1942 – Eventyret i Svanemosen

Hvor flere hundrede mand nu er i arbejde, og hvor der daglig hæves 1.000 kroner i arbejdsløn. Først i år er der for alvor kommen gang i tørvegravningen i Svanemosen.

Man har tidligere set med en vis skepsis på rentabiliteten af tørvegravningen i Svanemosen, der har nok været gravet tørv der under tidligere epoker, og der har også i denne omgang været gravet en hel del – både sidste og forrige år. Men den effektive tørvegravning er først begyndt i år. Og at den er kommet i gang, som tilfældet er, skyldes ikke mindst den nye ejer af Fovsletgaard, godsejer Egemose Nielsen. […]

Der produceres tørv i et rent amerikansk tempo – men det er heller ikke så mærkeligt. […]

Der graves og svedes og tørstes i mosen. Tipvogne slæbes ved et spil op fra mosens dyndhjerte op til ælteværkerne, tipvognslokomotiverne kommer dampende med en hale af dyndfyldte småvogne efter sig langt nede fra mosen op til det fritliggende ælteværk. Op på siden af dette kører dynd-bilerne i en talløs uendelighed, stønnede, pustede, hostende og larmende – det ligner så småt en opmarch af kampvogne eller tanks på en krigsskueplads. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. maj 1942

1942 – I Svanemosen graves tørv i denne uge

Sæsonen begynder 10-12 dage tidligere end i fjor. Arbejdsløsheden faldet med 1.000 i løbet af 14 dage.

Tørvesæsonen står nu lige foran sin begyndelse. Allerede i denne uge vil de første tørv blive gravet op og lagt ud i Svanemosen. Mosejorden er tøet godt op, således at arbejdet nu vendtes at kunne foregå uhindret af frosten. I Svanemosen vil der blive et tørveskær på omkring 30.000 tons i sommer. Et konsortium ved landsretssagfører Juhl, Kolding, har antaget fhv. mejeribestyrer Stoltz, Vejle, til at forestå et tørveskær på ca. 15.000 tons. Selskabet har opstillet to dobbelte ælteværker i mosen og 7 tørvepressere samt lejet 115 td. land læggeplads. Man har allerede i nogen tid været i gang med forberedelserne, og i disse dage er 40 mand beskæftiget, dels med opstillingen, dels med udlægning af et 200 meter langt vigespor til Kolding Sydbaner. Ved dette værk regner man i højsæsonen med at kunne beskæftige over 200 mennesker.

Et københavnsk firma, Larsen og Risør, vil ligeledes påbegynde tørvegravning i Svanemosen og har beregnet en produktion på 10.000 ton, og godsejer Egemose Nielsen, Fovsletgaard, vil sammen med bygmester Bertel Nielsen, Vejle, der som bekendt ejer Solgaarden i Kolding, grave 5000 tons, forlyder det, således at den samlede produktion i Svanemosen kommer op på 30.000 tons tørv med beskæftigelse til 4-500 mennesker sommeren igennem. […]

Arbejdsløsheden i Kolding 1.000 ned.

Forberedelserne til tørvearbejdet, forårsarbejdet i landbruget med mere har bevirket, at arbejdsløsheden i Kolding og på egnen i løbet af de sidste 14 dage er sunket med over 1.000 mand, oplyser kontorbestyrer Oluf Rasmussen. Alle murere er i gang, der er kun ganske enkelte tømrere, snedkere og malere arbejdsløse, og af arbejdsmænd er der i Kolding 4-500 tilbage, men i mange landkommuner er arbejdsløsheden helt dryddet og nogle steder mangler man endog folk, så f.eks. dræningsarbejderne mp standses, for at arbejdskraften kan overgå til landbruget. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. april 1942.