1944 – Niels Bukh-opvisning på stadion på fredag

Et stort arrangement, man kan takke ‘Go-On’ for

Gymnastikforeningen ‘Go-On’ har sine lyse øjeblikke. Det er ikke så tit, man hører fra foreningen, eller rettere sag, det er sjældent, den viser sit ansigt for offentligheden, men det er ikke ensbetydende med, at den ikke tør påtage sig store opgaver. På fredag viser den det sidste, idet det nemlig er lykkedes foreningens bestyrelsens at lokke Niels Bukh til Kolding, hvor han vil give en opvisning med hele sit store pigehold fra sommerskolen på Ladelund, hvor han jo holder til, indtil hans nye domicil ‘Løgismose’ på Sydfyn er klar til at modtage gymnasterne. Sommerholdene fra Niels Bukhs gymnastikhøjskole plejer gerne at være ualmindeligt godt sammenarbejde, og dette danner antagelig ikke nogen undtagelse fra reglen. Foruden de mange piger bliver der også et islæt af mandsgymnastik. Niels Bukh har nemlig lovet at tage sit elitehold med og præsentere det for Koldingenserne. Holdet består af ca. en snes gymnaster, der naturligvis vil være i fineste form til opvisning. Denne er henlagt til stadion, og det er for øvrigt første gang, Koldingenserne får lejlighed til at se hele Niels Bukhs sommerhold give opvisning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juli 1944.

1943 – Brev vedrørende Pigeskolens Gymnastiksal

Kolding d. 1. november 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Opvarmning af Pigeskolens Gymnastiksal

I besvarelse af deres forespørgsel tillader jeg mig at meddele, at brændselsforbruget i en normal vinter og med normal benyttelsestid, som meddelt skoleudvalget 16. Nov. 1940, udgør ca. 15 t årligt. Hvis lokalerne skal holdes fuldt opvarmede hele døgnet, bliver brændselsforbruget skønsmæssigt ca. 20% større altså ca. 18 t.

Gerne til tjeneste med yderligere oplysninger.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 1. november 1943

1943 – Brev vedrørende Forskolen

Kolding d. 29. oktober 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Folkeskolen

I besvarelse af deres forespørgsel om brændselsforbruget i lokaler, den tyske værnemagt benytter, tillader jeg mig at meddele, at bygningen ud mod skolegade jo benyttes i samme omfang, som det var tilfældet i begyndelsen af året, og at brændselsforbruget derfor bliver som angivet i mit brev af 19. Jan. d.a. ca. 28 t Cinders årligt ved normal opvarmningstid; hvis de skal være fuldt opvarmet hele døgnet i stedet for de normale 16-18 timer, vil brændselsforbruget blive skønsmæssigt ca. 33,5 t Cinders.

Med hensyn til bygningen mod Blæsbjerggade er gymnastiksalen m.m. nu kommet med, hvorved brændselsforbruget stiger fra de d. 18. Nov f.A. opgivne 29 t Cinders til 40,5 t årlig i en normal vinter ved en normal opvarmningstid. Ved fuld opvarmning hele døgnet vil det blive skønsmæssigt ca. 48,5 t Cinders.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 29. oktober 1943

1942 – Skole-gymnastikken ombyttes med skøjteundervisning på Slotssøen

Alle Koldings skolebørn vil få instruktion i at løbe på skøjter.

Førstkommende torsdag, fredag og lørdag vil den tidligere omtalte skøjteinstruktør fru Netta Hansen komme til Kolding for at undervise medlemmer af Kolding Vinteridrætsforening på banen på Marielundssøen. For at udbrede kendskabet til rigtigt skøjteløb og for at fremme interessen for skøjteløbet i det og vide kredse, har formanden for Kolding Vinteridrætsforening henvendt sig til overlærer H. A. Hansen for at tilbyde en ordning, hvorefter alle byens skoleelever i skolernes gymnastiktimer vil kunne få undervisning i skøjteløb af en virkelig kvalificeret lærerkraft på dette område. Overlærer Hansen var straks begejstret for tanken og forelagde den for Skolekommissionens formand, togfører Larsen, hvorefter forslaget har været behandlet i et udvalgsmøde, og her besluttede man at modtage tilbuddet. Herefter vil alle de skoleelever, der løber på skøjter – og det gør vel næsten de fleste – kunne glæde sig til friske og lærerige gymnastiktimer på isen sidst i denne uge. For at skoleeleverne ikke skal have for langt at gå på skøjtebanerne, vil der blive fejet en passende bane på Slotssøen til brug for undervisning af eleverne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. februar 1942.

1941 – Skytte-, gymnastik og idrætsforeningerne melder om stor fremgang

Det forløbne år bragte en stigning på 18.765 medlemmer. Ændringen i formålsparagraffen gennemføres på det forestående årsmøde i Gråsten.

De danske skytte, gymnastik- og idrætsforeninger holder på lørdag og søndag årsmøde i Gråsten. I beretningen om foreningernes virksomhed i det forløbne år, der går fra april 1940 til april 1941, oplyser formanden, folketingsmand Arnth Jensen bl.a. at det er med både glæde og stolthed, at foreningerne i en vanskelig tid kan melde om stor fremgang, ikke alene i medlemstal, men også for alle arbejdsgrene.

Medlemstallet steget med 18.765 i løbet af året.
Medlemstallet nåede op på 133.102, en fremgang på ialt 18.765 medlemmer […] Skønt skydningen lå stille indtil september, da indendørs salonskydning blev frigivet, var der alligevel god fremgang, oplyser general E. With om skytternes afdeling […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 6. juni 1941.

1940 – Brev til skoleudvalget

Kolding d. 16. Nov. 1940
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Til Kolding Byråds Skoleudvalg

I besvarelse af det ærede udvalgs forespørgsel tillader jeg mig at meddele, at brændsforbruget for Pigeskolens Gymnastisksal en normal vinter og med normal benyttelsestid udgør ca. 15 t (Cinders red.) årlig og for Almenskolens Sydfløj med det kontor i portbygningen, der benyttes af den tyske værnemagt, ca. 42 t.

Når der kræves, at lokalerne skal være fuldt opvarmet hele døgnet i stedet for de normale 16 – 18 timer, bliver brændselsforbruget større, og jeg vil skønsmæssigt sætte dette til 20 % altså henholds cis 18 og 50 t.

Gerne til tjeneste med yderligere oplysninger.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 16. november 1940; opbevares op Kolding Stadsarkiv

1940 – Folkesangaften i Grindsted

Grindsted Gymnastik og Idrætsforening indbyder den 21. august 1940 til Folkesangaften i Grindsted Anlæg. Foreningen håber på bedre tilslutning, end ved den seneste sangaften forrige uge, hvor ikke særligt mange var mødt op på grund af det dårlige vejr.

Derudover kan det fra Grindsted meldes at Arbejdersamariterne i Grindsted (A.S.F.) har fået ny formand, valget faldt på den hidtidige kasserer portør H.S. Bæk, som ny kasserer er valgt mejerist Nic. Petersen, og til sekretær kontorassistent Ejner Andersen.

Kilde: Folkesangaften i Grindsted, Kolding Socialdemokrat, 21. august 1940
Ny formand for A.S.F., Kolding Socialdemokrat, 21. august 1940