1945 – Hjem fra Tyskland

Et halvt hundrede gamle og børn ankommen

I dag er yderligere hen imod et halvt hundrede gamle danskere samt nogle børn vendt hjem fra Berlin. Man havde regnet med, at de ville passere Nykøbing F. i eftermiddag med eksprestoget fra Gedser, og der var bestilt smørrebrød til dem i jernbanerestaurationen. De kom imidlertid først til Gedser ved 19.30-tiden. Derfra er de befordret videre med særtog til Nykøbing F., hvor de i nat indkvarteres på forskellige af byens hoteller. I morgen tidlig rejser de videre til København. Amtslægen var med i toget og foretog en undersøgelse af dem.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 13. marts 1945.

1940 – De danske arbejdere i Tyskland

Særtog for orlovsrejsende
En stor del af de i Tyskland beskæftigede danske arbejdere har nu været borte så længe, at de har fået orlov og aflægger besøg herhjemme. Fra uge til uge vokser tallet på dem, der kommer hjem på orlov. Det herværende tyske arbejdsanvisningskontor har truffet aftale med De Danske Statsbaner om, at der i denne anledning fra den 1. november to gange om ugen, mandag og fredag, indsættes særtog fra København til Gedser. Togene kører fra København kl. 5.30 og har i Gedser tilslutning til en færge fra Warnemünde.
Særtogene kan benyttes af alle de danske arbejdere, der har været hjemme på orlov, når de er i besiddelse af et af de pågældende arbejds- samt udstedt orlovsbevis. I så tilfælde behøves der ikke nogen forudgående henvendelse til det tyske arbejdsanvisningskontor i Hammerichsgade 14.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 29. oktober 1940