslutningen mod syd samt midterpillen, og så bygges støberammen til den anden bue. De to buer støbes altså under ét, men man venter ikke, at broen er færdigstøbt før hen i august. Det vil dog ikke forsinke arbejdet, da viadukten under jernbanen heller ikke er færdig før til næste år […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1941.