Den 12. oktober 1941 afholdte det tyske mindretals paradekorps Schleswigsche Kameradschaft (SK) rideturnering i landsbyen Bredevad i Sønderjylland.
Blandt gæsterne var bl.a. repræsenteret det tyske mindretals nordslesvigske nazistparti NSDAP-N, hvis formand Jens Møller, er iblandt tilskuerne ved ridestævnet.
Dagen blev foreviget på film, optaget af Rudolf Grimm, se den her:
Kilder: Filmcentralen.dk, se link for nærmere beskrivelse (Åbner ny fane)
Den 10. januar 1941 blev der i Riga underskrevet en traktat mellem Tyskland og Sovjetunionen, der omhandlede omflytning “af tyske statsborgere og personer af tysk nationalitet fra den litauiske, lettiske og estiske Sovjetrepublik til Tyskland“. Samt “omflytning af litauiske statsborgere og personer af litauisk, russisk og hviderussisk nationalitet fra Tyskland (det tidligere Memel- og Suwalkiområde) til Sovjetunionen“.
I marts 1941 var der allerede blevet flyttet mange tusinde mennesker.
Fra Tyskland er der flyttet 21,343 litauere og russere til Sovjetunionen.
Fra Litauen, Letland og Estland, er der blevet flyttet 67,805 personer til Tyskland.
Kilde:
Folkeflytningen i randstaterne, s 5, Vestsjællands Social-Demokrat, 26. marts 1941
Den 19. februar 1941 foreslog indenrigsministeren i folketinget, at foretage en udskydelse af de kommunal- og sognerådsvalg et år frem i tiden.
Indtil nu, forventes det, at kommuner, som har haft grænseændringer omkring eller op til april 1941, vil afholde valgene alligevel. Da der vist i enkelte kommuner, er kommet mange nye vælgere siden det sidste valg på grund af ændring af kommunegrænser, mener nyhedsmedierne, at hensynet her taler for, at valgene holdes allerede i år.
For at undgå udfyldningsvalg, i tilfælde hvor der mangler medlemmer til en kommunalbestyrelse eller et sogneråd, vil samme bestyrelse eller råd, kunne udpege en stedfortræder som de finder egnet, til resten af valgperioden, dette skal dog godkendes af indenrigsministeriet i hvert tilfælde.
Kilder:
De kommunale valg, Fre. Socialdemokraten, side 4, a19. februar 1941
I juli eller juni 1938 har det norske Tidens Tegn bragt et interview med pastor Schmidt, som havde taget et kort ophold i Oslo. Interviewet handlede om det dansk-tyske grænse-spørgsmålet eller det eventuelle grænse revisionskrav, her bringes et uddrag af en dansk oversættelsen af interviewet, som blev bragt i Arbejderbladet den 3. juni 1938.
-Tror De, der bliver rejst krav om, at den danske sydgrænse også bliver korrigeret, spørger Tidens Tegn
… revision kommer ganske sikkert før eller siden. Og det er i Danmarks interesse, at det sker på en fredelig og venskabelig måde.
-Men man kan vel ikke trække grænsen på en mere retfærdig måde end den, som nu eksisterer?
… Der befinder sig omkring 30.000 tyskere i Nordslesvig i dag. At de ønsker at komme tilbage til deres moderland er retfærdig og naturligt. Hvor selve grænsen skal gå, vil og kan jeg ikke udtale mig om, det går, når tidspunktet kommer, blive diplomaternes sag. Vi mener også, at den en bloc afstemning, som foregik i første zone, og som Dr. Smedal i sin bog også påpeger, gav et urigtigt billede. Vi mener, at Danmark gjorde galt i at gå til Versailles, og at det ikke tog et direkte opgør med Tyskland, sådan som vi tilbød. Vi må derfor vente, at den tyske regering før eller senere vil have denne grænse korrigeret.
-Foreligger der nogen officiel henvendelse fra tysk side til Danmark om grænserevision?
… Ikke hidtil, såvidt mig bekendt. Men rigsleder Rosenberg har i en tale i Flensborg fremkommet med visse udtalelser, som må siges at gå i grænserevisionistisk retning.
Kilde:
Hitler vil før eller senere kræve sydgrænsen flyttet, side 5 Arbejderbladet, 3. juni 1938
Arbejderbladet bragte den 25. maj 1938 følgende leder, som omhandler forholdet mellem Danmark og Abessinien (senere Etiopien).
Det meddeles nu, at udenrigsminister Munch har givet den danske gesandt i Rom instrukser om, at han fremtidig skal være akkrediteret hos den italienske konge og den abessinske kejser!
Dermed har Danmark anerkendt Mussolinis røvertogt mod folkeforbundsstaten Abessinien (Etiopen red.) til trods for, at den abessinske kejser i Folkeforbundsrådets møde dokumenterede, at Mussolini ikke har herredømmet i det abessinske rige, men at krigen stadig pågår, og til trods for, at der ikke var nogen påviselig grund til Danmarks anerkendelse, da den danske gesandt i Rom i forvejen var akkrediteret den italienske konge.
-Man må spørge: Hvorfor dette hastværk? Hvad er det, der får den danske regering til officielt at velsigne undertrykkelsen af en Folkeforbundsstat?
Danmarks interesser som selvstændig – og direkte truet – stat kan det ikke være, der på den måde varetages. Det forekommer os, at det her igen må være regeringens paniske frygt for den tyske nazisme, der har fået den til igen at gøre et nyt knæfald for de fascistiske krigsbrandstiftere, i det forfængelige og efterhånden latterlige håb, at man så skal lade os ude af betragtning.
De sidste dages begivenheder synes dog ellers kraftigt nok at have understreget den gamle sandhed, at ingen har fred længere end eens naboer vil!
Kilde: Danmark-Abessinien, side 4, Arbejderbladet, 25. maj 1938
Uddrag fra eksilbulgaren og kommunisten Georgi Dimitrovs første maj artikel:
Men den tyske fascismes røverplaner går endnu videre. Efter okkupationen (besættelsen red.) af Østrig kom det i Belgien til åbne Hitler-Folk-demonstrationer i Eupen-Malmedy før tilslutningen af disse områder til Tyskland. De tyske fascister stiller spørgsmålet om en “Korrektur” af Danmarks grænse. Også i Sverige og Norge rejser den tyske fascismes agenter hovedet. I Finland vrimler det med tyske spioner og krigsemissærer. I Svejts (Schweiz red.) og i Holland forgår det fascistiske muldvarpearbejde i endnu stærkere tempo.
Tyskland og Italiens diktatorer, som i disse dage demonstrativt træffes i Rom, vil for enhver pris knuse det heroiske kæmpende spanske folk, det er en forudsætning for indkredsningen af Frankrig, for deres befæstelse i Middelhavsområdet og til sikring af gunstige positioner i den af dem forberedte verdenskrig. Takket være den forræderiske blokade sår deres flyvemaskiner og artilleri død og ødelæggelse på den spanske jord i uhyre udstrækning.
Netop med henblik på de fascistiske angriberes piratfelttog, som umiddelbart truer en række landes eksistens og uafhængighed, er den politik som de borgerlig-demokratiske landes regeringer fører særlig skændig. Det må siges ganske åbent, at den engelske reaktion og lignende reaktionære kredse i andre borgerlige lande faktisk er medskyldige i de tyske, italienske og japanske erobreres skændselsgerninger.
Kan det betvivles, at uden opmuntrings-politik var det aldrig lykkedes den italienske fascisme at ødelægge og erobre Abessinien? Kan det betvivles at det heroiske spanske folk uden blokaden mod den spanske republik allerede forlængst havde drevet de fascistiske interventer ud af dets land; at den tyske fascisme uden den direkte understøttelse fra de engelske konservative aldrig havde vovet okkupationen af Østrig? Er det ikke klart, at en beslutsom optræden fra stormagternes side mod den japanske militærklike havde umuliggjort dens røveriske indfald i Kina?
Kilde:
Nordisk Frihedsfront mod nazismen, side 6, Arbejderbladet, 20. maj 1938